Børn fortæller andre børn om deres tro i ny Ultra-serie

Mandag er der premiere på dokumentarserien ’Min tro’ på DR Ultra, hvor 12 danske børn fortæller om deres religion i hver deres film.

Natalie på 12 er Jehovas Vidne, og hun fortæller om sin tro i DR Ultras nye programserie ’Min tro’ i afsnittet onsdag den 24. oktober klokken 18.10 samt på Ultra-appen og dr.dk/ultra. Foto: Klassefilm

Hvordan er hverdagen for børn, der tror? Det er noget, DR Ultra kommer til at beskæftige sig intenst med i den kommende tid. Mandag den 22. oktober klokken 18.10 har kanalen premiere på dokumentarserien ’Min tro’, hvor man i 12 film går tæt på 12 danske børn og deres religion.

Det er instruktøren Cathrine Marchen Asmussen, der har lavet dokumentarfilmene, og hun følger børnene i helt almindelige dagligdagssituationer, og hver af børnene har en historie, der fortæller, hvorfor troen giver mening for dem.

De første fire film, som DR Ultra viser i denne uge, handler om børn inden for Pinsebevægelsen, islam, Jehovas Vidner og Wicca-tro (heksetro). Her kan seerne møder børnene Lukas, Asmir, Natalie og Mira, der hver især fortæller om deres religion, som de oplever den.

Nedbryde fordomme

”Jeg gik lyst til at lave en filmserie om troende børn, fordi det at være troede kan være meget fremmed for os kulturkristne,” siger Cathrine Marchen Asmussen, der ved siden af sit filmarbejde læser teologi på Københavns Universitet.

Hun håber, at de 12 film i serien kan være med til at nedbryde nogle af de fordomme, som troende børn møder fra deres omgivelser og gøre børn nysgerrige på, hvad det med tro betyder for børnene.

Den første omgang film sendes mandag, tirsdag, onsdag og torsdag klokken 18.10 på DR Ultra, ligesom de også kan streames på Ultra-appen og dr.dk/ultra. Serien er produceret af Lise Saxtrup for Klassefilm, og den er støttet af Det Danske Filminstitut og DR. Flere film i serien er på vej senere.

Filmen ’En verden uden ondt’ om 12-årige Natalie, der er et af Jehovas Vidner, og som DR Ultra sender på onsdag klokken 18.10, er for øvrigt netop blevet udtaget til den prestigefyldte hollandske dokumentarfilmfestival IDFA – International Documentary Filmfestival Amsterdam – fra den 14.-25. november.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk