Børnevært: ’Johan er min kreative, højre hjernehalvdel'

Grafiker Johan Wiklund spiller en vigtig rolle, når vært Jonas Madsen og resten af Ultra Nyt-holdet skal formidle nyheder til børn. Grafikken har gennem årene fået en central placering i programmet.

Humor og et nært samarbejde betyder meget for vært Jonas Madsen og grafiker Johan Wiklund. Foto: Lars Møller Hansen.

Klokken er 9.30, og medarbejderne på 'Ultra Nyt' i Aarhus samles til dagens redaktionsmøde. Med på video er også fire kolleger fra redaktionen i DR Byen.

Mødet begynder med en grundig efterkritik af gårsdagens nyhedsudsendelse for de 9-14-årige. Billedvalg, formuleringer i speaken, kildevalg og spørgsmål til kilder bliver vendt. Men de grafiske elementer i udsendelsen fylder også en stor del af efterkritikken. Både grafikken i indslagene og under vært Jonas Madsens oplæg.

For eksempel er der til en nyhed om 5G-netværket ros til en grafik, der viser en fil blive downloadet, mens værten siger: ’Prøv at forestille dig det her, at inden jeg har sagt den her sætning færdig, så har du allerede nået at downloade en hel film’. Grafikken lægger et visuelt element til værtens ord.

Da morgenmødet skifter fokus, og hver deltager skal byde ind med ideer og forslag til dagens udsendelse, bliver der også talt om, hvordan grafikken kan bruges, hvis man går videre med nogle af ideerne.

- Grafikkerne er en stor del af vores udsendelse, og derfor er det helt naturligt, at vi har grafikerne med til redaktionsmødet, og at det fylder meget. Det er næsten i hver udsendelse, hvor der er fulde grafikker, som Johan og de andre trykker ud, fortæller Jonas Madsen. Han har været vært på 'Ultra Nyt' siden maj 2018.

Vi har et virkeligt stærkt grafisk departement, siger vært Jonas Madsen (t.h.) om grafikerne på Ultra Nyt. Johan Wiklund (t.v.) er en af dem. Foto: Lars Møller Hansen.

Johan Wiklund er en af de grafikere, der er med til at sikre et moderne grafisk udtryk, som styrker formidlingen af historierne til børnene.

- Det handler om at få visualiseret og underbygget, hvad der bliver forklaret. Jeg har selv tre døtre i målgruppen, og netop målgruppen er vigtig for 'Ultra Nyt'. Grafikkerne skal gerne gå for hurtigt for mig, for ellers tror jeg, børnene kommer til at kede sig, når de ser dem, siger Johan Wiklund.

Kreativ frihed betyder meget

Han er uddannet inden for multimediedesign og kommunikation og har været på 'Ultra Nyt' siden november 2017.

- Jeg har altid brændt for at lave animation, som de gør hos Disney og Pixar. Her på redaktionen er der en kreativ frihed, og det er en ny dag hver dag. Der opstår hele tiden nye ideer – det er som at åbne en gave hver gang. For mig er det lige så meget en hobby som et arbejde at finde nye teknikker og greb til at løse de grafiske udfordringer, fortæller Johan Wiklund.

Jonas Madsen bryder smilende ind:

- Han er en grafisk pakke hele vejen igennem. Johan er en gennemført visuel bandit. Han er min højre, kreative hjernehalvdel inden for 'Ultra Nyt'. Jeg kan komme med en kort sætning eller et ord, og så ved han, hvad jeg tænker. Vi har en grineren kommunikation imellem os. Jeg kan have en fed idé til en grafisk løsning, og så kan Johan bygge videre på den eller sige, at det der kan vi ikke – og så kommer han op med en federe idé.

Humoren og det nære samarbejde mellem vært og grafiker kommer tit til udtryk i grafikken.

- Vi har et tæt forhold, og jeg tør mere med Jonas. Jeg overrasker tit Jonas med at lave grafik på noget, han ikke regnede med, der skulle grafik på. Jeg skal ikke tænke på, om jeg må bruge ham i grafikken. Nogle vil måske tænke, at jeg ydmyger ham lidt en gang imellem, men vi er meget på bølgelængde. Og så er overraskelsesmomenter med til at holde børnene på stolekanten, siger Johan Wiklund.

Bliver ved med at udvikle sig

Han nævner blandt andet en udsendelse, hvor han i bogstavelig forstand gav Jonas Madsen en ’grafisk lussing’:

- Jonas fortæller om en udvikling i, hvor mange der spillede fodbold på klubplan fra 2013 til 2019. Men Jonas får også sagt 2013, hvor han skulle sige 2019, og det opdager vi først, hvor der ikke er tid til at tage det om. Så streger jeg fejlen ud, og man kan vel sige, jeg laver en grafisk kommentar, at det kan du gøre bedre Jonas, griner Johan Wiklund.

- Det er en journalistisk fejl, der bliver reddet af grafikken, og det sker på en måde, så fejlen ender med at blive et sjovt element i indslaget. Jeg tror også, børnene synes, det er sjovt, når der bliver lavet noget skægt grafisk, siger Jonas Madsen.

I videoen her kan du se Johan Wiklund give Jonas Madsen en kærlig grafisk lussing i ’Ultra Nyt’:

På morgenens redaktionsmøde lufter Jonas Madsen ideen om at lave et indslag om svampe. Dels er det sæson nu, dels flugter det med, at DR i år har særligt fokus på naturen. Han og Johan Wiklund vil nu, hvor mødet er slut, arbejde videre med mulighederne.

Det grafiske udtryk, som blandt andre Johan Wiklund arbejder med, spiller en vigtig rolle i nyhederne til de 9-14-årige. Foto: Lars Møller Hansen.

- Det er vigtigt for mig at være med fra start i processen. Grafik er ikke en bestillingsopgave. Jeg vil gerne komme bedst muligt i mål med de ideer, der er. Derfor tager jeg nogle gange også med ud på optagelser for at få de bedste forudsætninger for, at grafikken kan fungere, siger Johan Wiklund.

- Vores grafikere bliver ved med at udvikle sig, og det er fedt. De sidder ikke låst, de gør ikke det nemme, men udfordrer sig selv. Det betyder bare rigtig meget for mig og for programmet, siger Jonas Madsen.

Facebook
Twitter