Børn får deres eget 'Mads og Monopolet'

’Mads & Monopolet’ har haft succes med at løse de voksnes dilemmaer i over 10 år. Nu er det børnenes tur.

'Ring til Ramasjang' bliver sendt første gang den 23. marts kl. 18.30. (Foto: Frederik Hansen © Type 1)

'Ring til Ramasjang' er 'Mads & Monopolet' i børnehøjde. 'Mads & Monopolet' har haft succes med at løse de voksnes dilemmaer i radioen i over 10 år. Nu er det børnenes tur, panelet i 'Ring til Ramasjang' er skiftet ud med en væsentlig yngre generation, som vil gøre deres bedste for at løse problemer, de modtager over telefonen.

I den ny programserie 'Ring til Ramasjang' kan bamser ringe til børnehavebørn, spørge om råd og få hjælp til deres dilemmaer. Programmet sendes hverdage klokken 18.30. Første gang den 23. marts.

Tager børn alvorligt

Når de voksne forlader hjemmet om morgenen for at gå på arbejde, bliver bamserne levende. De små sovedyr roder sig ud i forskellige udfordringer og render ind i en masse dilemmaer. Og når det går galt eller bliver for svært, ringer de til dem, de stoler allermest på - børnene.

Programmet tager de mindste børn og deres verdenssyn dybt alvorligt. Et panel af børn sidder klar foran telefonen i børnehaven til at hjælpe og rådgive, og det er de gode til. For børnehavebørn lærer hver dag at mestre nye ting, og de er ikke bange for at fortælle om det, de har lært og kan.

"Jeg synes, det er sejt, når børn hjælper børn. Vi kender alle sammen til det med, at løbe ind i problemer, som kan være svære at klare alene og derfor har brug for at spørge andre om råd og vejledning. De dilemmaer børn står overfor, er i deres optik ikke mindre end de voksnes," siger Kirstine Vinderskov, kanalchef for DR Ramasjang.

Råd om ensomhed, kærlighed, dårlig samvittighed - og popkorn

Børn er dygtige til at formidle deres viden og verdensforståelse videre til de små tøjdyr, og det er heldigt, for når bamser er alene hjemme, kan det godt gå vildt for sig. Bamserne roder sig tit ud i større eller mindre udfordringer. De har f.eks. brug for at få at vide, hvordan man laver popkorn, uden at det popper overalt i køkkenet.

Men programserien tager også hånd om større problemer, som for alle uanset alder kan være svært at håndtere. Hvad man kan gøre, hvis man er kommet til at sige noget, der ikke helt passer - og nu har dårlig samvittighed? Hvordan finder man selskab, hvis man føler sig ensom? Hvad kan man gøre, hvis man ikke kan falde i søvn? Og hvordan overvinder man frygten og får fortalt, at man er forelsket?

'Ring til Ramasjang' sendes første gang den 23. marts klokken 18.30 på Ramasjang.