Briter og franskmænd skal se mere DR-drama

Dramaserien ’Ulven kommer’ sælger rigtig flot internationalt og er nu også på vej til Storbritannien og Frankrig.

Bjarne Henriksen og Flora Ofelia Hofmann Lindahl fik begge en Robert i sidste måned for deres præstationer i ’Ulven kommer’, som Frankrig og Storbritannien nu også skal vise. (Foto: Michella Bredah)

Dramaserien ’Ulven kommer’, som DR’s seere kunne følge på skærmen i efteråret, fortsætter sin rejse rundt i verden. DR Salg har netop lukket en aftale, der betyder, at serien skal vises på den britiske Channel 4 i 2022.

Samtidig har ’Ulven kommer’ allerede i denne uge virtuel premiere i Frankrig. Her viser DR Salgs franske partner, Salto, serien med franske undertekster fra i dag, torsdag den 11. marts. Ved premieren på Salto, der er et samarbejde mellem de tre franske broadcastere France Télévisions, M6 og TF1, får seerne samtidig mulighed for at opleve en såkaldt Q&A og dermed stille spørgsmål til hovedforfatter Maja Jul Larsen, konceptuerende instruktør Pernille Fischer Christensen og Claudia Saginario, der producerede serien for DR Drama.

’Ulven kommer’ var serien, hvor socialrådgiveren Lars skulle finde hoved og hale i en sag, hvor 14-årige Holly anklagede sin stedfar for grov vold. I løbet af få timer valgte Lars at akutanbringe Holly og hendes lillebror, selvom moderen og lillebroren påstod, at Holly løj.

I løbet af serien skulle Lars skaffe nok beviser til fortsat at holde børnene anbragt væk fra hjemmet, men som afsnittene skred frem, begyndte tvivlen at sprede sig fra flere kanter og det blev usikkert, hvem der egentlig fortalte den hele sandhed.

Det er distributøren Walter Presents, der udvælger udenlandsk drama til det britiske marked, som har sikret sig de britiske rettigheder til ’Ulven kommer’ og har lavet aftalen med Channel 4 om at vise den.

En ny stemme til dansk drama

- ’Ulven kommer er en karakterdrevet, intens og følelsesladet serie, der tilføjer en helt ny stemme til det danske TV-drama, vi kender. DR leverer konsekvent serier i høj klasse med relevante temaer og stærke historier, der har evnen til at give genlyd hos det britiske publikum, siger kurator og medstifter af Walter Presents, Walter Iuzzolino.

’Ulven kommer’ rejser det vigtige spørgsmål, hvordan vi bedst passer på vores børn, og det har været DR’s ambition, at dramaserien skal starte diskussioner og give stof til eftertanke.

- Vi er utroligt glad for, at emnet nu også bliver bragt op i Storbritannien, der er vilde med dansk TV-drama. Tidligere har DR Salg blandt andet solgt ’Når støvet har lagt sig’, ’Bedrag’, ’Borgen’, ’Forbrydelsen’ og ’Rejseholdet’ til briterne, forklarer salgsansvarlig Freja Johanne Nørgaard Sørensen fra DR Salg.

Hun glæder sig samtidig over, at franskmændene fra denne uge ligeledes kan følge serien, der har Bjarne Henriksen, Christine Albeck Børge, Peter Plaugborg, Noah Storm Otto og Flora Ofelia Hofmann Lindahl i hovedrollerne.

- I Frankrig var ’Ulven kommer’ sidste år udvalgt til den internationale festival Series Mania, og helt generelt sælger dramaserien rigtig flot internationalt. Vi har nu lukket salg til Frankrig, Tyskland, Spanien, Australien, Belgien, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Polen, Storbritannien, Irland, Belgien, Holland og Luxembourg. Derudover oplever vi interesse fra både Nordamerika, Sydamerika og Italien, og også her arbejder vi lige nu med at lukke aftaler, siger Freja Johanne Nørgaard Sørensen.

DR-dramaserien er co-produceret med de øvrige nordiske landes public service-stationer, og derfor har ’Ulven kommer’ også været vist i Sverige, Norge, Finland og Island.

  • ’Ulven kommer’ er i otte afsnit, og den kan fortsat ses på DRTV her

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk