Det er blevet nye tider for det nordiske tv-samarbejde

Strategisk samarbejde, format udvikling og moderne distribution er nøgleord i det nordiske tv-samarbejde anno 2014.

Det nordiske tv-samarbejde har eksisteret helt siden 1959. (Foto: DRinde)

De fem nordiske landes public service-tv-stationer har samarbejdet og udvekslet tv-programmer i mere end 50 år. Samarbejdet er i dag mere strategisk end tidligere, og samarbejdet er blevet nemmere med et digitalt distributionssystem.

Henrik Hartmann, som i snart otte år har været generalsekretær for Nordvision, der omfatter Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island, kalder 2013 for det bedste Nordvisionsår nogensinde. 

”Der blev samproduceret og udvekslet 4000 enkeltprogrammer. Man kunne drive en nordisk nichekanal, hvis man ville,” siger han.

Formatsamarbejde

I dag står samarbejdet på fire ben: co-produktion, programudveksling, formatudvikling og erfaringsudveksling i flere forskellige ekspertnetværk.

”Der er i dag brug for, at de nordiske tv-stationers indhold udkommer på flere forskellige platforme, hvis vi skal opfylde vores forpligtelser og imødekomme brugernes nye medievaner.  I den nye medievirkelighed er der brug for, at vi deler viden, indhold og udvikler nyt public service-indhold sammen,” forklarer han og fortsætter:

”Den internationale formatbranche er en jungle, og den del af oplevelsesindustrien, der tjener allerflest penge. Men samtidig ligner mange af de internationale koncepter hinanden, og de kan være svære at få til at fungere på dansk. Vi er måske lidt mere kritiske og sofistikerede i Norden, hvor det ikke må være for forudsigeligt.”

Derfor mener Henrik Hartmann, at DR og de øvrige nordiske tv-stationer har stor gavn af de formatkonkurrencer, der årligt løber af stablen inden for for eksempel fakta, kultur, undervisning og indhold til unge.

”Det, der interessant i samarbejdet, er, at vi ikke bare deler solidarisk, men også at vi kan medvirke til at skaffe mere finansiering til dem, der har de bedste ideer, så vi kan lave flere afsnit eller øge kvaliteten,” siger han og citerer DRs tidligere dramachef Ingolf Gabold:

”Nordiske penge er med til at hæve kvaliteten” sagde han med henvisning til, at det tætte samarbejde omkring børne - og voksendramatik blandt andet har skabt et gensidigt kendskab til de enkelte landes instruktører, skuespillere og manuskriptforfattere.”

Deler erfaringer om strategi

Samarbejdet omkring produktion og finansiering af de nordiske dramaproduktioner er efterhånden en velkendt succes, men også på det strategiske niveau oplever Henrik Hartmann, at de nordiske tv-stationer er begyndt at drage nytte af hinandens erfaringer.

”Mediedirektørerne har et meget tæt netværk og mødes mindst et par gange om året. Sammen drøfter de program -, kanal - og publiceringsstrategi og deler viden om en lang række af de udfordringer og nye muligheder tv-stationerne står overfor”.

Mediedirektørerne fra de fem lande har netop mødtes i København.

Alt hvad vi ejer, deler vi

2013 blev også året, hvor distributionssystemet Nordif 3 blev implementeret.

”Nordif 3 er et moderne og hurtigt system, der kan håndtere HD. Når vi udveksler og samproducerer næsten 4000 programmer årligt, giver det rigtig god mening, at kunne distribuere at dette indhold hurtigt og effektivt. Tidligere skete alt på bånd, og det skulle fragtes med fly rundt i Norden. Tag et eksempel som dramaserien ’Forbrydelsen’, der før skulle kopieres til 30 x 5 bånd i HD-kvalitet, der så skulle sendes rundt i landene. Med Nordif 3 tager det ca. et kvarter at sende én time i fuld broadcast HD-kvalitet,” siger Henrik Hartmann, der også drømmer om, at de nordiske lande med Nordif 3 kan få research-adgang til hinandens arkiver:

”I Nordvision siger vi, at alt hvad vi ejer, deler vi. De nordiske public service-stationer har alle store arkiver og forpligtelser til at lave arkivbaserede historieprogrammer, og jeg ved, at man kan finde ret interessante ting i hinandens arkiver, helt unikke billeder, man aldrig har set før.”

Facebook
Twitter