De kan få del i P3's guld

De optrædende og de nominerede til P3 Guld 2015 er på plads. Selve showet kan ses og høres på DR3 og P3 fredag den 16. oktober.

Go' Morgen P3's Sara Bro, Anders Stegger og Signe Vadgaard er værter, når P3 og DR3 præsenterer Danmarks vigtigste musikpris. Nutidens og fremtidens danske musik direkte fra Koncerthuset. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

P3 Guld 2015 byder efteråret velkommen med et brag af et show, når DR Koncerthuset fredag den 16. oktober klokken 21.00 vil sprudle af lækkert musik, talent og de bedste navne på den danske musikscene lige nu.

Imponerende line-up

'Smag på P3' har i løbet af de sidste par uger breaket flere af de navne, som skal optræde i Koncerthuset, og forleden kom det samlede line-up endeligt på plads. Julias Moon, Scarlet Pleasure, Ukendt Kunstner, Gilli, Thøger Dixgaard, The Minds of 99, Liss og Xtra Naan er navnene, der i år udgør det imponerende line-up til P3 Guld.

Nomineringer der peger fremad

De nominerede til priserne ved P3 Guld 2015 er ligeledes drypvist blevet offentliggjort på P3, dr.dk og på de sociale medier. Præcis som de foregående år forsøger P3 Guld sig med et kig i krystalkuglen. The Minds of 99 og Ukendt Kunstner udgør dette års nominerede til P3 Gulds fornemste pris - P3 Prisen.

P3 Talentet er et forventningsfuldt skub til dem, der meget vel kan give os næste års kæmpehit. Eller som viser tegn på at have taget de første skridt i en lang og spændende karriere. I år er Patrick Dorgan, Kwamie Liv og Karl William blandt P3's bud på kunstnere, der i fremtiden vil levere lydsporet til danskernes hverdag.

Stem på årets lytterhit

De nominerede i den sidste kategori - P3 Lytterhittet - bliver lige nu bestemt af P3's lyttere, og det er muligt at stemme helt frem til fredag på de sidste fire af de nominerede, som nu er tilbage.

Go' Morgen P3-holdet er værter

Det bliver P3's morgenhold, der skal stå for værtskabet, når P3 Guld løber af stablen for 14. gang i DR Koncerthuset. Fredag den 16. oktober klokken 21.00 sendes P3 Guld 2015 direkte på DR3, der med sit stærke fokus på musikformidling, er det naturlige hjemsted for P3 Guld på tv, og man kan også kan følge med på P3 og dr.dk.

Når seere, lyttere og brugere skal føres sikkert gennem P3 Guld 2015, bliver det således med Go' Morgen P3's værter - Sara Bro, Signe Vadgaard og Anders Stegger - ved roret. Dermed kan publikum og seere glæde sig til et show, der med garanti bliver holdt i den helt særlige P3-ånd, det vil sige musikalsk, skævt, sjovt, uforudsigeligt og underholdende.

Om P3 Guld

Centralt for P3 Guld er et fokus på de spirende stjerner i dansk musikliv. Gennem 14 år har P3 med stor succes kigget i krystalkuglen og hyldet de talentfulde kunstnere, der er på vej frem. Siden den spæde start i år 2001 i Falkonér Salen har P3 Guld på den måde udviklet sig til Danmarks vigtigste musikshow - et show, der gennem tiden har været karrierekatalysator for et væld af musikalske mastodonter - lige fra Saybia til Dúné, fra Tina Dickow til Mikael Simpson, fra Nephew til Mew og fra Peter Sommer til Magtens Korridorer. Ved seneste P3 Guld gik P3 Prisen til MØ.

De nominerede til P3 Guld 2015 er:

P3 Prisen:

The Minds of 99

Ukendt Kunstner

P3 Talentet:

Patrick Dorgan

Kwamie Liv

Karl William

P3 Lytterhittet:

Bestemmes af P3’s lyttere og er nu kogt ned til fire nominerede i ’Smag på P3’. Der kan stemmes til fredag.

Facebook
Twitter