Dansk musik indtager DR’s radiokanaler i Spil Dansk Ugen

I denne uge dedikerer DR’s musikkanaler på skift sendefladen til udelukkende dansk musik.

Jada på scenen ved P3 Guld 2019, hvor hun også blev 'P3 Talentet'. Hun - og mange andre danske navne - har udsigt til at få masser af spilletid på DR's radiokanaler i uge 44. (Foto: © Agnete Schilchtkrull, DR)

Hver eneste dag spiller DR et væld af dansk musik i mange forskellige genrer. I den kommende uge vil der alligevel blive skruet væsentligt op for antallet af danske sange på DR’s radiokanaler. Det sker i anledning af Spil Dansk Ugen, som foregår i hele uge 44 - fra mandag den 28. oktober til søndag den 3. november.

På skift vil DR’s musikkanaler dedikere sendefladen i dagtimerne til dansk musik. P6 Beat åbnede ballet med dansk musik hele dagen mandag den 28. oktober, hvorefter P7 Mix, P8 Jazz, P4, P2, P5 og til sidst P3 søndag den 3. november runder Spil Dansk Ugen af. Den danske musik vil i sendefladen også blive dækket redaktionelt af kanalernes og programmernes velkendte værter.

Først om aftenen vender den internationale musik tilbage på de pågældende kanaler.

- I en tid, hvor det lokale islæt er tiltagende presset af internationale superstjerner, er det i det hele taget vigtigt, at vi slår et ekstra slag for den danske musik. Det gør vi hver eneste dag i DR. Men vi er altid på udkig efter stærke samarbejder, hvor vi kan nå endnu bredere ud med indsatsen. Derfor glæder vi os meget over igen i år at kunne arbejde tæt sammen med Spil Dansk Ugen, siger Gustav Lützhøft, der er radiochef i DR.

Bredt samarbejde om Spil Dansk Ugen

Spil Dansk gentager også et andet væsentligt projekt i samarbejde med DR. Nemlig et topmøde i dansk musikliv med deltagere fra hele landet. Det foregår mandag den 25. november klokken 10.00 i DR Koncerthusets Studie 1 i København.

- Det er skønt, at DR igen bakker engageret op om Danmarks største musikbegivenhed. For DR’s medvirken er netop med til at give Spil Dansk Ugen en enorm udbredelse, siger formand for Spil Dansk, Jørgen Thorup.

Han glæder sig over det brede samarbejde om Spil Dansk Ugen.

- Vi har i år rekord-opbakning fra 32 kommuner som samarbejdspartnere, så Spil Dansk Ugen markerer sig i hver en krog af landet. Med DR’s ekstraordinære fokus i samme uge på dansk musik oveni spiller det hele sammen, siger han.

DR løfter dansk musik

Mandag den 21. oktober var der premiere på programmet ’Pelle Peter på P3’, hvor P3-værten Pelle Peter Jencel hver uge fra klokken 12-14 fra mandag til torsdag sætter fokus på dansk musik, mens også en ny version af talentprojektet KarriereKanonen er blevet lanceret. I den kommende tid vil DR have endnu flere nye tiltag på vej omkring formidlingen af ny dansk musik.

- Mange danskere finder frem til ny dansk musik via radioen. Men når det gælder unge under 30 år, er der de senere år sket et skifte, så musikopdagelse i stigende grad sker på musikstreamingtjenester. I en sådan digital virkelighed er det en stor udfordring at sikre vækstlaget i dansk musik, for de multinationale musiktjenester vågner ikke op om morgenen og tænker: 'Hvordan styrker vi dansk musik?' Det er fortsat en stor public service-opgave for DR at gøre netop det. Derfor har vi blandt andet præsenteret en musikhandlingsplan, der både gælder de traditionelle platforme som radio og tv, men som også har store ambitioner for formidlingsopgaven på nye digitale platforme som podcast, siger Gustav Lützhøft.