Danmarks første astronaut kommer i DR Koncerthuset – og på dr.dk

På fredag er Andreas Mogensen i DR Koncerthuset for at fortælle om forskning i rummet og sin rejse til rumstationen ISS. Alle kan følge med på dr.dk.

Danmarks første astronaut Andreas Mogensen er i Koncerthuset fredag - og kan samtidig ses på dr.dk live. (Foto: ESA © Type 1)

I september næste år skal Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, op til Den Internationale Rumstation, ISS, der er i kredsløb om Jorden.

Andreas Mogensen er ansat hos Den Europæiske Rumfartsorganisation, ESA, og under sin 10-dages mission skal han blandt andet lave videnskabelige eksperimenter, og dem skal der nok komme fokus på næste efterår.

Men allerede inden da får alle mulighed for at møde Andreas Mogensen og høre ham fortælle om rejsen, om livet på en rumstation, og hvordan han forbereder sig til dagene i vægtløs tilstand.

Fredag den 19. december mellem klokken 10.00 og 10.45 står Andreas Mogensen på scenen i DR Koncerthuset foran 1100 skole- og gymnasieelever, som DR Skole har inviteret. Og gæsterne her er ikke de eneste, der kan høre den 38-årige civilingeniør med en ph.d.-grad i rumfart berette.

Livestreames på dr.dk

Det samme kan dr.dk’s brugere, for showet bliver livestreamet direkte fra forsiden på dr.dk den 19. december fra klokken 10.00, så hele landet kan se med.

Det er DR Skole og DR Videnskab, som sammen har arrangeret begivenheden. Vært for seancen er DR’s egen videnskabsnørd Søren Storm, der blandt andet har været vært på DR3-programmet ’Storm – i et glas vand’ og senest også har lavet forsøg i gættelegen ’Kongerigets Klogeste’ på DR1.

”I DR Videnskab vil vi gerne vise, at forskning og videnskab er fascinerende, og det gøres ikke bedre end at invitere Danmarks første astronaut ind i det store koncerthus, fylde det med skoleklasser og lade Andreas Mogensen fortælle om forskning i vægtløs tilstand og om livet på rumstationen. Der er også planer om, at holde lignende arrangementer andre steder i landet efter nytår,” siger redaktionschef i DR Videnskab Lars Rønnow Torp.

Foreslå et rumeksperiment

Udover at fortælle om sin kommende rumrejse vil Andreas Mogensen svare på spørgsmål fra publikum, ligesom han vil lægge op til en konkurrence, hvor alle kan deltage.

Sammen med Den Europæiske Rumfartsorganisation, ESA, arrangerer DR Videnskab en videnskabskonkurrence med et rumeksperiment. Og har man et forslag til et sjovt og spændende eksperiment, som Andreas Mogensen kan lave i vægtløs tilstand, kan man i den kommende tid sende en video til DR, hvor man viser eksperimentet.

Materialerne til eksperimentet skal være nogle, der findes på Den Internationale Rumstation i forvejen – for eksempel grå gaffatape, A4-ark, drikkevand i stuetemperatur, stopure, metalsakse, plastikkanyler og tuschpenne – bare for at nævne nogle af materialerne.

Har man ikke mulighed for at se Andreas Mogensens talkshow live fredag den 19. december på dr.dk, bliver det efterfølgende lagt ud, så man for eksempel kan bruge julen på at høre nærmere om Andreas Mogensens tur i rummet.

Facebook
Twitter