'Borgmesteren af Ultra': 'Ultra Nyt' giver børnene stemmeret

Hver dag frem til valgdagen den 16. november sender 'Ultra Nyt' 'Borgmesteren af Ultra'. Her gør DR Ultra børn klogere på, hvad det er, de voksne skal være med til at stemme om.

'Ultra Nyt's nyhedsvært Inge Thorup er i duel med en anden Ultra-vært Jannik Schow,

De må ikke stemme endnu. Men de er om nogen blandt dem, der hver eneste dag bruger de kommunale tilbud som skoler og fritidstilbud. Derfor kaster 'Ultra Nyt' sig over det kommende kommunalvalg for at gøre børnene klogere på, hvad det er de voksne skal være med til at stemme om og for at forstå, hvorfor valget er vigtigt.

Hver dag fra den 8. november til valgdagen den 16. november sender 'Ultra Nyt' 'Borgmesteren af Ultra'. 'Ultra Nyt's nyhedsvært Inge Thorup skal i duel med en anden Ultra-vært Jannik Schow, som børnene særligt kender fra 'Ultra smider tøjet' og 'Julefeber Talkshowet'.

De skal dyste om en række politiske discipliner; de skal blandt andet designe valgplakater, argumentere for deres politiske mærkesager og indgå i en paneldebat med de fremmødte børn.

Christina Johansen er redaktør for 'Ultra Nyt'. Hun fortæller:

- Børnene befinder sig i den samme virkelighed som os andre, og selvom de ikke må stemme, så ved de godt, at der snart er valg. Vi hjælper dem med at forstå, hvad det er og hvorfor det er vigtigt, siger Christina Johansen og tilføjer:

- De kommunale prioriteringer berører jo i den grad børnenes hverdag direkte: Hvor mange skoler skal der være? Skal kommunen have en ny multihal eller nye bøger på biblioteket? Skal kommunen prioritere børn, unge, ældre og så videre. Det er alt sammen nogle af de spørgsmål, som 'Ultra Nyt' sætter på dagsorden, og som skal gøre børnene klogere på kommunalvalget, siger hun.

Autentisk kulisse

For at få en så autentisk kulisse som muligt, foregår det hele i byrådssalen i Favrskov Kommune.

'Ultra Nyt har inviteret en række skoleklasser indenfor, og de skal være 'vælgerne', der overværer dysten – og senere selvfølgelig stemme i en vaskeægte stemmeboks. Emnet for dysten bliver perspektiveret ud til virkeligheden, så børnene forstår, hvordan et kommunalvalg fungerer – og hvorfor det er vigtigt.

Sideløbende med 'Borgmesteren af Ultra' har 'Ultra Nyt' fokus på børn, som har noget på spil i forbindelse med kommunalvalget. De drager blandt andet til Bornholm for at fortælle historien om, at mange børn fra 4. til 6. klasse mangler et fritidstilbud, fordi de stort set er forsvundet efter skolereformen i 2013.

'Ultra Nyt' er også med, når en række modige børn konfronterer politikerne til et vælgermøde på Frederiksberg.

Derudover er der planlagt en masse quizzer til 'Ultra Nyt's app og sociale medier. Lige nu vælter det for eksempel ind med kreative valgplakater, efter redaktionen har opfordret børnene til at designe deres egne.

Se video om 'Borgmesteren af Ultra' her:

FacebookTwitter