Danmarks Indsamling 2017 får en stjernespækket finale

Danmarks Indsamling 2017 kulminerer med et liveshow på DR1 lørdag den 4. februar. I år er indsamlingen rettet mod at bekæmpe sult blandt børn rundt om i hele verden.

Ulla Essendrop og Mads Steffensen er værter, når Danmarks Indsamling 2017 kulminerer med et stort indsamlingsshow på DR1 lørdag den 4. februar (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

DR samler igen i år danskerne om et stort tv-show, der bliver sendt direktepå DR1 lørdag den 4. februar fra klokken 19.00-00.00, og hvor formålet er at samle ind til at bekæmpe sult blandt børn verden over.

Ulla Essendrop og Mads Steffensen styrer slagets gang, når danske stjerner underholder på scenen og et hav af berømtheder besvarer telefoner i callcentret i dette års kulmination af Danmarks Indsamling 2017.

Igen i år samler DR danskerne, når 12 af Danmarks største humanitære organisationer i samarbejde med DR samler ind til nogle af verdens fattigste. I 2017 er fokus rettet mod at bekæmpe sult blandt børn rundt om i hele verden. Det har allerede udmøntet sig i en række initiativer rundt om i Danmark, hvor både børn og voksne gør deres bedste for at samle ind til, at intet barn i verden må sulte.

Det hele kulminerer i et stjernespækket show sendt til seerne direkte fra Svejsehallen på Refshaleøen i København.

”DR ser frem til at rette opmærksomheden mod dette års vigtige tema ’Intet barn må sulte’, når Danmarks Indsamling for 11. gang i træk åbner et vindue til det, vi kalder de "stille katastrofer", der ellers sjældent får plads i medierne. Frem mod det store indsamlingsshow på DR1, vil vi gøre vores bedste for fylde vores flader på radio, tv og digitalt med den rette blanding af journalistik, oplysning og underholdning – for at øge opmærksomheden på dette vigtige tema. Så håber vi, at danskerne endnu en gang vil støtte massivt op om indsamlingen,” siger Anders Thomsen, der er redaktør for Danmarks Indsamling på DR.

Stjerner i nye musikalske makkerpar

I tv-showet danner en række danske musikere i år makkerpar og spiller interessante duetter, som aldrig er set før. Blandt andre kan vi glæde os til at høre Christopher spille et akustisk John Mayer-hit, en duet mellem Lis Sørensen og Hassan Shah og et cover-nummer spillet af Mark Linn, Jimmy Jørgensen og Stine Hjelm Jakobsen samt et medley fra Tina Dickow.

I løbet af showet bliver der stillet om til Musikhuset i Aarhus, hvor TV-2 giver koncert til fordel for Danmarks Indsamling med et mash-up af covernumre og deres egne hits. DRs Børnekor kommer med en overraskelse, og der er alt i alt lagt i ovnen til en aften, hvor danske stjerner giver os en lang række af interessante musikalske oplevelser i den gode sags tjeneste.

Kendte danskere i den anden ende af røret

I callcenteret sidder et hav af kendte danskere klar til at modtage opkald og bidrag fra alle, der ringer ind. Seerne kan være heldige at komme igennem til skuespillerne Mads Mikkelsen, Thure Lindhardt og Nikolaj Lie Kaas. Børn og andre barnlige sjæle kan få æren af at få Mikkel Lomborg, bedst kendt som Hr Skæg, og Fanny Leander Bornedal og Caroline Vedel, kendt fra DRs julekalender ’Den anden verden’ i den anden ende af røret.

Man kan også glæde sig til at Jeanette Ottesen, Remee, Sofie Gråbøl, Christian Stadil og mange mange flere tager røret, når man ringer ind på aftenen for at give et bidrag til Danmarks Indsamling.

Gode grin og overraskelser på stribe

Aftenen byder også på en række entertainere og berømtheder på slap line. De vil sørge for, at seere og publikum får et rigtig godt grin. Martin Brygmann, Thomas Warberg og Stig Rossen gør deres entre i ridderkostumer, når de optræder med et uddrag fra verdens måske sjoveste musical, ’Spamalot’ fra Monty Python-universet. Rune Klan sætter gang i publikum, når han på magisk vis får folk fra salen til bidrage til indsamlingen med mere, end de havde tænkt sig. Rytteriet stiller med deres bedste figurer, når de som kassemestre holder styr på selve indsamlingen igennem hele aftenen.

Udover liveoptrædenerne vil der i løbet af aftenen også være indslag med blandt andre Bent Fabricius-Bjerre, Bubber, Mathilde Norholt og Peter Qvortrup Geisling, der bliver sat over for interessante spørgsmål om sult, som både de og publikum vil blive overrasket over svarene på.

P1's satirehold ’Plattform’ med Mille Lehfeldt, Laus Høybye og Jakob Faurby langer humoristisk ud efter danskeres forhold til at donere til velgørenhed. Og vært Mads Steffensen og statsminister Lars Løkke Rasmussen mødes på uformel vis på Marienborg til en snak om at hjælpe børn, så de kan få en god fremtid.

Vanen tro er indsamlingen spækket med konkurrencer, auktioner og præmier. Sofie Lassen Kahlke, Andreas Bo og Felix Schmidt er blandt andre med til at præsentere aftenens hovedpræmier, som er spritnye biler, der er på højkant til nogle af DRs heldige seere og lyttere.

Om Danmarks Indsamling 2017

I år er temaet for Danmarks Indsamling ’Intet barn må sulte’, og indsamlingen går til at bekæmpe sult blandt børn. Danmarks Indsamling er en fælles indsamling til fordel for udviklingslandene i Afrika, Asien og Latinamerika, som DR og 12 af Danmarks største humanitære organisationer står bag.

I 2017 er det 11. gang, Danmarks Indsamling afholdes. Indsamlingen løber fra 1. januar og kulminerer med tv-showet den 4. februar. Siden den blev afholdt første gang i februar 2007, har danskerne bidraget med mere end 869 millioner kroner, og hjulpet mere end 7 millioner mennesker til en bedre tilværelse. I 2016 samlede danskerne over 97 mio. kroner ind under temaet ’10 år mod fattigdom”.

De 12 deltagende organisationer, som DR samarbejde med er: ADRA Danmark, BØRNEfonden, CARE DANMARK, Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, Oxfam IBIS, Læger uden Grænser, Mellemfolkeligt Samvirke, Red Barnet, Røde Kors, SOS Børnebyerne og UNICEF Danmark.

Facebook
Twitter