Brugen af dr.dk slog rekord under folketingsvalget

Befolkningen har fulgt intensivt med i valgdækningen hos DR under den tre uger lange valgkamp.

Partilederne er her samlet til ’Demokratiets Aften’ i DRs Koncerthus, hvor Kim Bildsøe Lassen og Ask Rostrup var værter. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Befolkningen har i den grad interesseret sig for folketingsvalget og har fulgt godt med i DRs massive valgdækning. Blandt andet har dr.dk slået rekord og er blevet besøgt ikke færre end 10 millioner gange alene i selve ugen for folketingsvalget.

Valgchef Naja Nielsen vurderede dagen efter valget, at DRs samlede valgdækning nok aldrig har været mere omfattende eller varieret.

"Vi har forsøgt at skabe relevante tilbud, uanset om man har ønsket at gå i dybden, få et hurtigt overblik eller selv deltage i debatten. Dr.dk har været opdateret med blandt andet ”Kandidattesten”, web-tv og masser af nyheder. I programmet 'Mød partierne' er partilederne blevet udspurgt om deres helt centrale mærkesager. De har debatteret i et fyldt Koncerthus til 'Demokratiets Aften' på DR1, i 'Mads og partilederne' på P3 og i to partilederrunder på P4. Statsministerkandidaterne har mødtes i intense dueller. DR2 har som noget nyt været omlagt til valgkanal, og vores radiokanaler P1, P3 og P4 har på hver sin vis behandlet vælgernes, partiernes og samfundets vigtigste dagsordener. Endelig har vi som noget nyt deltaget i en omfattende, livlig og farverig debat om alle valgets emner sammen med vælgerne via de sociale medier med #DRdinstemme," sagde Naja Nielsen.

"Netop det at række ud i landet og få almindelige mennesker til at melde sig ind i debatten og fortælle om de emner, som de synes er vigtige, har været et gennemgående tema for os i denne valgkamp. Ikke mindst på nettet, hvor brugerne har haft mulighed for at kommentere, sende klip ind og stille spørgsmål under hele valgkampen. Det blev ikke mindst brugt i 'Mød partierne', som jeg synes, blev en vellykket modernisering af det klassiske krydsildsprogram," forklarede hun dagen efter valget.

Medieforsker: Interessen har været enorm

Efter den intense mediedækning melder det oplagte spørgsmål sig dagen derpå: Har dækningen været så omfattende, at almindelige mennesker for længst har slukket for radio og tv, eller har den grundige dækning snarere skabt appetit på mere?

Det spørgsmål har DRs medieforsker Henrik Gregor Knudsen svaret på.

"Valget er blevet fulgt tæt af både seere og lyttere i løbet af valgkampen. På DR1 har to millioner set en af de fire debatter, 900.000 har fået faktatjekket valget hos ’Detektor’ på DR2, og selvom børnene endnu ikke kan stemme, så har hver fjerde af de syv-12-årige fulgt med og set valg på DR Ultra. Tilsvarende har fire ud af fem danskere dagligt fulgt valget i radioen – lige fra Radioavisen til 'Mads og partilederne' og 'Orientering' på P1. Hvis jeg skal sammenfatte alt det, så må jeg konkludere, at interessen for at følge valget, har været enorm i løbet af valgkampen," forklarer Henrik Gregor Knudsen.

Mange så valgaften

Også på selve valgaftenen var der mange som kiggede med. DR1 havde i gennemsnit 594.000 seere på sin valgaften svarende til en seerandel på 37,1 procent, mens TV 2 og TV 2 News til sammen havde 586.000 seere og 36,7 procent.

Hertil kommer de 37.000 seere, der fulgte valget på DR2, mens 25.000 så med på DR3. Det svarer til en seerandel på henholdsvis 2,0 procent og 1,1 procent.

Derudover kommer dem, som havde valgt at følge slaget om nøglerne til statsministeriet i radioen, på nettet eller via sociale medier.

Folketingsvalget satte rekorder på dr.dk

I uge 25 blev der sat rekord på dr.dk, da DRs brugere besøgte sitet over 10 millioner gange i løbet af den sidste af valgkampens tre intense uger. Rekorden skyldes blandt andet, at der var mange besøgende på undersektionen ”politik”. Aktiviteten her var 15 gange højere end i uge 25 sidste år. Danskerne var også flittige til at bruge DRs nyheds-app. Alene i uge 25 blev app’en brugt 1,4 millioner gange.

Nettet og de sociale medier har i det hele taget været brugt flittigt under hele valgkampen. Siden der blev udskrevet valg den 27. maj, har der dagligt været 220.000 forbi DRs valgsite www.dr.dk/valg. Det er langt flere end ved tidligere valg, og sammenlignet med sitet for kommunalvalget i 2013, hvilket er den tætteste forfølger, havde valgsitet under denne valgkamp over 80.000 flere gennemsnitlige daglige besøgende.

Også "Kandidattesten", som DR laver i samarbejde med Altinget.dk, og hvor man kan teste, hvilke kandidater man er mest enig med - eller mest uenig med - er blevet brugt flittigt. Den er blevet taget mere end en million gange i løbet af valgkampen.