”Det skal ikke være de samme hver gang”

DR har en forpligtelse til at være modige og prøve nye talenter af i DRs dramaserier – både foran og bag kameraet, mener DRs dramachef Piv Bernth.

Her er nogle af de mange nye navne, der er kommet frem i DRs dramaserier de seneste 15 år.

Et kig ned ad rollelisten på DRs dramaserie ’Bedrag’ siger allerede en del. Navne som Natalie Madueño, Thomas Hwan, Lucas Hansen og Esben Smed er ikke skuespillere, der har vildt lange CV’er og har haft roller i den ene dansk tv-serie og film efter den anden.

Det samme er tilfældet i ’Arvingerne’, hvor Mikkel Boe Følsgaard og Marie Bach Hansen var relativt friske fra skuespillerfadet – og det samme kommer til at ske i DRs kommende dramaserie ’Herrens Veje’, der har premiere til næste år.

”Vi tænker ikke så meget på, om skuespillere er kendte. Da DR ikke har en kommerciel tilgang til verden, har vi en forpligtigelse til være mere modige og være med til at inspirere branchen på en ny måde. Derfor gør vi utroligt meget ud af finde nye talenter – både dem foran og bagved kameraet og som instruktører og manuskriptforfattere,” forklarer DRs dramachef Piv Bernth.

Vi har sat hende stævne for at tale om talentudvikling i danske dramaserier. Anledningen er, at DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn den 21. november får en Emmy i New York – en såkaldt ’Internatiional Emmy Directorate Award ’for DRs mangeårige indsats for udviklingen af tv-dramatik.

Piv Bernth (Foto: Isak Hoffmeyer © Type 1)

Selvfølgelig varierer det fra rolle til rolle, hvordan den bliver besat. Men generelt er det noget, der bliver brugt rigtig meget krudt på, når holdet skal sættes til en ny dramaserie.

”Det er vigtigt for os, at det ikke altid er de samme, der er med. Selv om visse navne er særlige trækplastre, har seerne også altid lyst til at se nye ansigter, og én af vores styrker er, at DR Drama kan prøve folk af og måske være med til at gøre dem interessante for resten af branchen,” siger Piv Bernth.

’Borgen’ gav for eksempel fremtrædende roller til Birgitte Hjort Sørensen og Pilou Asbæk, mens Sidse Babett Knudsen tog et skift fra de mere sjove roller til at være alvorlig. Marie Louise Wille og Lars Ranthe fik deres folkelige gennembrud i ’Sommer’, mens Majbritt Saerens og Ken Vedsegaard for alvor kom frem gennem ’Krøniken’. Og sådan har hver serie sine nye navne på holdet.

Kendte navne i nye roller

”Det behøver ikke altid handle om, at vi får fundet nye skuespillere. Skuespillere er ofte klar på at blive udfordrede, og det kan også være, at seerne får dem at se i en ny rolle. Thomas Bo Larsen, der lige nu er aktuel i ’Bedrag’, har for eksempel tit spillet skurk, men er nu betjent, og Sofie Gråbøl skiftede fra at være mor og ægtefælle i ’Nikolaj og Julie’ til at være vicekriminalkommissær i ’Forbrydelsen’. Vi tænker altid på, hvem der er den rigtige til rollen – og ikke på hvem, seerne kender bedst,” forklarer Piv Bernth.

Som instruktør, exam. art. i teatervidenskab og dramachef i DR går hun selv meget i teatret, og det gør andre instruktører og forfattere i DR Drama også. Scenekunstskolerne holder særlige præsentationer af deres elever, og selvfølgelig rygtes det også i teater- og filmbranchen, der trods alt er ret lille i Danmark, hvem der kunne et fremadstormende navn.

På ’Arvingerne’, som vender tilbage med tredje sæson på DR1 til nytår, var det meget vigtigt at finde fire skuespillere, der spillede godt sammen og var troværdige søskende. Så her lavede DR Drama en prøvefilmning med forskellige kombinationer af skuespillere, ligesom skuespillerne til DRs auditions prøvede at fejre fødselsdag og jul sammen på film, så DR Drama kunne finde ud af, hvem der var den perfekte kombination. Det blev så Trine Dyrholm, Mikkel Boe Følsgaard, Carsten Bjørnlund og Marie Bach Hansen, der fik hovedrollerne.

