Fredag blændede DR op for en ny sæson af ’Carmen Curlers’ på DRTV, og i den anledning besøgte seriens skuespillere, hovedforfatter og instruktør Kalundborg.
Det var netop i den gamle købstad på Nordvestsjælland, at Arne Bybjerg Pedersen i 1960'erne stod bag en af danmarkshistoriens største og hurtigst voksende eksportsuccesser, da han besluttede at investere alt, hvad han ejede, i udviklingen af elektriske papillotter, som skulle revolutionere hårmoden.
På Kalundborg Museum fortæller ’Carmen Curlers – iscenesat’ historien om den lokale virksomhed, og holdet bag serien får en rundvisning i de fire scenografier, som udgør udstillingen: Husmandsstedet, ledelsesgangen, produktionen og en Carmen-salon fra slut-70’ernes New York.
- Vi er rigtig glade for, at I vil komme her i dag og fejre anden sæson af serien. Det er lidt jeres skyld, vi er kommet i gang med udstillingen. Vi fik en henvendelse fra jer i researchen til serien, og det fik os til at sige: Nu gør vi det – nu går vi all in. Det er den største museumssatsning i de 10 år, vi har eksisteret, og den har mere end fordoblet besøgstallene. Skål for premieren for serien og udstillingen, siger Eskil Vagn Olsen, der er direktør for Museum Vestsjælland.
Undervejs i udstillingen kan man blandt andet prøve at slå tidsrekorden i at samle et Carmen Curlers-sæt, og den udfordring tager flere fra holdet op.
Efter besøget på museet stiger holdet ombord i en af de originale Carmen-busser. I sin tid kørte busserne rundt til landsbyerne på det meste af Vestsjælland og samlede kvinderne op og kørte dem ind til fabrikken i Kalundborg.
- Bussernes regler var, at man måtte ryge og drikke, men ikke slås. Det gælder også i dag, lyder den muntre formaning til Carmen-holdet.
Curlerkongens søn: 'Min far var sådan'
Turen går til ’Kino Den Blå Engel’, hvor skuespillerne får en overvældende modtagelse af de lokale, der skal se første afsnit af sæson 2 i biografen sammen med holdet.
Nicolai Jørgensen, der spiller frisøren Frans, møder Søren Unmack – frisøren, der arbejdede sammen med Arne Bybjerg Pedersen på Carmen Curlers.
Og da Peter Bybjerg Pedersen, søn af nu afdøde Arne Bybjerg, er på vej ind i biografmørket, får dr.dk/omdr et eksklusivt interview med ham.
- Jeg synes, I har ramt det rigtig godt. Vi er ganske tilfredse, og det er som om, at cirklen er sluttet. Vi så de første to afsnit af første sæson med far, og han sagde: ’Det ligner meget godt’, smiler Peter Bybjerg Pedersen og fortsætter:
- Hovedpersonen er ramt nøjagtig på min far. Morten Hee Andersen er perfekt castet. Min far var sådan. Min fars ukuelige evne til ikke at blive slået ud, til ikke at give op – selvom han blev slået tilbage. Vi glæder os over, at der kommer tre sæsoner, og vi glæder os til at se sæson 2 – udviklingen og det nye, der sker.
En flig af det levede liv
Inde i salen sidder flere end 200 lokale borgere klar til premieren på anden sæson – heriblandt flere, der har arbejdet på Carmen Curlers-fabrikken. Inden første afsnit rammer det hvide lærred, byder DR’s fiktionschef, Henriette Marienlund, velkommen, og Mette Heeno, seriens hovedforfatter, får også ordet:
- Det er en stor ære at være her, hvor det hele startede, og en ære at være sammen med mange af de mennesker, som var på Carmen dengang. Ved at snakke med mange af jer har vi fået en flig af det levede liv, den menneskelighed, der var dengang. Den generøsitet, I har udvist, har været helt vildt vigtig for os i forfatterrummet. Vi har taget os nogle gevaldige kunstneriske friheder, men på en bund af levet liv. Tak til Arne Bybjergs familie for at lade os frit fortolke hans liv – det har været en kæmpe inspirationskilde, siger Mette Heeno.
På billederne i artiklen kan du se masser af billeder fra Carmen-holdets besøg i Kalundborg.