Børn skal lære ’Matador’ bedre at kende

I efterårsferien åbner Korsbæk på Bakken en ny aktivitet for børn. Håbet er, at landets børn også skal lære ’Matador’-universet bedre at kende.

Børn kan lære ’Matador’s univers at kende i en ny aktivitet hos Korsbæk på Bakken, der blandt andet handler om banken. Her er vi hjemme hos bankdirektør Varnæs og Maude i serien. Foto: Rolf Konow.

Rundt omkring i landet findes der adskillige, som nærmest kan alle dialogerne i ’Matador’ udenad eller kender enhver detalje i serien, som har 40 års jubilæum den 11. november. Men der kommer også hele tiden nye til, som ikke har set alle syv genudsendelser af Lise Nørgaard og Erik Ballings populære serie, som DR1 viste igen i foråret.

Med Lise Nørgaards godkendelse åbner Korsbæk på Bakken i Klampenborg derfor nu en ny aktivitet for børn. Korsbæk på Bakken blev skabt i 2015 i et samarbejde mellem teltholder Torben ’Træsko’ Pedersen, DR og Lise Nørgaard selv.

Den nye aktivitet hedder ’Korsbæk Mysteriet’, og der er premiere på den i efterårsferien, hvor Korsbæk på Bakken i år for første gang holder åbent. ’Korsbæk Mysteriet’ er udviklet med ’Ramasjang Mysteriet’ som forbillede. Det er programmerne på DR’s børnekanal, hvor Kristian Gintberg er vært, og hvor syv skurke konstant driller, og ting forsvinder. Her kan de yngste seere så hjælpe med opklaringen.

Åbne for en ny generation

’Korsbæk Mysteriet’ henvender sig især til de 5-12-årige børn, og det er udviklet i et samarbejde mellem DR, Korsbæk på Bakken og firmaet Pænt Goddag, der hjælper virksomheder med at nå børn i øjenhøjde.

”Vi ser ’Korsbæk Mysteriet’ som en fantastisk mulighed for at åbne Matador-universet for en ny generation – og gøre dem interesserede i både Matador-serien, men også den tid, Matador foregår i,” siger teamleder Maiken Maigaard fra DR Salg.

I ’Korsbæk Mysteriet’ får Sofus Betjent fra ’Matador’ behov for hjælp til at finde den person, der har taget nøglen til Korsbæk Bank. ’Korsbæk Mysteriet’ giver både børn og voksne mulighed for at lege detektiv for en dag og samtidig opleve stuerne i Korsbæk på Bakken helt tæt på med besøg hos blandt andre hr. og fru bankdirektør Varnæs, Katrines Gaard og Skjerns Magasin. Deltagerne får udleveret et kort, der skal hjælpe dem på vej og finde de spor, der skal lede dem mod den, der har nøglen til banken.

’Korsbæk på Bakken’ planlægger at starte nye jagter hver time mellem klokken 11.00 og 16.00 i efterårsferien, og børnene ender med at få et detektivdiplom til sidst.

Læs mere om ’Korsbæk Mysteriet’ her

Facebook
Twitter