De har stjernestunder med toiletruller

På Ramasjang er en ny ’Mini MGP’-sæson i gang lige nu. Det giver både travlhed blandt landets børn med at skabe rullinger, men ikke mindst også på den kreative redaktion i Aarhus, hvor de ugentlige shows bliver lavet. Vi har besøgt den.

  • Redaktionssekretær Camilla Oxvig Misser og redaktør Louise Sloth spiller en central rolle i 'Mini MGP' - og elsker det. (Foto: Jan Dohrmann)
  • Hele holdet bag 'Mini MGP' 2021 - minus redaktør Louise Sloth, der har taget billedet. Øverst fra venstre er det fotografelev Lasse Falkenberg, fotograf Klaus Huuse, der har været med på alle seks sæsoner, visuel producer og producer Jeppe Engelhardt, praktikant Heidi Albrechtsen og praktikant Emil Bønning Petersen. Forrest fra venstre produktionsassistent Emma Løber Grundholm, manuskriptforfatter og tilrettelægger Tanja Mattrup Danielsen, redaktionssekretær Camilla Oxvig Misser og manuskriptforfatter og tilrettelægger Tonny Christensen. (Foto: Louise Sloth)
1 / 2

Inden i enhver toiletrulle gemmer der sig en musikstjerne, siger de på redaktionen for Ramasjangs ’Mini MGP’. Og der findes næppe et sted i kongeriget, hvor der findes så mange ’rullinger’ – det vil sige dukker lavet af det inderste af toiletruller, som der gør hos DR i Aarhus.

Her holder redaktionen bag ’Mini MGP’ til. Og på hylder og borde overalt i lokalet er der rullinger, som er pyntet med maling, hår, øjne, arme, tøj, og hvad landets børn ellers har fundet på. Samtidig er redaktionen også fyldt med DR-medarbejdere, der klipper og klistrer, tegner med tuscher, pynter med perler, laver scener i miniatureformat og skriver sangtekster til programmerne, som Silja Okking er vært for.

Når redaktionen syder ekstra lige nu, er det, fordi det er ’Mini MGP’-sæson. Seks fredage fra den 15. oktober til den 26. november er der budt op til ’rullingeshow’ på Ramasjang og DRTV. Børn over hele landet sender kreative toiletrulledukker ind eller uploader billeder af dem på dr.dk/minimgp, og det hele bliver så til en ugentlig musikfest med nogle af dukkerne - efter en nøje planlagt arbejdsuge.

Mandag er der prøver, tirsdag er der optagelse af ugens program, og onsdag bliver der lavet musikvideoer til udsendelsen. Parallelt med det bliver der klippet, og torsdag er der gennemsyn. Fredag klokken 12.00 skal det hele ligge klar, inden ’Mini MGP’ bliver sendt på Ramasjang og DRTV fredag klokken 17.30. Her kan børnene så blandt andet stemme deres favoritdukker videre i Ramasjang-appen til næste uges show.

  • Vært Silja Okking er klar i 'Mini MGP'-studiet i Aarhus. Nedenunder til venstre ses manusforfatter og tilrettelægger Tanja Mattrup Danielsen, der lægger stemme til sæsonens gennemgående figur, detektiven Børneby, og praktikant Heidi Albrechtsen, der lægger stemme til en af de rullinger, der er gået videre fra sidste uges finale. (Foto: Louise Sloth)
  • Redaktionssekretær Camilla Oxvig Misser og producer Jeppe Engelhardt er i gang i 'Mini MGP'-studiet i Aarhus, (Foto: Louise Sloth)
  • Heidi Albrechtsen og Emil Bønning Petersen klipper og klistrer, tegner med tuscher, pynter med perler, laver scener i miniatureformat og meget andet til 'Mini MGP'-showene, der kører over seks uger lige nu. (Foto: Jan Dohrmann)
  • Receptionist Pia Brinch Hansen har fragtet 10.000-vis af rullinger til redaktionen fra børn over hele landet. (Foto: Jan Dohrmann)
1 / 4

Elsker at lave det

Redaktionssekretær Camilla Oxvig Misser har været med på ’Mini MGP’ i alle seks sæsoner – minus det år, hun var på barsel. Derimod er det første år, Louise Sloth er redaktør på programmet. - Jeg elsker bare at lave det her. Det er simpelt hen så sjovt, og det er sgu da public service, udbryder Camilla Oxvig Misser, inden Louise Sloth fortsætter:

- Ja, ’Mini MGP’ har virkelig en bred appel, og det involverer og engagerer både børn og deres forældre, når der skal laves rullinger. Programmet skaber fællesskaber, og det er jo noget af det, DR rigtig gerne vil, understreger hun.

