Christina Hesselholdt får DR Romanprisen 2017

Forfatteren får prisen for romanen ’Vivian’ om en kvinde, der har taget flere end 150.000 fotografier, uden nogen sinde at vise dem til nogen.

Boglæserne fra DRs romanklubber har talt. Forfatteren Christina Hesselholdt bliver årets modtager af DR Romanprisen, og hun får hæderen for romanen ’Vivian’.

Prisen, der er på 25.000 kroner, blev lørdag eftermiddag uddelt for 19. gang, og overrækkelsen foregik i en direkte P1-udsendelse fra kulturhuset og biblioteket Dokk1 i Aarhus foran et bogglad publikum.

Christina Hesselholdt har skrevet en anderledes skildring af en afvigende kvinde. En kunstner, som levede et gådefuldt liv i yderkanten af en familie.

juryen

Christina Hesselholdts ’Vivian’ handler om en kvinde, der igennem flere årtier tog over 150.000 fotografier – uden nogen siden at vise dem til nogen. Franskfødte Vivian levede i årene 1926-2009 og ernærede sig fra 1950’erne og frem som barnepige i Chicago og New York. Romanens fortæller går i dialog med Vivian og stiller spørgsmål til, hvorfor hun aldrig forsøgte at leve af sin kunst.

Christina Hesselholdt sikrede sig DR Romanprisen 2017 foran Mich Vraas roman ’Haabet’ og Merete Pryds Helles roman ’Folkets skønhed, der var med i kapløbet til det sidste. Alle tre bøger – og også tre andre romaner – er i løbet af vinteren og foråret blevet læst og debatteret flittigt i DR-romanklubber på omkring 35 biblioteker over hele landet.

To afstemninger måtte til

Det er også læsere fra DR Romanklubben, der har stemt om, hvilke tre ud af de seks romaner, der skulle videre til finalen. ”Superjuryen” til sidst har bestået af fem medlemmer, som selv har meldt sig, og som mødtes en lørdag i DR Byen for at træffe den endelige afgørelse. De måtte gennem to afstemninger, før sejren til Christina Hesselholdt var i hus.

I juryens motivering hedder det blandt andet:

”Christina Hesselholdt har skrevet en anderledes skildring af en afvigende kvinde. En kunstner, som levede et gådefuldt liv i yderkanten af en familie. Romanen er på mange måder ligesom sin hovedperson; den lukker sig om sig selv og gemmer på noget kæmpestort, som den ikke umiddelbart flasher. Man skal bruge hovedet for at nå ind til det,” lyder det fra juryen, der fortsætter:

”Sprogligt er den i en klasse for sig. Indimellem er det som at læse et digt, og 'Vivian' indeholder fantastisk mange lag, man som læser kan gå på opdagelse i. Lange sætninger, mange parenteser, kommaer de mest mærkværdige steder”.

Jurymedlemmerne mener også, at det er lykkedes for forfatteren at bruge humoren som greb i sin fortællestil, når Vivian Maier og bogens fortæller løbende går i dialog med hinanden.

”Det er simpelthen underholdende læsning, mens man langsomt bliver sporet ind på, hvem fortælleren egentlig er,” hedder det.

Mange P1-lyttere er også flittige læsere, der forkæler sig selv med en god roman. Derfor er vi på P1 glade for igen at skildre både DR Romanprisen og forløbet op til afsløringen.

thomas buch-andersen, kanalredaktør på p1

Skriver både for børn og voksne

Christina Hesselholdt er 54 år, cand.phil. i litteraturvidenskab og uddannet fra Forfatterskolen i 1990. Allerede året efter udkom hendes første roman, og i over 25 år har nu både udgivet bøger for både voksne og for børn.

Sidste år var det forfatteren Ida Jessen og romanen ’En ny tid’, der modtog DR Romanprisen, som er blevet uddelt siden 1999. Blandt de tidligere modtagere er for eksempel Svend Åge Madsen, Erling Jepsen, Hanne Marie Svendsen, Jacob Ejersbo, Kim Leine, Kirsten Thorup og Carsten Jensen.

Da checken er blevet afskaffet som betalingsmiddel, var det en kæmpestor Mobilepay-kvittering, som Christina Hesselholdt modtog på scenen på Dokk1 i Aarhus – udover et diplom og en stor buket blomster.

Flittige læsere

P1’s kanalredaktør Thomas Buch-Andersen siger:

"Mange P1-lyttere er også flittige læsere, der forkæler sig selv med en god roman. Derfor er vi på P1 glade for igen at skildre både DR Romanprisen og forløbet op til afsløringen. Tak til læserne i DR Romanklubben for jeres aktive indsats, for at vi kommer til at tale om litteratur, tak til alle kandidaterne for at give os noget at tale om, og tillykke til Christina Hesselholdt med en velfortjent pris for en spændende roman,” siger han.

På dr.dk er der mulighed for at høre en podcast, hvor Christina Hesselholdt fortæller til DR-vært Diana Bach, hvordan hun blev inspireret af Vivian Maiers særprægede person til at skrive romanen. Podcasten kan høres her og hentes via dr.dk/podcast.

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve