Børn og unge har valgt deres bogfavoritter

Manu Sareen og Jakob Martin Strid er blandt årets vindere af Orla-bogpriserne. Her har børn og unge valgt vinderne, der hver får en hæklet statuette.

Politikeren og børnebogsforfatteren Manu Sareen skrev årets bedste børnebog, mener børnene, der har stemt. Det var tilmed hans debutbog. (Foto: Maria Hedegaard © Scanpix)

Vinderne af børnebogsprisen Orla 2008 er nu fundet. Den fjerde udgave af prisen har været i gang siden september, hvor Danmarks børnebogs- og tegneserieforfattere har været i betragtning til prisen.

Orla-prisen er den eneste bogpris i Danmark, hvor børn og unge selv vælger, hvilke bøger og tegneserier, der er deres foretrukne, og som skal belønnes. Prisen er et samarbejde mellem DR og Læselyst, der er tre ministeriers program for bøger og læsning.

Alle Danmarks børn har fra den 15. januar kunnet læse, vurdere og stemme på de bedste i kategorierne billedbog, børnebog, ungdomsbog og tegneserie på www.dr.dk/orla. Lørdag aften blev vinderne så afsløret på Orlas hjemmeside samt i ungdomsshowet Boogieprisen på DR1.

11.400 deltog i årets afstemning om prisen, der er opkaldt efter forfatteren Ole Lund Kirkegaards frække figur Orla Frøsnapper. Prisen er da også netop en stor, hæklet Orla-statuette og et diplom, som vinderne får som bevis på, at netop deres bog var børnenes og de unges favorit.

Vinderne af Orla-prisen 2008 blev:* Bedste billedbog: 'Min mormors gebis' af Jakob Martin Strid, forlag: Borgen * Bedste børnebog: 'Iqbal Farooq og den sorte pjerrot' af Manu Sareen, forlag: Sesam * Bedste ungdomsbog: 'En dag skinner solen også på en hunds røv' af Sanne Munk Jensen, forlag: Gyldendal * Bedste tegneserie: 'Valhalla, Muren' af Peter Madsen og Henning Kure, forlag: Carlsen

Ud over priserne til de voksne forfattere blev der atter uddelt en Talentpris i form af en Bette Orla. Den blev givet til Mathilde Sejer Hansen, der er 12 år og fra Farum. Hun vandt Bette Orlaen for historien ”En ny begyndelse”, som hun har skrevet og sendt ind via dr.dk/orla, hvor den - og øvrige vinderindslag - også kan læses.

Alberte med til at vælge

Juryen, der vurderede de indsendte talenthistorier bestod af forfatterne Alberte Winding, Bente Clod og Kirsten Sonne Harild, der også alle selv var nomineret til Orla-prisen i år.

Udover DR og Læselyst deltager en række samarbejdspartnere i Orla-projektet: nemlig Forlæggerforeningen, Den Danske Boghandlerforening, Danmarks Skolebibliotekarer, Bibliotekarforbundet, Netbibliotekerne, spoergolivia.dk og boggnasker.dk.

DR uddeler også snart en bogpris til de voksne. Det sker, når DR Romanprisen bliver uddelt søndag den 20. april klokken 18.00 på DR2 i programmet 'Kulturguiden'.

Facebook
Twitter