Danskernes yndlings-korværker afsløret: Se hvad der topper

P2-programmet ’Klassisk Top 50 – Kor’ er nået til vejs ende, og listens 10 topplaceringer blev lørdag afsløret ved to store finalekoncerter i DR Koncerthuset.

  • Stine Rosengren og Laus Høybye var værter på 'Klassisk Top 50 - Kor' på P2 og til finalekoncerterne i DR Koncerthuset, hvor over 150 musikere og sangere var på scenen. (Foto: Agnete Schlichtkrull)
  • DR Koncertkoret var på scenen sammen med DR Symfoniorkestret. (Foto: Agnete Schlichtkrull)
  • Stine Rosengren og Laus Høybye var værter på 'Klassisk Top 50 - Kor' på P2 og til finalekoncerterne i DR Koncerthuset, hvor over 150 musikere og sangere var på scenen. (Foto: Agnete Schlichtkrull)
1 / 3

Lørdag kulminerede halvanden måneds ’Klassisk Top 50 - Kor’ på P2 i to store finalekoncerter i DR Koncerthuset med DR Koncertkoret og DR Symfoniorkestret. Til finalekoncerten løftede musikerne sammen med værterne Laus Høybye og Stine Rosengren sløret for de 10 bedste korværker – ifølge P2’s lyttere.

Lytternes favorit-korværk blev – med en temmelig overbevisende stemmeandel - danske Niels W. Gades ’Morgensang af Elverskud’, som de fleste – korentusiaster eller ej – nok kan genkende i hvert fald dele af. Ret usædvanligt var der i denne omgang ’Klassisk Top 50’ to danskere at finde blandt de 10 øverste. P.E Lange-Müllers ’Kornmodsglansen’ endte nemlig som nummer syv på listen.

Fra den 22. august til den 8. september har befolkningen nomineret deres yndlings-korværker. For at nominere en sang, har lytterne skullet knytte en kommentar til deres valg. Her har de skullet forklare, hvorfor de har valgt netop det stykke musik – og hvilken betydning værket har haft for dem.

Involverede lyttere

Laus Høybye og Stine Rosengren har dagligt på P2 løftet sløret for en af de sange, der er endt på Top 50-listen, og en af de lyttere, der har nomineret sangen, har været i radioen for at fortælle om vedkommendes forhold til sangen.

- Danskerne elsker at synge i kor, og vi kan se på kommentarerne, at mange af dem, der har deltaget i ’Klassisk Top 50 – Kor’, selv har sunget i kor. ’Klassisk top 50’ er en måde at få folk til at tænke over musikken og dele oplevelser med hinanden, siger Charlotte Nørby, der er projektleder på ’Klassisk Top 50’.

Til finalekoncerten i DR Koncerthuset var lytterne også med, og ligesom i radioen kunne de fortælle om deres personlige tilknytning til det værk, de havde nomineret - foran to fyldte koncertsale. Koncerten blev desuden sendt på både DR K og P2.

Nummer otte på listen blev Giuseppe Verdis ’Nabucco: Va, pensiero ’Fangekoret’’, og med i Koncertsalen var også et medlem af det danske Fangekor, der fortalte sin historie.

I alt blev 230 korværker nomineret. Se danskernes 10 favoritter her:

  1. 1

    Niels W. Gade – ’Morgensang af Elverskud’

  2. 2

    Johannes Brahms – ’Ein deutsches Requiem’

  3. 3

    Wolfgang Amadeus Mozart – ‘Requiem’

  4. 4

    Carl Orff – ‘Carmina burana’

  5. 5

    Gabriel Fauré – ‘Requiem’

  6. 6

    Georg Friedrich Händel – ‘Messias’

  7. 7

    P.E. Lange-Müller – ‘Kornmodsglansen’

  8. 8

    Giuseppe Verdi – ’Nabucco: Va, pensiero ’Fangekoret’’

  9. 9

    Gabriel Fauré – Cantique de Jean Racine’

  10. 10

    Giuseppe Verdi – ’Requiem’