Dansk Oscar-kandidat er blevet en international sællert allerede

Filmen ’De sidste mænd i Aleppo’, som DR2 havde verdenspremiere på, og som DR står for salget af, er indtil videre blevet solgt til 57 lande.

Gennem tre medlemmer af redningstjenesten White Helmets, kommer seerne i 'De sidste mænd i Aleppo'-dokumentaren tæt på livet, døden og de daglige kampe for civilbefolkningen i byen. (Foto: Larm Film ApS © Type 2)

Når der søndag nat skal uddeles Oscar-statuetter i USA, har den danske dokumentar ’De sidste mænd i Aleppo’ chancen for at blive den bedste dokumentar.

Men uanset, hvordan det går dokumentaren, som havde verdenspremiere på DR2, og som er et barskt indblik i dagliglivet for de mennesker, der har valgt ikke at flygte fra krigen i Syrien, er den blevet en international sællert allerede.

DR har været co-producent på filmen og støttet den fra den spæde start, og det er DR Salg, der står for den internationale distribution af den. Interessen er pænt stor, forklarer Helene Aurø, der er salgs- og marketingchef i DR Salg.

”Indtil videre er ’De sidste mænd i Aleppo’ solgt til 57 lande, og vi er stadig i forhandlinger med nye lande,” siger hun.

Den danske dokumentar med Oscar-chancerne har blandt andet været vist eller skal vises i Japan, Storbritannien, Brasilien, Mexico, USA og Canada, Italien og Estland, ligesom den er solgt til en stribe lokale distributører og satellit-tv i Mellemøsten, Taiwan, Balkan, Polen, Sydkorea og Singapore. Også Netflix og POV (Point of View International) har købt den prisvindende dokumentar.

Kommer tæt på livet og døden

I januar modtog ’De sidste mænd i Aleppo’ TV-Prisen 2018 i Danmark for ’Bedste dokumentar’, og tidligere har den halvanden time lange dokumentar blandt andet fået hovedprisen på Sundance-filmfestivalen i USA.

Dokumentaren er instrueret af den syriske instruktør Feras Fayyad og produceret af Larm Film, Aleppo Media Center og Kloos & Co. Medien. Danske Steen Johannessen har været med-instruktør.

Optagelserne til dokumentaren blev lavet fra efteråret 2015 til efteråret 2016, hvor borgerne i den syriske by Aleppo forbereder sig på en belejring og dagligt var udsat for bombeangreb fra Assad-regimet og russerne. Gennem medlemmer af redningstjenesten White Helmets kommer seerne tæt på livet, døden og de daglige kampe for civilbefolkningen i byen.

Helene Aurø føler sig overbevist om, at ’De sidste mænd i Aleppo’ vil ramme endnu flere internationale skærme og filmlærreder i den kommende tid.

”Der er ingen tvivl om, at en Oscar-nominering sætter en film på verdenskortet, og samtidig er krigen i Syrien en krig, som optager hele verden. Derfor kan vi også mærke, at der er en betydelig interesse for ’De sidste mænd i Aleppo’,” siger hun.

Sætter film på verdenskortet

Én af de helt særlige ting, som DR Salg gjorde forud for premieren på dokumentaren, var, at man præ-solgte ’De sidste mænd i Aleppo’ til en lang række lande, inden nogle havde set et eneste minut af den.

”Forhåndsinteressen var stor, og filmen blev co-produceret af Danmark, Tyskland, Frankrig, Holland, Sverige, Norge, Finland, Spanien, Schweiz, hvor den også er blevet vist,” forklarer Kim Christiansen, der er redaktør for dokumentar og co-produktioner i DR Salg.

Han synes, det er rigtig spændende, om den danskproducerede film så også får en Oscar.

”’De sidste mænd i Aleppo’ er en ret stærk outsider, eftersom den største Oscar-favorit, ’Jane’, end ikke blev nomineret. Jeg har forhørt mig blandt kolleger i USA, og ingen tør rigtig spå om udfaldet i denne kategori,” siger Kim Christiansen fra DR Salg.

Den Oscar-nominerede dokumentar ’De sidste mænd i Aleppo’ kan fortsat ses på dr.dk/tv, hvor den ligger frem til den 20. marts her