Børn kan redde havets dyr hele sommeren

Landets børn er stærkt engagerede i Ramasjangs tema om at redde havets dyr. Sommeren over er der ’Ramasjang redder’-arrangementer i hele landet med Motor Mille.

  • Motor Mille kan blandt andet mødes til en række live-arrangementer landet over i sommer
  • Ved Naturmødet i Hirtshals samarbejdede DR med Danmarks Naturfredningsforening og det lokale akvarium, Ocenarium. Og Motor Mille havde et godt tag i børnene. Foto: Lisbeth Ellebæk. (Foto: DR.)
  • I Hirtshals kunne børnene for eksempel røre ved en havtaske, komme med på havskattejagt og blindgætte på, hvad der ikke hører hjemme i havet. Foto: Lisbeth Ellebæk. (Foto: DR.)
  • Og sådan så der ud uden for Ocenarium i Hirtshals. Foto: Lisbeth Ellebæk. (Foto: DR.)
1 / 4

De seneste måneder har børn over hele landet været mere opmærksomme på plastic i naturen, end de måske har været førhen. Det er DR’s Ramasjang, der har samlet, engageret og aktiveret de mindste i årets ’Ramasjang redder’-projekt.

Projektet har både budt på shows, plasticindsamling, en støttesang, fiktionsserie i TV og et spil, hvor børnene har kunnet samle og sortere plastic.

Det er Motor-Mille fra Ramasjang, Mille Gori, som står i spidsen for ’Ramasjang redder havets dyr’, og projektet er slet ikke slut endnu, selv om tv-udsendelserne er det. Sommeren over bliver der mulighed for at møde Motor-Mille rundt omkring i Danmark ved en stribe arrangementer for børn og deres forældre. Og her er omdrejningspunktet havets dyr, plastic og hvor uheldigt et mix, det er. - Vi bruger den bevidsthed, som børn og voksne har fået på skærmen om emnet til at tage ud i landet med ’Ramasjang redder’-projektet. Vi samarbejder med festivaler, organisationer, festuger og store mødearrangører. Man kan sige, at DR og Ramasjang har været med til at gøre børnene opmærksomme på emnet, og vores samarbejdspartnere tilføjer så endnu mere faglighed, så vi alle sammen bliver endnu klogere på plastic, affald og havets dyr. Sammen skaber vi så nogle interessante arrangementer, forklarer DR’s projektkoordinator på arrangementerne, Lisbeth Ellebæk.

For nylig var ’Ramasjang Redder’-arrangementet og Motor Mille på besøg på Naturmødet i Hirtshals, og i løbet af den kommende tid kan børnene være med til at redde havets dyr ved Vilde Vulkaner i Vordingborg, Geopark Festival i Odsherred, ved Cirkus Summarum i København og Aarhus, Kulturmødet på Mors, Svend Filmfestivalen i Svendborg, Aarhus Festuge og World Clean Up Day i Naturpark Lillebælt. De fleste steder er Motor Mille med.

Rør ved en havtaske

- Ved Naturmødet i Hirtshals samarbejdede vi med Danmarks Naturfredningsforening og det lokale akvarium, Ocenarium. Her kunne børnene for eksempel røre ved en havtaske, komme med på havskattejagt og blindgætte på, hvad der ikke hører hjemme i havet. Live-arrangementerne sætter flere nuancer og aspekter på problemerne med plastic og affald i naturen, end hvis børnene alene hører om dem i fjernsynet, forklarer Lisbeth Ellebæk. Sidste år, da Ramasjang reddede bier, deltog børn lige fra tre-års-alderen til 10-12-årige. Men spørgelysten var også stor fra deres forældre, så i år bliver der lagt endnu mere vægt på fagligheden ved de kommende arrangementer, så alle der gerne vil være klogere, kan få svar på deres spørgsmål.

- Vi kommer med et dejligt forståeligt budskab, og det er let at mærke, at børn og voksne allerede har talt en del om plastic, affald og havets dyr, inden de kommer. Man kan også mærke, at forældrene er lidt stolte over, at deres børn bekymrer sig om miljøet, siger Lisbeth Ellebæk. I forbindelse med Ramasjangs programmer havde børnene mulighed for at melde sig som Ramasjang-reddere. Her har de skullet ud i naturen og samle plastic – og bagefter har de så fået et diplom. 2975 reddere har meldt sig, og de har i alt indsamlet 206.522 stykker plastic.

På Naturmødet i Hirtshals var Ramasjang i kontakt med en stribe af sine seere om at redde havets dyr. Foto: DR.

Små kan også gøre stor forskel

Det er andet år i træk, at Ramasjang har kastet sig ud i en redningsaktion. Sidste år var det – som nævnt - bier, Ramasjang og kanalens seere reddede, og også her var engagementet stort. Over 3000 børn mødte op til Ramasjangs arrangementer rundt om i Danmark, 200.000 blomsterfrø blev plantet, og i alt 5874 børn meldte sig som ’Ramasjang-reddere’ ved indsatsen i 2018.

- ’Ramasjang redder havets dyr’ og ’Ramasjang redder bierne’ sidste år er rigtig gode eksempler på, at man – selv om man er lille, kan gøre en enorm forskel og endda have det sjovt samtidig. Det er også eksempler på, at vi kan komme langt, når DR’s indhold ikke alene er et tv-program eller et program på nettet, men også er noget, børn kan mødes om og være engagerede i ”ude i det virkelige liv”, siger Morten Skov Hansen, der er chef for DR Ramasjang og DR Ultra, der fortsætter: - Det har været helt imponerende at se, hvor mange, der har meldt sig som ’Ramasjang-reddere’, og jeg håber, at rigtig mange også vil dukke op til arrangementerne i sommerens løb.

  • Se om Motor Mille kommer på besøg nær dig her