Bofællesskaber får brev fra DR Licens

Man kan bo sammen på mange måder, og det har betydning for betalingen af medielicens. DR har mange, der spørger på netop dette område, og 60.000 bofællesskaber får nu oplysningsbreve fra DR Licens.

Illustrationen forklarer, hvordan der skal betales licens, alt efter hvordan man bor sammen. (Foto: DR Licens)

Man kan bo sammen på mange måder. Man kan være kærester, venner, søskende eller bofæller, og hvad man er, er faktisk afgørende for, hvor mange på en adresse, der skal betale medielicens.

Hos DR Licens oplever man, at mange skriver og ringer og er i tvivl om reglerne. De har behov for information på området, og det er en af årsagerne til, at DR Licens i denne uge sender omkring 60.000 breve ud til de personer i bofællesskaber, som ikke er tilmeldt licens.

Det er første gang, at DR laver en informationskampagne rettet mod bofællesskaber, hvor flere voksne bor sammen, men ikke er gift eller har børn sammen.

”Mange tror, at én adresse er lig med, at der skal betales én gang medielicens. Men så enkelt er det ikke nødvendigvis, og det er det, vi nu stilfærdigt fortæller folk i brevene, hvor de på en relativ overskuelig tegning kan tjekke, om bofællesskabet betaler licens korrekt,” siger DRs licenschef Lotte Boas.

Udlejer og veninder

Ifølge licensbekendtgørelsen er man ikke dækket af den samme medielicens, hvis man bor sammen med venner, bofæller eller søskende. Man kan kun dele licens med sin kæreste, ægtefælle eller børn, hvis man vel at mærke bor sammen og deler folkeregisteradresse.

”Nogle af de typiske henvendelser, vi får, er fra folk, der tror, de er dækket, hvis deres udlejer betaler licens, eller hvis de bruger fælles internet på kollegiet. Andre afmelder licensen, fordi de skal flytte sammen med to veninder, hvor den ene betaler licens i forvejen,” forklarer Lotte Boas, der håber, at brevene kan være med til at skabe klarhed.

”Det er selvfølgelig en af vores vigtigste opgaver at oplyse folk om de regler, der er på området, og brevkampagnen skal gerne være med til at sikre, at alle kender reglerne,” understreger Lotte Boas, der derfor også på forhånd synes, det er svært at sige, hvor mange der vil tilmelde sig medielicensen oven på bofællesskabskampagnen.

I marts følger DR Licens op med en mere traditionel brevkampagne. Her bliver der sendt breve ud til godt 60.000 husstande, hvor der ikke bliver betalt medielicens i dag.

Facebook
Twitter
Emner: