Cellist får mindelegat for at tage en kæmpe tørn

Inger Guldbrandt Jensen fra DR Symfoniorkestret blev hædret med 25.000 kroner midt under Torsdagskoncerten. Pengene stammer fra arven fra en glad koncertgænger.

Inger Guldbrandt Jensen får Fritz Buschs Mindelegat 2014. (Foto: Per Morten Abrahamsen © Type 1)

Det er de færreste, der bliver hyldet på direkte radio for at have taget en kæmpe tørn og for deres smittende humør. Det var ikke desto mindre, hvad cellist Inger Guldbrandt Jensen fra DR Symfoniorkestret blev torsdag aften, da hun under DRs Torsdagskoncert blev kaldt på scenen og hædret med Fritz Buschs Mindelegat på 25.000 kroner.

Prisen bliver uddelt hvert år til et af DR Symfoniorkestrets medlemmer "som en påskønnelse af en bemærkelsesværdig indsats i orkestret," som det hedder.

"Inger er en dejlig musiker med et stort bankende hjerte for DR Symfoniorkestret og for musikken. Inger har taget en kæmpe tørn på en række områder, som ikke direkte har noget med musikken at gøre, men som dog er af meget stor vigtighed for, at en organisme som DR Symfoniorkestret kan holde sammen, huske sin historie og udvikle sig som en god og sund arbejdsplads," sagde DRs ensemblechef Kim Bohr ved overrækkelsen.

Han hentydede blandt andet til Inger Guldbrandts arbejde i medarbejderforeningen i DR Symfoniorkestret, hendes arbejde med den daglige trivsel i orkestret og hendes arbejde som arrangør og koordinator af sommerfester og julefrokoster. Inger Guldbrandt Jensen er også den, medlemmerne taktfast råber på, når der i pausen mangler forsyninger til at stimulere blodsukkeret.

Betydeligt sjovere

Inger Guldbrandt Jensen, der har spillet cello i DR Symfoniorkestret siden 1978, har også arrangeret kammermusik ved foyerkoncerter og været idékvinden bag flere koncerter med cellogruppen i efteråret.

"Herudover er humoren en helt grundlæggende ingrediens hos Inger - en smittende og livgivende humor, som har gjort mange stunder betydeligt sjovere og mange kolleger betydeligt gladere. Hvis nogen har fortjent Fritz Buschs Mindelegat, er det Inger," sagde Kim Bohr videre.

Fritz Busch dirigerede DR Symfoniorkestret, og han var med til at bygge orkestret op fra 1932 til 1951. Havde han stadig levet, ville han være fyldt 124 år præcis torsdag den 13. marts.

Pengene i legatet har en helt særlig historie. I ren begejstring over de mange koncerter med DR Symfoniorkestret, som koncertchef Holger Ibsen nåede at opleve som abonnent fra 1930 til 1990, testamenterede han sin formue til orkestret ved sin død for 24 år siden.

Mindelegatet er blevet uddelt siden 1993, og sidste år var det solodybdehornist Leif Lind fra DR Symfoniorkestret, der fik det.

Torsdagskoncerten med prisoverrækkelsen og smuk og romantisk musik af blandt andre Samuel Barber og Vaughan Williams kan høres igen på P2 søndag den 16. marts klokken 12.15.

De seneste fem års modtagere af Fritz Buschs Mindelegat:

  • 2009: Solojanitshar Gert Sørensen

  • 2010: Soloklarinettist Jørgen 'Misser' Jensen

  • 2011: Bratschist Dimitri Golovanov

  • 2012: Solofagottist Jens Tofte-Hansen

  • 2013: Solodybdehornist Leif Lind

  • - alle fra DR Symfoniorkestret

Facebook
Twitter