Piv Bernth har arbejdet med tv-dramatik siden 1990’erne, og hun oplever, at måden, hvorpå et hold bliver sat til en dramaserie, har ændret sig, ligesom man skal være mere vaks ved havelågen, når man skal have fat i skuespillere, instruktører, manuskriptforfattere, fotografer med mere. Simpelt hen fordi ”tv-serier er blevet det nye sort”, og der bliver produceret rigtig meget af dramatik til tv-skærmen i store dele af verden.

Stiller større krav

”Seerne ser mere tv-dramatik nu end for bare nogle år siden, og det betyder samtidig, at de stiller større krav til det, de ser. Hvor man måske tidligere besatte en rolle i en serie med en kendt 35-årig, der så skulle spille en på 25, går man i dag hellere efter en ny, ukendt skuespiller, der rent faktisk er 25. ’Krøniken’, som DR1 viser igen lige nu, er et godt eksempel på et sted, hvor skuespillerne er lidt for gamle i forhold til handlingen i starten. Men serien udspiller sig også over mange år, så der er en forklaring,” siger Piv Bernth.

Succesen for DRs dramaserier har været god på de fleste måder. Serierne bliver vist og bredt over hele verden, hvor skuespilpræstationerne har været medvirkende til at give blandt andre Birgitte Hjort Sørensen, Sofie Gråbøl og Sidse Babett Knudsen store internationale roller. Det samme er tilfældet for mange af instruktørerne og forfatterne.

Hans Rosenfeldt, der skriver ’Broen’, er nu er i gang med en stor engelsk serie, og instruktøren Charlotte Sieling, der blandt andet har instrueret dele af ’Krøniken’, ’Broen’, ’Forbrydelsen’ og ’Rejseholdet’, har for eksempel godt gang i en international karriere. Det samme har for eksempel Adam Price, Tobias Lindholm og Kristoffer Nyholm, som også alle har arbejdet med DRs dramaserier.

Nogle af de næste, der måske får et udenlandsk gennembrud, kan blive Maya Ilsøe, der har skrevet ’Arvingerne’, ’Absalons Hemmelighed’ og ’Pagten’ eller Jeppe Gjervig Gram, der er hovedforfatteren på ’Bedrag’ og også var med på ’Borgen’. De har været ude i ”learning by doing” i DR, og sådan kan Piv Bernth godt lide, at det er.

”Vi har et tæt samarbejde med Filmskolen om for eksempel manuskriptforfattere og fotografer. DR er med til at give deres nye folk kilometer i benene og udvikle deres talent, men så føler de også, de skal videre. De seneste års succes og den store produktion af tv-drama i ikke mindst Europa, har betydet, at DR Drama skal være tidligere ude end før, når der skal laves aftaler med folk. De har ikke bare to år, de lige kan sætte af til at lave en dramaserie for DR. Men heldigvis fremstår vi som en attraktiv arbejdsplads, og så lykkes det hele alligevel på alle mulige kreative måder,” siger Piv Bernth.

I andre tilfælde synes de danske skuespillere og instruktører, at det er befriende at komme til at lave noget i Danmark igen, når de har arbejdet på engelsk i flere år. Derved får DR også nogle af de erfaringer tilbage, som de har fået på fremmed jord.

”Mest af alt handler det om, at vi skal have plads til interessante projekter, og her er det tydeligt at mærke, at alle i branchen er oppe på dupperne lige nu. For det meste ender det godt, og det tror jeg også, det vil fremover. I DR Drama skal vi tænke endnu længere ud i fremtiden, end vi har gjort før, hvis vi vil have fat i det helt rigtige hold, der også har kemien sammen. For den er selvfølgelig også helt vildt vigtig,” siger Piv Bernth.