Bodil gik fra blæst til fest

Det blev til syv Bodil-statuetter til film, som DR har været med til at co-producere, ved lørdagens Bodil-uddeling i København.

Thomas Vinterberg fik fire Bodil-priser lørdag aften. (Foto: Jens Astrup © Scanpix)

I årets løb er Bodil blevet forbundet med blæst og ulykke, men lørdag aften var pigenavnet igen lig med fest og statuetter, som det har været 66 gange før, da Filmmedarbejderforeningen holdt Bodilfest i Bremen Teater i København.

Her blev der uddelt skulderklap til årets bedste præstationer i filmens verden, og en række af de film, som DR har været med til at co-producere, blev hædret.

Det gjaldt ikke mindst Thomas Vinterbergs film ’Jagten’, der efter en succesfuld søndag i sidste weekend kunne stikke af med syv Robert’er, atter kunne gå af sted med en stribe statuetter – nemlig fire Bodil’er.

’Jagten’ fik en Bodil for at være ’Bedste film’, ligesom Mads Mikkelsen fik en Bodil for ’Bedste mandlige hovedrolle’. Ligesom ved Robertfesten blev Susse Wold også hædret med prisen ’Bedste kvindelige birolle’ for indsatsen som den gråmelerede pædagog Grethe i Thomas Vinterbergs film. Endelig hentede ’Jagten’ en fjerde Bodil, idet Charlotte Bruus Christensen blev ’Bedste fotograf’.

I årets løb er Bodil blevet forbundet med blæst og ulykke, men lørdag aften var pigenavnet igen lig med fest og statuetter.

Også tre andre af de i alt 12 Bodil-statuetter gik til film, som DRs filmkroner er gået til.

Franske Charlotte Gainsbourg fik en Bodil for ’Bedste kvindelige hovedrolle’ i Lars von Triers ekstra lange og omdiskuterede film ’Nymphomaniac’, mens Roland Møller, der selv kender Horsens Statsfængsel indefra, fik en Bodil for ’Bedste mandlige hovedrolle’ for rollen som den rocker-relaterede Bjørn i Michael Noers film ’Nordvest’.

Film om Ai Weiwei hædret

Endelig havde DR også en aktie i ’Bedste dokumentarfilm’, som blev Andreas Johnsens dokumentar om den kinesiske kunstner Ai Weiwei. Filmen skildrer Ai Weiwei, der efter 81 dages isolation bliver løsladt, men bliver underlagt massive restriktioner af den kinesiske stat. Staten anklager ham for skattesnyd i millionklassen, og Ai Weiwei kalder sagen for 'The Fake Case' på grund af de åbenlyst falske anklager.

Danmarks ældste film-pris er blevet uddelt siden den 29. april 1948. Arrangementet foregik dengang i Københavns fornemme restaurant ’Ambassadeur’, men hovedpersonen Bodil glimrede dog ved sit fravær.

Opkaldt efter Kjer og Ipsen

Statuetten var ikke blevet færdig hos Bing og Grøndahl, men én af aftenens værter, Mogens Lind, kunne dog fremvise en lerkopi af figuren og lægge op til debatten om, hvad den skulle hedde.

Statuetten, der var skabt af tegneren Ebbe Sadolin og billedhuggeren Svend Jespersen, blev senere samme år - i november ved en mindre reception overrakt prismodtagerne. Og da havde den fået navnet ’Bodil’ efter de to store kvinder i dansk film: Bodil Kjer og Bodil Ipsen.


Bodil-modtagerne 2014

Bedste film

'Jagten'

Bedste mandlige hovedrolle

Mads Mikkelsen i 'Jagten'

Bedste kvindelige hovedrolle

Charlotte Gainsbourg i 'Nymphomaniac'

Bedste mandlige birolle

Roland Møller i 'Nordvest'

Bedste kvindelige birolle

Susse Wold i 'Jagten'

Bedste ikke-amerikanske film

'Adéles Liv'

Bedste amerikanske film

'Hushpuppy'

Bedste fotograf

Charlotte Bruus Christensen for 'Jagten'

Bedste dokumentarfilm

'Ai Wei Wei - The Fake Case' af Andreas Johnsen

Sær-Bodil

'CPH:DOX' - festivalen

Æres-Bodil

Jesper Langberg

Henning Bahs Prisen

Rasmus Thjellesen for 'Kvinden i Buret'