Danske musikkritikere er vilde med Onkel Reje

Onkel Rejes Heavyband fik Initiativprisen, da Foreningen af Danske Musikkritikere i weekenden delte Steppeulven-priser ud.

Onkel Reje er faldet i Foreningen af Danske Musikkritikeres smag med sit heavyband. (Foto: Claus Rosenløv.)

Det er ikke alene en række danske børn, der er vilde med Onkel Reje på Ramasjang. Foreningen af Danske Musikkritikere er det også.

Da foreningen i weekenden for 16. gang uddelte sine Steppeulven-priser og hyldede det seneste års musikalske højdepunkter, kom Onkel Reje pludselig på scenen. Onkel Reje – der spilles af Mads Geertsen – og hans heavyband blev udpeget som årets modtager af Initiativprisen ved Steppeulven 2020.

- I en tid, hvor musikformidling på tv er noget, man godt kan gå og savne, er vinderen af dette års Initiativprisen gået alternativt til værks. Med en fiktiv fortælling om et metalband, der drømmer om rigdom og hurtig berømmelse, har vinderen skabt en nyklassiker inden for musik-tv til børn, hvor begejstringen for larm og ild og generel ballade bliver formidlet med samme fandenivoldske vildskab, som netop er det, mange elsker ved metalmusik, sagde musikjournalist og anmelder Pernille Jensen fra Politiken blandt andet, da hun motiverede valget.

Mod til at tænke ud af boksen

Chefen for DR Ramasjang, Morten Skov Hansen, glæder sig over prisen til den populære Ramasjang-figur og hans band.

- Det gør mig naturligvis stolt at få en pris, som fremhæver netop de ting, som vi rigtig gerne vil kendes på i DR: vedkommende børneindhold, god musikformidling og ikke mindst modet til at tænke ud af boksen. Det kan jeg kun være glad for, og det viser mig samtidig, at vi bevæger os i den rigtige retning med vores børneindhold. Derfor en stor tak til Mads Geertsen og produktionsselskabet Made in Valby for deres store indsats med programmerne, siger han.

Du kan se alle de 12 programmer med ’Onkel Rejes Heavyband’ på DRTV her