De fleste forældre til børn i alderen 9-14 år har formentlig oplevet, at søvn er et tilbagevendende diskussionsemne. Mange børn oplever søvn som en straf, og det ’at blive smidt i seng’ er noget forældrene tvinger dem til. Børn er utrolig bange for at gå glip af noget, og der er altid gang i de sociale medier.
I uge 44 og 45 sætter DR Ultra under overskriften 'Boost dig selv - sov!' fokus på søvn, og fokuserer på alt det, som børnene gerne vil være gode til, og hvorfor søvn er vigtig for, at alt lykkes for dem.
Temaet er skabt i samarbejde med Red Barnet, Just Human og DR Lær, og det indeholder både en oplysende og humoristiske explainer, et søvneksperiment og en større værktøjskasse fuld af søvndyssende og afslappende fortællinger, der skal gøre søvnen til en ny bedste ven.
- De danske børn og unge sover for lidt, og undersøgelser viser, at de i gennemsnit sover en time mindre hver nat, end samme målgruppe gjorde for 30 år siden. Det har større konsekvenser end man lige tror. Det påvirker deres indlæringsevne og gør dem generelt irritable og pessimistiske. Det vil vi gerne gøre en indsats for at lave om på, og derfor sætter vi ind på alle Ultras platforme og på tværs af vores platforme sætter vi fokus på alt det gode, som søvn kan give os - uden at komme med løftende pegefingre, siger Camilla Olsen, der er redaktør i DR Børn.
Eksperiment søvntortur: 50 timer uden søvn
I kampen for at sætte fokus på vigtigheden af søvn, har Ultra-værterne Tine Maria Nielsen og Jonas Madsen sagt ja til, at deltage i et eksperiment. De skal undersøge, om de kan holde sig vågne i 50 timer uden søvn og se, hvad det betyder for kroppen.
Og der er selvfølgelig en modbydelig straf, hvis én af værterne skulle falde i søvn undervejs. I løbet af de 50 timer holder lægen Jakob Lager øje med dem, og tre gange skal både Tine Maria Nielsen og Jonas Madsen igennem den samme test, så de kan se forskellen på deres præstation.
Kameraer følger eksperimentet og viser at den enorme træthed, som de to Ultra-værter oplever også medfører hovedpine, opgivenhed, pessimisme og generelt dårligt humør.
- Det er meget normalt, at humøret bliver påvirket, hvis man får bare få timers for lidt søvn. Alt i alt viser eksperimentet, at søvn er supervigtigt for, at mennesker kan være den bedste udgave af sig selv, konkluderer Jakob Lager, da eksperimentet er slut.
Søvn overalt på Ultra
Søvntemaet går på tværs af Ultra-programmerne i uge 44 og 45. Udover ’Søvntortur’ kan man finde en masse små søvnboosters på DRTV. Gennem små søvndyssende og afslappende meditationer, søvnfortællinger og visualiseringer skal ’søvnboosterene’ være med til at gøre søvnen til en ny bedste ven.
I ’Søvnexplaineren: SLUK for din hjerne’ giver Jonas Madsen syv gode råd til at få styr over søvnen. Sundhedsstyrelsen anbefaler 9-11 timers søvn pr. nat for de 7-12-årige og 8-10 timers søvn for de 13-18-årige, men det vigtigste er, at man lytter til sin krop og mærker efter, hvad man selv har behov for.
Samtidig sætter de tre kampagnevideoer ’Søvn fuck-ups’ på en humoristisk og tankevækkende måde fokus på, hvad der sker, når man ikke får sin søvn. Nicoline bliver til grin foran klassen, gameren FlowiS smadrer en ven med tastaturet og Matilde Wagner flipper ud på sin lillesøster, fordi de alle tre mangler søvn.
I løbet af de to uger taler både ’Klubben’, ’Ultra Nyt’, 'Ultra:bit’, ’Klassen’ og ’Glow' ind i søvntemaet, og på DR Lær kan undervisere på mellemtrinnet og udskolingen finde undervisningsforløb, der sætter fokus på søvn.
Du kan følge med i Ultras søvntema på DRTV under Ultra-banneret.