Danmarks Indsamling på alle DRs medier i denne uge

Både tv, radio og net er med, når DR og Danmarks 12 største hjælpeorganisationer går sammen i kampen mod de store børnedræbere.

Mette Walsted Vestergaard har været i Afrika for at lave optaktsprogrammer, og hun har blandt andet besøgt pygmæfamilien Mbonye, der har mistet et barn på grund af lungebetændelse. Det andet optaktsprogram bliver sendt på DR1 mandag klokken 20.00. (Foto: Anders Wiuff)

Hvert syvende sekund dør et barn i Afrika. Mange af dem dør af helbredelige sygdomme som mæslinger, lungebetændelse og diarre. Derfor er DR og Danmarks 12 største hjælpeorganisationer gået sammen i kampen mod de store børnedræbere med et stort indsamlingsshow lørdag den 26. januar.

Under temaet ’Alle børn skal have lov til at leve’ styrer værterne Peter Kær og Mette Walsted Vestergaard showet og indsamlingen, mens TV-Avisens Kim Bildsøe Lassen har rollen som kassemester. Blandt de medvirkende er Tina Dickow, Big Fat Snake, Ørkenens Sønner, Drengene fra Angora og stjernerne fra MGP (børnenes Melodi Grand Prix).

"Vi er rigtig glade for, at vi igen i år kan gennemføre Danmarks Indsamling sammen med DR. Sidste år viste jo, at det kan lade sig gøre at samle Danmark og få lavet en indsamling, der virkelig gør en forskel," siger kommunikationschef Mogens Damgaard fra Red Barnet, der er talsmand for indsamlingen.

DR1's chefredaktør Ulla Pors Nielsen siger, at Danmarks Indsamling 2007 blev en succes, takket være danskernes flotte opbakning.

"Det lykkedes at indsamle 54,5 millioner kroner til ofrene for hiv og aids i Afrika, og showet blev set af over en million mennesker. På DR1 er vi stolte over at være en del af Danmarks Indsamling, og vi håber meget, at danskerne igen i år vil støtte op om projektet," siger hun.

Sendes fra Nationalbanken

Selve det kæmpe show den 26. januar bliver sendt direkte fra Nationalbanken, hvorfra der i løbet af aftenen bliver stillet igennem til indsamlingens tre øvrige omdrejningspunkter:

* Det første er kokken Claus Meyers ’folkekøkken’ for 1500 mennesker i Øksnehallen i København, hvor alle råvarer er sponsoreret af danske producenter og importører, og hvor maden bliver lavet og serveret af frivillige. Derudover leverer en række kunstnere underholdning. Alle kan komme og spise med - og hver gæst må derefter ud fra egen samvittighed og økonomi give et bidrag for oplevelsen til Danmarks Indsamling. DRs vært på stedet er Lise Rønne.

* Det andet er showets callcenter, hvor en lang række kendte - blandt andre Lars Mikkelsen, Sofie Gråbøl, Lars Brygmann, Lisbet Dahl, Marie Louise Wille og Anders W. Berthelsen - sidder klar ved telefonerne for at modtage danskernes bidrag. I callcenteret er det Aftenshowets Mads Steffensen, der er vært.

* Det tredje er det store sportsshow i Forum Horsens, hvor Anja Thordal er vært, Alex og Anna David optræder live og hundredvis af børn cykler penge ind til støtte for Afrikas børn.

Dr.dk giver overblik over projekterne

I ugen op til det store tv-show er DR i gang på tværs af platformene:

På dr.dk/danmarksindsamling kan man læse mere om projekterne, der bliver samlet penge ind til, få et overblik over programmerne, der bliver sendt og gense nogle af udsendelserne - blandt meget andet.

På radioen starter såvel P3 som P4 fra om onsdagen med indsamlingsinitiativer og fakta om børneoverdødelighed i Afrika. Radioavisens Niels Christian Lang rapporterer blandt andet fra Liberia onsdag til lørdag på begge kanaler.

Giv penge og vind kroophold

På P4 dækkes Danmarks Indsamling i formiddagsfladen, hvor Formiddag på 4'eren har fokus på indsamlingen en stor del af ugen, med gæster i studiet, reportage og indsamling via både telefon og sms. Et andet, næsten landsdækkende P4-initiativ består i, at syv af DRs ni distrikter ugen igennem kører en fælles konkurrence, hvor man ved at donere 100 kroner på et 90-nummer samtidig deltager i konkurrencen om at vinde kroophold i en anden egn af landet end den, man selv bor i.

På P3 er Felix Smith og Christina Høier værter, når kanalen helliger sig indsamlingen onsdag, torsdag og fredag fra klokken 11.30 til 14.00 samt lørdag fra klokken 14.00 til 16.00, med indsamling via sms, gæster i studiet - for eksempel Mette Walsted Vestergaard, De sorte spejdere og Kanonkongen samt ’ring-ind-konkurrence’ om en række fine og særlige præmier, for eksempel Tina Dickows guitar.

Aftenshowet følger indsamlingen

I Aftenshowet på DR1 er Danmarks Indsamling et af emnerne hver aften ugen igennem. Og der bliver samlet penge ind gennem forskellige konkurrencer, som lørdag kulminerer i bortlodning af en ny bil. Desuden sender DR1 dokumentarfilmen ’De store dræbere’ om årsagerne til den høje dødelighed blandt børn i Afrika mandag den 21. januar kl. 20.00.

Alle pengene, der bliver rejst ved Danmarks Indsamling, går til konkrete humanitære projekter, der kan redde afrikanske børn gennem en målrettet indsats mod de sygdomme, der koster så unødvendigt mange børneliv, for eksempel gennem vacciner, etablering af sundhedsklinikker samt uddannelse og oplysning om forebyggelse og hygiejne.

Hjælper at gøre en indsats

"De senere år har vi lykkeligvis set, at børnedødeligheden er faldet på verdensplan. Det viser, at det faktisk hjælper at gøre en indsats. I Afrika har vi stadig en udfordring og vil kunne gøre en forskel. Med overskuddet fra Danmarks Indsamling kan vi redde rigtig mange børn fra at dø," forklarer Mogens Damgaard.

Det er SOS-Børnebyerne, Dansk Røde Kors, Børnefonden, Red Barnet, UNICEF, Læger uden Grænser, ADRA Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke, CARE Danmark, IBIS, Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Flygtningehjælp, som sammen med DR står bag Danmarks Indsamling 2008

Facebook
Twitter