En godt fyldt skolegård på Kochs Skole i Aarhus dannede fredag formiddag rammen om ’Sang for fred’ på DR1.
I det 20 minutter lange program blev der sunget tre sange med budskab om fred: ’En lærke letted’, ’Vinden lytter til dig’ og ’Når håbet grønnes’.
Børn på skoler rundt om i landet kunne synge med, og undervejs blev der stillet om til Søndermarksskolen i Rønne på Bornholm og Holluf Pile Skole i Odense. Initiativet var blandt andet foranlediget af Danske Skoleelever og andre skoleforeninger i Danmark.
Jonas Madsen, der til daglig er vært på Ultra Nyt, bandt udsendelsen sammen.
- Det var smukt og rørende. Det var dejligt, at vi var i en skolegård, tæt på børnene, og det var så ægte. Børnene sad med huer og vanter. For mig var det tydeligt, hvad sang kan. Det kan røre og er noget, man kan være fælles om. Nogle gange kan begivenheder som fx krigen i Ukraine være svære at tale om, eller man har måske ikke nogen at gå til. Her fik vi skabt et lille rum, hvor man kunne reflektere, fortæller han.
Mellem sangene interviewede Jonas Madsen flere af børnene om, hvordan krigen i Ukraine berører dem.
- Det er helt tydeligt, at det er inde under huden på dem i deres hverdag. Det er imponerende at mærke deres refleksion over det, der sker. På tværs af klassetrin har de tænkt over krigen og hørt om den – blandt andet via Ultra Nyt, siger han.
Slippe bekymringerne for en stund
Mette Yde Klesner, redaktør i Livsstil og Fakta i DR Aarhus, var også med på Kochs Skole.
- Det var først og fremmest rørende at se børnene, der havde øvet sig på de her sange, løfte det og stå sammen på tværs af klassetrin. På en trist baggrund var det meget rørende at opleve, hvordan børnene stod sammen og sang for fred, fortæller Mette Yde Klesner.
Hun mener, at et initiativ som ’Sang for fred’ spiller en vigtig rolle i DR’s samlede dækning af krigen i Ukraine.
- Vi ved, at mange børn følger med i det, der sker i Ukraine, og de bekymrer sig. Derfor er det vigtigt med et forum, der fokuserer på håb, fred og sammenhold – at vi giver børnene mulighed for at slippe bekymringerne for en stund. Selvom der er krig og ufred i verden, må man gerne være i nuet og håbet om fred i verden. Selvom det er på en trist baggrund, så bliver man glad af at synge og finde sammen i sang. Det giver livskraft, håb og tro på fremtiden – og børn er fremtiden, siger Mette Yde Klesner.