Chefdirigent: 'Hvis ikke vi skulle spille dansk - hvem skulle så?'

DR Symfoniorkestrets italienske chefdirigent er faldet for flere af de danske komponister, og det sætter sit præg på orkestrets nye sæson.

  • Chefen for DR Koncerthuset, kor og orkestre Kim Bohr sammen med DR Symfoniorkestrets chefdirigent Fabio Luisi under ugens prøver. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • DR Symfoniorkestrets chefdirigent Fabio Luisi i gang med prøverne til ugens start på koncertsæsonen med koncerter torsdag og fredag. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • DR Symfoniorkestrets chefdirigent Fabio Luisi sammen med komponisten Hans Abrahamsen, hvis seneste værk er på repertoiret ved denne uges sæsonstart. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
1 / 3

DR Symfoniorkestret er godt i gang med prøverne på Hans Abrahamsens ’Tre stykker for orkester’ i Koncertsalen. En gang imellem stopper chefdirigent Fabio Luisi musikerne for en kort pause, og komponist Hans Abrahamsen går fra tilskuerpladserne i salen op til scenen og konfererer med dirigenten.

Værket er en del af orkestrets første koncert i 2019/2020-sæsonen, der gik i gang sidste torsdag og fredag. En sæson, der er fuld af dansk musik. Fabio Luisi dirigerer både 3. og 5. symfoni af Danmarks nationalkomponist Carl Nielsen, Rued Langgaards 4. symfoni og Hans Abrahamsens nyeste orkesterværk.

- Jeg har lært de danske komponister at kende, efter jeg kom til DR Symfoniorkestret for tre år siden, så det er en ung kærlighed, men den er voksende. Jeg er nysgerrig og vil gerne lære nye ting, så det er meget spændende at udforske et nyt univers for mig, fortæller Fabio Luisi og tilføjer:

- Det er det helt rigtige for orkestret at arbejde med danske komponister. Vi er virkelig klar til det. Hvis ikke vi skulle gøre det, hvem skulle så?

Kim Bohr, der er chef for DR Koncerthuset, kor og orkestre, glæder sig over, at DR Symfoniorkestret vil fortolke mange danske komponister i den nye sæson.

- Jeg kunne mærke, at Fabio virkelig forelskede sig i Carl Nielsen, da han stiftede bekendtskab med ham. Fabio er en af verdens bedste dirigenter, og han kan løfte Nielsen til et helt nyt niveau. Carl Nielsen er ikke blot en national komponist, han er international, og med Fabio har vi chancen for at vise nye sider af ham. Fabio bringer ting til scenen, som jeg aldrig har hørt før, siger Kim Bohr. Fabio Luisi supplerer:

- Vi vil gerne give publikum en ny indsigt i Carl Nielsen. Vi vil vise, at Nielsen er en fantastisk komponist, og at han er mere interessant, end folk måske tror. Så vi siger: Værsgo, her er vores bud på ham – tag og lyt.

Betyder meget for eftertiden

Som nævnt er det ikke kun kronjuvelen blandt danske symfonikere, der er på programmet. DR Symfoniorkestret udforsker også nulevende komponister som Hans Abrahamsen, og det har stor værdi for den klassiske musik, understreger Kim Bohr:

- Det er rigtig godt, at Fabio arbejder med Abrahamsen, for det er en vigtig måde at udvikle dansk musik på. Det betyder meget for eftertiden, at vores nuværende komponister bliver spillet og får en plads i folks bevidsthed, forklarer Kim Bohr.

Fabio Luisi glæder sig til den nye sæson med DR Symfoniorkestret og det stærke danske islæt, som sæsonen har.

- Jeg er meget dedikeret til projektet. Jeg tror virkelig på det – hele orkestret tror på det – og vi føler, at det er det rette tidspunkt, og omstændighederne er de helt rigtige, siger chefdirigenten.

  • Du kan høre ugens torsdagskoncert HER eller igen på søndag klokken 12.15 på P2.