Børn og unge har haft skrivekløe i DRs skrivekonkurrence

Skrivekonkurrencen ’500 ord’ har inspireret børn og unge til at indsende stakkevis af fantasifulde fortællinger. De to bedste historier bliver udgivet som billedbog.

Forfatter Hanne Kvist gav børnene skrivetips i forbindelse med lanceringen af skrivekonkurrencen '500 ord'. (Foto: Trine Birk © dr)

DR Ultra arrangerer i år den landsdækkende skrivekonkurrence ’500 ord’, hvor børn og unge forfatter fantasifulde historier på højst 500 ord ud fra temaet ”rejse”.

Det sker i samarbejde med forlaget Gyldendal, Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og HAY Festival.

Der blev lukket for bidrag i starten af maj, og i alt har DR Ultra modtaget 4177 historier. Det glæder redaktionschef i DR B&U Johanne Bagge:

”Det er helt fantastisk. Vi er utroligt glade for, at så mange har sendt bidrag ind,” siger hun.

Ud af de mange fortællinger vil et dommerpanel kåre to vindere (én i alderen 8-12 år og én i alderen 13-16 år), som begge vil få deres historier udgivet som billedbøger på forlaget Gyldendal.

Flere historier end forventet

Hver eneste indsendte historie er blevet læst igennem – og det har der været travlt med, for DR Ultra har modtaget mange flere tekster end forventet, fortæller tilrettelægger på B&U Stine Sillesen:

”Hver gang vi åbnede mailindbakken, var der mange nye bidrag. På konkurrencens sidste dag modtog vi en gigantisk papkasse spækket med historier, som var blevet sendt ind af hele skoleklasser,” siger Stine Sillesen, som også sidder i konkurrencens dommerpanel.

DR Ultra har modtaget flere kasser med klassesæt, da nogle skolelærere har brugt skrivekonkurrencen i undervisningen og lavet et forløb, hvor eleverne har skullet skrive deres egne historier.

DR har tidligere lavet lignende skrivekonkurrencer, hvor antallet af bidrag plejer at være 400-500 historier. Derfor har denne konkurrences 4177 indsendte historier været lidt af en overraskelse:

”Vi har været nødt til at hyre ekstra folk til at læse alle historierne, der er kommet ind,” fortæller Stine Sillesen.

Alle indsendte historier er læst nøje af udvalgte læsere, der har studeret litteraturvidenskab på universitetet, gået på Forfatterskolen for Børnelitteratur, er medarbejdere fra DRs B&U-afdeling eller arbejder på Gyldendal.

Skriveinspiration for børn og unge

Både forældre og lærere har kontaktet DR Ultra og sagt, at konkurrencen har været med til at sætte gang i børnenes skrivelyst:

”Vi har fået mails fra lærere og forældre, der skriver, at de er overstrømmende glade for, at vi har givet børnene denne her mulighed og inspireret dem til at skrive historier,” fortæller Johanne Bagge.

Konkurrencens overordnede tema har været at skrive om en rejse, og hver uge er der kommet en udfordring, som eksempelvis har været at skrive om verdens længste rejse eller en tidsrejse.

”Mange af bidragene kommer fra børn, som skriver ind på helt eget initiativ, og der har nogle af dem altså siddet hver eneste uge og skrevet en ny historie ud fra samtlige udfordringer,” siger Stine Sillesen.

Græd i telefonen

Dommerpanelet har udvalgt de 20 bedste historier i hver af de to aldersgrupper. De nominerede ringede Stine Sillesen for nylig til for at overbringe de gode nyheder:

”Nogle græd i telefonen eller skreg af glæde og råbte: ”Det passer ikke.” Jeg fik helt gåsehud, da jeg ringede rundt. Det har betydet meget mere for børnene, end vi troede,” fortæller Stine Sillesen.

Alle nominerede får en invitation til den nye internationale børnelitteraturfestival ’Aarhus 39’, der foregår i Aarhus til oktober. De to vinderes historier vil udover at blive udgivet som billedbøger blive læst op af kendte personer fra DR Ramasjang eller fortalt med animationer på festivalen.

’Jones Brones i Indien’, ’Flasken’ og ’Min rejse med mega store fødder’ er blandt nogle af de bedste historier, som lige nu ligger tilgængelige på DR Ultras hjemmeside. Du kan læse dem her.

Facebook
Twitter