Danmark har gjort det i 63 år: Nu skal USA også holde Melodi Grand Prix

European Broadcasting Union (EBU), som DR også er medlem af, har indgået en aftale om, at der i 2021 kan laves et 'American Song Contest'. Europa skal hjælpe amerikanerne med at lave det.

Birthe Kjær malede byen rød og vandt i 1989, hvor DR allerede havde holdt Grand Prix i 32 år. Nu får USA også en 'American Song Contest'. (Foto: Bent Paulsen © DR)

63 år efter at danskerne kunne se Melodi Grand Prix for første gang, skal amerikanerne nu også til at dyste på musik og uddele 12 points.

European Broadcasting Union (EBU), som DR også er medlem af, har netop indgået en aftale om, at Eurovisionens Melodi Grand Prix kan tage turen over Atlanten, så der i 2021 kommer et 'American Song Contest'.

Sangkonkurrencen bliver etableret, så amerikanerne kan trække på en stribe af de mange europæiske TV-folk, som gennem mere end seks årtier har produceret Melodi Grand Prix i Europa.

Det første 'American Song Contest' kommer til at foregå i sommeren 2021 – nogle måneder efter, at Europa for 65. gang har holdt Det Europæiske Melodi Grand Prix i Rotterdam i maj næste år.

Sådan bliver det i USA

Tanken er, at hver af de 50 amerikanske stater skal finde en Grand Prix-deltager. Deltagerne skal så mødes i 5-10 kvalificeringsshows, og det hele skal så ende i en semifinale og en finale.

- Eurovision Song Contests helt særlige arv går 65 år tilbage, og på verdensplan stiger interessen for konceptet stadig. Det er på tide, at USA oplever dette skue gennem den amerikanske søster-sangkonkurrence. Kærligheden til musik er verdensomspændende, og fejringen af musik i forskellige genrer og stilarter kender ingen grænser og kan forene mennesker. Vi er glade for nu at have fundet de rigtige partnere til 'American Song Contest', siger supervisor Martin Österdahl fra EBU, der har som en af sine hovedopgaver at få holdt et årligt Eurovision Song Contest.

Allerførst bliver der nu skabt et American Song Contest Academy. Det er en gruppe bestående af musikfagfolk i USA, som repræsenterer alle genrer. Medlemmerne får til opgave at skabe juryer, som består af kunstnere og musikbranchefolk, som sammen med et regionalt publikum vil vælge talenter fra alle 50 stater i USA til konkurrencen. Repræsentanterne for hver stat kan enten være soloartister, duoer eller bands med op til seks medlemmer.

DR har fået fast Grand Prix-program

Meldingen om et kommende 'American Song Contest' kommer i samme uge som DR’s P5 har haft premiere på et nyt ugentligt Grand Prix-program, ’Konfetti’.

Her vil DR’s Grand Prix-kommentator og radiovært Ole Tøpholm varme op til den kommende Grand Prix-sæson 2021, spille masser af Grand Prix-musik fra fortiden og øse af anekdokterne fra over 60 års sangkonkurrencer sammen med Jørgen de Mylius. Du kan høre det første program her

  • 'Konfetti' bliver fremover sendt hver lørdag fra klokken 10.03-12.00 på P5

Facebook
Twitter