Produktionsholdet bag den kommende 2016 julekalender, ”Den anden verden”, har arbejdet sommeren over for at gøre klar til optagelserne, som starter i november og løber over mere end 100 optagedage på locations i København og i de tre gamle tv-studier i TV-Byen.
”Den anden verden er historien og eventyret om de to teenagesøstre Sara og Anna og deres første skridt ind i voksenverdenen. To søstre, der på dramatisk vis bliver skilt fra hinanden og må kæmpe for at finde sammen igen," fortæller seriens producent Andreas Hjortdal.
"Sara får ved en ulykke på magisk vis adgang til en hemmelig verden, befolket med skikkelser fra Brødrene Grimms Eventyr, og bliver her alene konfronteret med mange af de farer, der hører voksenverdenen til. Samtidig, i den virkelige verden, må Anna overtage Saras hovedrolle i det Brdr. Grimm inspirerede teaterstykke, som er ved at blive sat op på det lokale teater," forklarer han.
"Mens Sara kæmper for livet blandt dværge, hekse og onde stedsøstre, må Anna få bugt med sin sceneskræk og gå fra at sidde gemt i sufflørkassen til at stå overfor en fyldt sal, i den altoverskyggende hovedrolle. Sara og Anna lærer igennem historien at de med hinandens hjælp og forskellighed kan løse de udfordringer og opgaver der viser sig, når de som teenagere må tage deres første skridt ud i en ukendt, farlig og fascinerende verden.”
Serien er skrevet af de erfarne forfattere Nikolai Scherfig, Bo Hr. Hansen og Morten Dragsted, som bl.a. også har skrevet julekalenderne ”Jesus og Josefine” og ”Mikkel og guldkortet” – samt en række andre film og tv-serier.
Konceptuerende instruktør er Lars Kaalund, som bl.a. har instrueret ”Rita”.