De skal på scenen til Kronprinsparrets Priser 2018

Stéphanie Surrugue og Kåre Quist er værter for fjerde gang, når Kronprinsparrets Priser skal uddeles i Aalborg den 24. november.

Stéphanie Surrugue og Kåre Quist er værtspar for fjerde gang, når Kronprinsparrets Priser bliver uddelt den 24. november i Aalborg. (Foto: Agnete Schlichtkrull)

DR1 sender live fra Aalborg den 24. november klokken 21.00, når Kronprinsparrets Priser uddeles i Musikkens Hus. Det sker ved et show, der i prisuddelingens ånd samler nye og etablerede navne fra musikkens og kulturens verden på scenen. DR er nu klar til at løfte sløret for både værterne og de stærke navne, der kommer til at tegne indslagene i aftenens program.

Stéphanie Surrugue og Kåre Quist har for fjerde gang sagt ja til at danne værtspar, ligesom Kronprinsparret vil overvære showet og uddele priser for i alt 1,2 millioner kroner til talentfulde kunstnere og banebrydende sociale indsatser.

Musikken leveres undervejs af de aktuelle The Minds of 99, der spiller ’En Engel’, og det nye, upcoming talent Aksglæde er på scenen med ’PromilleRomantikken’. Fra Lis Sørensen kommer hittet ’Verden er i farver’, Alex Vargas optræder med sin splinternye single ’Now that I think about it’, og så kan tidligere modtager af Kronprinsparrets Kulturpris 2008 Tina Dickow opleves med ’Devil’s Door’. Huxi Bach kommer også forbi sin nordjyske fødeby med underholdende indslag til showet.

Priser med stjernedrys

Kronprinsparret vil i løbet af aftenen uddele fire priser: Kronprinsparrets Sociale Pris til en organisation eller indsats, der har gjort en markant forskel på det sociale område, og Kronprinsparrets Kulturpris til en ekstraordinær præstation med internationalt format inden for kunst og kultur samt to stjernedrys-priser.

Prisuddelingen bliver til i et samarbejde mellem Bikubenfonden og DR. Bikubenfonden indstiftede Kronprinsparrets Priser i anledning af Kronprinsparrets bryllup i 2004. Prisuddelingen, der i år finder sted for 14. gang, har til formål at synliggøre og anerkende den ekstraordinære præstation eller indsats inden for dansk, grønlandsk og færøsk kultur og socialt arbejde.

Kronprinsparrets Priser afholdes hvert år i skiftende danske byer, og i år vender prisuddelingen tilbage til Aalborg. Sidste gang Kronprinsparrets Priser blev afholdt i byen var i forbindelse med åbningsåret for Musikkens Hus i 2014.