Chris Pedersen ser sort - og masser af farver i Afrika

Ugens aktuelle navn: Chris Pedersen er modejournalist og vært på 'Afrika er det nye sort', som har premiere den 1. oktober på DR K. Mød tv-værten, der bliver inspireret af moden, når den afspejler samfundet.

  • Chris Pedersen er vært og tilrettelægger på den nye DR K-programserie ?Afrika er det nye sort?. På billedet er han vendt tilbage til DR Byen, hvor han bladrer i en afrikansk modebog. (Foto: © Julie Mørkeberg)
  • Chris Pedersen har blandt andet været vært på 'De Forfængelige og 'Danmarks unikke stilikoner'. Den 1. oktober er han tilbage på skærmen i 'Afrika er det nye sort' på DR K. (Foto: © Julie Mørkeberg)
1 / 2

"I stedet for at vente på, at folk skal opdage en, bliver man nødt til selv at gøre noget, og derfor meldte jeg mig på banen,” fortæller Chris Pedersen. Han havde hørt, at der var et Afrika-projekt på vej i DR, og det, syntes han, lød interessant. Derfor opsøgte han muligheden for at blive en del af projektet. Og det blev han. 

Tv giver holdfølelse

Første gang Chris Pedersen lavede tv var i programserien “Moderedaktørens Dagbog” fra 2012. Her fulgte man ham i seks måneder, mens han dækkede historier i den internationale modeverden for modemagasinet ‘Cover'. Han fortsatte med at lave tv-programmer i DR - blandt andet med programserierne ‘Modekoder' og ‘De Forfængelige’.

“Jeg fandt ud af, at det var skægt at lave fjernsyn. Jeg kan godt lide, at der er en holdfølelse, som man ikke har med nogen, når man skriver. Det var på tide for mig at prøve andre ting af, hvis jeg skulle nå det, inden jeg blev for gammel,” smiler han.

Afrika er det nye sort

Det seneste tv-projekt, Chris Pedersen har givet sig i kast med, er 'Afrika er det nye sort’. Gennem seks programmer rejser han til Senegal, Ghana og Kenya. Her møder han kunstnere, mediefolk, trendsættere og modedesignere, som er med til at præge den afrikanske modescene. En modescene, Chris Pedersen ikke kendte noget til, inden forberedelserne til programmerne gik i gang.

Udover at være vært, er han tilrettelægger på udsendelserne, og det er første gang, han har den funktion. Han vidste, det ville være en udfordring at producere i Afrika – blandt andet i forhold til sprog- og kulturbarrierer:

“Hvis jeg skulle lave noget som tilrettelægger første gang, hvor ville det så være mest besværligt? I Afrika. Hvis man kan klare det, kan man klare rimelig mange andre vilde ting,” siger Chris Pedersen.

Programrækken sætter fokus på den mode, kunst og kultur, som er blomstret op i Afrika på grund af økonomisk vækst. Det er et billede af Afrika, man ikke er vant til at se, forklarer Chris Pedersen:

“Mange har en fornemmelse af, at Afrika er noget med sult, krig og elendighed, men det er også meget andet end det. Hvis man ser traileren til programmet, tror jeg, at farverne og vildskaben i programmet vil suge folk direkte ind i skærmen, for det ligner simpelthen ikke noget, man har set fra Afrika nogensinde før," siger vært Chris Pedersen om den nye serie.

Vogue i Kerteminde

Chris Pedersens interesse for mode har, ifølge ham selv, altid været der. Han er opvokset i Kerteminde på Fyn, hvor der var mange turister om sommeren og derfor internationale magasiner i kiosken. Der var ikke internet, da han var ung, så der måtte man selv undersøge tingene. "Jeg købte mit første ‘Vogue’-magasin, da jeg var 11-12 år. Når jeg bladrede i det, så jeg en verden, som overhovedet ikke lignede den verden, jeg kendte i Kerteminde. Jeg kunne mærke, at det var dér, jeg skulle hen. Der var mennesker, som havde flot tøj på og boede i store byer fyldt med kunst, musik og teater. Det var der bare ikke ude på landet, hvor jeg boede,” fortæller Chris Pedersen.

Trends er ikke interessante

Chris Pedersen har altid været ret uinteresseret i trends. Det siger ham ikke noget, at nogen går i noget bestemt tøj i et par uger eller måneder.

”Det spændende er, at man gennem en 10-årig periode for eksempel kan se, at kønsgrænserne er ved at blive opløst blandt unge. Det fortæller enormt meget om, hvordan samfundet har forandret sig, og hvilke værdier, der har været oppe i tiden,” siger han og uddyber sin fascination af det sociologisk og samfundsmæssige:

”Min idealtilværelse - hvis jeg ikke havde et job - ville være at gå i byen mindst tre gange om ugen. Jeg kan godt lide at gå ud om natten, fordi jeg synes det er sjovt at se på især unge menneskers subkulturer gennem det, de har på. Det er vildt interessant at se, hvordan de bruger tøjet til at finde dem selv.”

‘Afrika er det nye sort’ på DR K: Torsdag den 1. oktober klokken 20.00 og de følgende fem torsdage.