Mens MGP – DR’s Melodi Grand Prix for børn – er for de 8-15-årige, er ’Mini MGP’ tænkt som en musikfest med sange og rullinger for de børn, der er for små til at stå på scenen eller slet ikke har lyst til at optræde selv. De kan i stedet leve den indre showtrang ud gennem de pyntede toiletruller og skabe noget med hænderne. Og alle har en toiletrulle er bagtanken. Ideen til programmet, som de færreste nok havde set komme, kom oprindeligt fra SVT, der er Sveriges svar på DR.

- Jeg tror ikke, der findes nogle børn i Danmark, der ikke ved, hvad en rulling er. Det er blevet et fænomen, og både på biblioteker landet over og mange andre steder, er der rullingeværksteder for børn. Samtidig udstiller Dokk1 i Aarhus vores rullinger hvert år, og det er sjovt at være med til noget, der sætter så meget i gang, siger Camilla Oxvig Misser.

Over 25.000 på et år

Det første år med ’Mini MGP’ – i 2016 - stak det helt af på alle DR’s ni adresser over hele Danmark. Her indleverede børn og deres forældre over 25.000 rullinger. Nu er antallet firecifret, men da årets sæson endnu ikke er omme, er der ikke et præcist talt for, hvor mange toiletrulle-dukker, landets børn har kreeret.

Opfindsomheden hos Ramasjang-seerne, der sender rullinger ind, fejler bestemt ikke noget. Kreativiteten rækker fra nogle, der har puttet to øjne på en toiletrulle, til børn, der har brugt uger på at skabe dem.

Opnår Danmark for eksempel gode fodbold- eller håndboldresultater, kommer der ekstra mange rullinger, der ligner fodboldspillere eller eksempelvis håndboldspilleren Mikkel Hansen. Og nogle gange følger der breve med fra børnene, hvor de for eksempel skriver, at rullingen kan lide at spise agurk, eller hvad de nu ellers kan finde på at skrive.

- Det gode ved at arbejde med rullinger er, at de lidt kan og gøre hvad som helst. Der er ingen begrænsninger med dem, og vi kan behandle alle mulige temaer med dem. Den største udfordring med dem er, at de ikke har nogen mimik, så der skal arbejdes med at få dem til at leve. Det er redaktionen heldigvis gode til at få, forklarer Louise Sloth, inden Camilla Oxvig Misser fortsætter:

- Nej, blandt rullingerne er ingen forkerte. Her kan skæve karakterer også blive superstjerner, og latinomand-rullingen kan også blive kærester med brandmanden, siger hun.

Det er Tanja Mattrup Danielsen og Tonny Christensen, der skriver manuskript og tilrettelægger i et nært samarbejde, og navne som Nicolaj Rasted, Sys Bjerre og Emil Balle-Petersen har lavet musikken i forskellige genrer, så børnene også lærer for eksempel reggae og hiphop at kende. Sangteksterne finder musikproducerne eller redaktionen selv på, så de passer til situationen. Rullingerne, der er gået videre til næste uges show, kommer her i konkurrence med helt nye. Stemmerne lægger redaktionen også til rullingerne, og dukkerne styrer de i et bogstaveligt talt tæt samarbejde, når optagelserne er i gang.

Detektivhistorie er bygget ind i manuskript

Som noget nyt er der skrevet en detektivhistorie ind i manuskriptet til ’Mini-MGP’ i år, så der er en gennemgående historie gennem alle sæsonens seks afsnit. Her spiller Danse-Staffan fra programserien ’Ramasjang Mysteriet’-programmerne en helt speciel og tvivlsom rolle.

Trods mange år i DR-huset i Aarhus som blandt andet journalist, vært, redaktør og tilrettelægger, er Louise Sloth stadig i gang med sit første år med at producere børnefjernsyn.

- Det er faktisk lidt vildt, at jeg ikke har produceret TV til børn før, når nu jeg har gået op og ned ad B&U-medarbejdere her i Aarhus. Det har været en vild forvandling, men det har været en kæmpe gave og en kæmpe vitaminindsprøjtning. Det har været dejligt og fantastisk at blive en del af den kreative stemning, der er på redaktionen, siger hun.

Camilla Oxvig Misser kan ikke være mere enig:

- Man bliver faktisk helt høj af at lave det program. Vi har det så sjovt, siger hun, og mindes nogle af de sjove stunder, som redaktionen har haft, når de har rodet rundt på gulvet og fået rullingerne til at se levende ud på skærmen. Derudover er hun sikker på, at forældre og børn også har haft det sjovt og brugt masser af tid på at skabe rullingerne.

Alvoren er ved at indfinde sig igen denne torsdag formiddag. Den visuelle producer Jeppe har lavet noget, Louise, Camilla og resten af holdet skal se om lidt, og om et døgn er der endelig deadline. The show must go on…

  • Se Mini MGP fra denne sæson på DRTV

FacebookTwitter