Børnene har valgt deres bogfavoritter

Fredag blev Orlaprisen uddelt i fire forskellige kategorier ved et prisuddelingsshow i Dokk1 i Aarhus. Orlas Ærespris blev uddelt for første gang.

Orlaprisen 2018 (Foto: Dr © dr)

Orlaprisen er børnenes helt egen bogpris, hvor børnene selv nominerer deres yndlingsbøger og til sidst også vælger, hvem der skal modtage prisen. DR har uddelt Orlaprisen siden 2005, og den bliver uddelt i samarbejde med Kulturministeriet og Undervisningsministeriet.

Hvis Orlaprisen kan få snakken om de gode bøger i gang i skoleklasserne, så er vi godt på vej.

Camilla Olsen, DR Ultra

I år har børn fra hele landet nomineret bøger i kategorierne ’Flotteste bog at kigge i’, Bedste bog jeg blev klogere af’, ’Bogen, der fik mig til at grine’ og ’Den mest spændende bog jeg har læst’.

I alt havde børnene sendt 135 titler ind til nominering, og ud af dem har en bogkyndig jury - bestående af både børn og voksne - nomineret fem bøger i hver kategori. Til sidst har børnene så stemt på deres favoritter.

Afstemningen har løbet over fire uger fra uge 38 til 41 med en uge til at stemme i hver kategori. Og fredag blev de fire priser så uddelt.

Årets Orlapriser gik til:

Flotteste bog at kigge i: ’Mirja – Drømmestenen’ af Gunvor Ganer Krejberg og Rebecca Bang Sørensen

Bedste bog jeg blev klogere af: ’Guide til piger’ af Sabine Lemire

Bogen, der fik mig til at grine: ’Bubbi – den talende hund’ af Morten Münster og Merlin P. Mann

Den mest spændende bog jeg har læst: ’Hitman’ af Peter Krogholm

6. klasser fra Rønbækskolen i Hinnerup var med til at uddele Orlas Ærespris. (Foto: Helene Damgaard Larsen)

DR’s ansvarlige for Orlaprisen, Camilla Olsen fra DR Ultra, håber, at nomineringen og afstemningen har øget bogsnakken blandt børnene på landets skoler.

”Orlaprisens fornemmeste opgave er at fremme børnelitteraturen blandt børn og unge, og vi ved, at de unge oftest inspirerer hinanden, altså; hvad min ven læser, læser jeg også. Hvis Orlaprisen kan få snakken om de gode bøger i gang i skoleklasserne, så er vi godt på vej,” siger hun.

Orlas Ærespris

De traditionelle Orlapriser var ikke de eneste priser, der blev givet ved arrangementet i Aarhus. For første gang nogensinde blev Orlas Ærespris uddelt. Den gik til Josefine Ottesen med følgende begrundelse fra folkene bag Orlaprisen:

”Josefine Ottesen modtager Orlas Ærespris for sit brede forfatterskab, som både omfatter billedbøger, letlæsningsbøger, fantasyromaner, højtlæsningsbøger og historisk inspirerede romaner. Hendes bøger bliver læst af både store og små, som år efter år låner bøgerne på bibliotekerne og nominerer dem til Orlapriser. Hun får Æresprisen, fordi hendes læsere bliver ved med at læse, elske og vende tilbage til hendes bøger,” hed det.

Uddelingen af Orlaprisen har været et af mange arrangementer i den nye litteraturfestival for børn, Albus International Festival for Børnelitteratur. Festivalen bliver arrangeret af Aarhus Kommunes biblioteker i samarbejde med blandt andre Statens Kunstfond.