”Det er ligesom juleaften, når jeg får et manuskript”

Fanny Louise Bernth spiller sin første store rolle i DRs nye dramaserie ’Herrens Veje’, der har premiere søndag aften på DR1.

Fanny Louise Bernth modtog i starten af september Lauritzen Fondens Believe in You-Pris. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Søndag aften har DR1 premiere på efterårets søndagsdrama ’Herrens Veje’. Udover velkendte ansigter som Lars Mikkelsen og Ann Eleonora Jørgensen rummer rollelisten også flere helt nyuddannede skuespillere. Én af dem er Fanny Louise Bernth, der som karakteren Emilie, spiller sin første bærende TV-rolle.

Den 29-årige skuespiller har allerede modtaget to talentpriser i år. Alligevel er hun glad for, at hun har kunnet sparre med erfarne folk i branchen som Lars Mikkelsen og Ann Eleonora Jørgensen.

”Jeg føler mig meget privilegeret over at arbejde med dem. De er begge generøse. De har lyst til at lære fra sig, men har også respekt for vores arbejde og vores måde at gøre det på,” siger hun.

Det er som juleaften

Fanny Louise Bernth er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus sidste år. Og det har været en mindre omvæltning at rykke fra teaterscenen til TV-skærmen for en stund. For eksempel kan hun ikke følge sin karakters udvikling på samme måde som i en teaterforestilling.

“Det er nyt for mig, at man får manuskripterne løbende. Så jeg ved ikke altid, hvad der kommer til at ske med Emilie. Det er ligesom juleaften, når jeg får et manuskript,” siger Fanny Louise Bernth, der i starten af september modtog Lauritzen Fondens Believe in You-Pris.

I juni – kun et år efter, hun dimitterede fra Den Danske Sceneskole - modtog hun Reumerts Talentpris for sin præstation i teaterforestillingen ’VHS vs. Betamax’.

Taler om livets nuancer

’Herrens Veje’ handler om en moderne præstefamilie, hvor præstegerningen er gået i arv i generationer. Men i en moderne tid kan troen på Gud være svær at stå ved. For nogle er tro et eksistentielt spørgsmål frem for et religiøst. Og netop de forskellige måder at tro på er omdrejningspunktet i serien, mener Fanny Louise Bernth.

“Jeg synes, den kan tale om det at være i live på en meget nuanceret måde. Karaktererne prøver med forskellige midler at komme igennem vanskelige perioder. Og jeg synes, ‘Herrens Veje’ kan fortælle de historier uden at tage stilling og med fuld respekt for den enkelte karakter.”

Måtte grave skjulte ting frem

Respekt for karakteren har den 29-årige skuespiller også. Hun kan genkende sig selv i flere af Emilies karaktertræk.

“Noget kan jeg genkende fra mig selv - noget kan jeg ikke. Hun er god til at tage ansvar - meget bedre, end jeg selv er. Og så kan hun holde sig selv oppe i svære tider. Jeg synes, hun er sej,” siger Fanny Louise Bernth og understreger, at rollen også har krævet meget af hende som person.

“Jeg har skullet arbejde med nogle sider i Emilie, som jeg ikke selv er vant til at stå frem med i mit privatliv. Men det har været fedt at få kontakt med dem.”

DR1 sender det første af 10 afsnit af ’Herrens Veje’ søndag den 24. september klokken 20.00.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter