”Det var et meget mærkeligt sted at komme ind til”

Efter 10 år i DR stopper Ulrik Haagerup som nyhedsdirektør. Dr.dk/omdr har talt med ham, og det er blevet til to artikler. Dette er den første.

Ulrik Haagerup stopper som nyhedsdirektør i DR med udgangen af august. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Med udgangen af august er det slut med DR for Ulrik Haagerup, der i 2007 landede i DR Byen som chef for den daværende nyhedsdivision. I 2010 blev divisionscheftitlen byttet ud med en direktørtitel, men fra 1. september skal han stå i spidsen for et nyoprettet institut for konstruktiv journalistik ved Aarhus Universitet.

Man hører ofte, at chefer, der melder deres adgang, hurtigt føler, at de begynder at fade ud i deres chefrolle. Begynder du at føle dig som et spøgelse på gangene i DR Byen?

”Kort tid efter, at det blev offentliggjort, at jeg stopper, mødte jeg Kim Bildsøe og Ask Rostrup, der spurgte: ”Er du ikke det, der hedder "a lame duck"?” Det er hurtigt det, man bliver, for i det øjeblik man har meldt ud, at man skal noget andet, begynder ens eget fokus at flagre lidt. Også fordi jeg synes, at jeg skal lave noget, der er rigtig spændende, mens andres fokus går andre steder hen med tanker på, hvad fremtiden kommer til at bringe. Det er jo sådan set ret ligegyldigt, hvad jeg mener om mange ting. Jeg bruger mit krudt på at deltage i nogle diskussioner om, hvad DR skal prioritere, og mens jeg er her skal jeg jo sige hvad jeg mener, og det forsøger jeg så også at gøre. Men i et job som mit, handler det jo i høj grad om, hvordan vi ser ud om et år: hvem skal vi hyre om to måneder, hvilken korrespondentstilling skal vi prøve at arbejde for? Det er meget fremtidsrettet. Så er der dag-til-dag-tingen med om, vi for eksempel skal bringe navnet på den og den og den slags beslutninger. Det er ikke fordi, jeg keder mig, men det er klart, at det er en speciel periode for både mig og medarbejderne, der selvfølgelig er mest optagede, hvad det er for en ny idiot, der kommer. Det synes jeg, at alle tackler flot og professionelt, og jeg bliver dagligt bevæget over, hvor mange søde folk, der er. Det bliver det svære: at sige farvel til dem.”

Du siger stadig ’vi’ – hvor lang tid tror du, at du kommer til at sige ’vi’ om DR?

”Det tror jeg, at jeg vil komme til at lave som talefejl i rigtig lang tid. Det er jo derfor, vi er her: for at arbejde med nyheder i DR er jo ikke bare et arbejde. Det er – jeg skulle til at sige – et kald. Hvis man var her primært, fordi man ville tjene nogle penge, så kunne man sikkert finde noget, der var mere effektivt. Jeg har været her længere, end jeg egentlig havde forestillet mig, at jeg skulle, men hvis man har det fag, vi har som journalist, og gerne vil gøre noget gavnligt for samfundet og lave noget meningsfuldt med faget, så kan man ikke finde noget bedre og vigtigere at beskæftige sig med i Danmark. Så kan det godt være, at der er en masse bøvl og en masse restriktioner forbundet med det, men det opvejes så rigeligt af, at det er en fantastisk opgave, vi har. Det er jo derfor, at vi bliver her – nogle af os sikkert for længe.”

Hvordan ser du på DR i dag i forhold til dengang i 2007, hvor du tiltrådte som divisionschef?

”I 2007 var DR lige flyttet til DR Byen, hvor alt var byggerod. Dertil kom en koncertsal, der løb over budget og indeklimaproblemer i nyhedsdelen. Der herskede en mistillidskultur mellem ledelse og medarbejdere, mellem tillidsfolk og ledelse, mellem ledelsen indbyrdes, mellem forskellige afdelinger, mellem bestyrelse og direktion, mellem befolkningen og DR. Alt muligt var galt, alle var sure og alle var bange. Man havde lavet et forsøg med, at alle chefer var blevet sagt op og så skulle de alle sammen søge tre stillinger. Jeg har stort set aldrig oplevet noget lignende. De chefer havde gået i et limbo i et halvt år. Det var et meget mærkeligt sted at komme ind til. Der var en em af at være sur for en sikkerheds skyld.

Der var mange af mine familiemedlemmer og daværende kolleger, der ikke mente, at jeg var rigtig klog ved at sige "ja" til at komme ind i DR, fordi DR havde et elendigt image. Men det var jo også derfor, det var så sjovt at komme ind, når man tror på ideen om, at det, vi laver, er vigtigt. Det var jo også et sted med kæmpe potentiale.”

Tænkte du ind imellem: ”Hell no, det her gider jeg ikke mere”?

”Nej. Men, jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle være 10 år. For det første bliver man altid fyret fra sådan nogle stillinger, længe inden der er gået 10 år. Det var vel også derfor, at jeg ikke gad flytte herover, for man vidste aldrig, hvornår man røg ud igen, men der har ikke været tidspunkter, hvor jeg sagde, det her er simpelthen for tudetosset.

Jeg har lige genlæst den tale, jeg holdt den første dag, jeg var her: Om nogle år, sagde jeg, vil det her være verdens bedste nyhedsredaktion. Det vil være et sted, hvortil folk kommer fra hele verden for at se, hvordan vi gjorde det. Folk kiggede på mig, som om jeg var åndssvag.

Men der var potentiale til at blive netop det, for måden, huset er bygget på, er tænkt rigtigt fra starten, når man kigger på rammerne: det er stadigvæk det smukkeste nyhedshus i verden, og det er et af de få nyhedshuse, der er bygget ud fra den filosofi, at historien er vigtigere end platformen, og at man samarbejder. Det vigtigste er, at vi sammen har opnået at skifte "jeg" ud med "vi". Dengang talte man om mit budget, min afdeling, min vagtplan, min medarbejder, min fotograf, min kilde, mit citat – det var mit, mit, mit. Det kan sagtens bruges, når man sidder i et radiohus eller i en TV-by, hvor der er lange gange, og man sidder inde på sit eget kontor med tingene. Men det her hus er jo bygget til verdens største redaktionelle gruppearbejde. At udnytte det og ændre kulturen fra en mistillidskultur til tillidskultur, hvor vi er enige om, hvad det er, vi går på arbejde for, og hvor vi samarbejder om at løse opgaven. Dét synes jeg er den største præstation, som det her hold har lavet.”

Er du kommet i mål med dine ambitioner?

”Det gør man jo aldrig, men jeg er sindssygt stolt af det, vi sammen har lavet. Når der kommer udenlandske gæster på besøg, er det, de er mest overraskede over, den kultur, der er. Folk er enormt stolte, folk er enormt venlige, folk er generøse, og de deler med hinanden, og så siger de hele tiden ’vi’.

Kulturen, vi er kommet frem til er også forudsætningen for, at vi kan have den fleksibilitet, og det mod til at turde eksperimentere, som vi har.

Det er jo afgørende i de kommende år. Både at man udnytter de begrænsede kræfter, man har, til at flytte kræfterne derover, hvor historien er, og kunne gøre det hurtigt nok uden, at der skal gå alt muligt bureaukrati i det. Og modet til at turde prøve noget andet end det, vi plejer. Så vi skal hele tiden turde. Men når man eksperimenterer skal man også kunne erkende, at man muligvis også begår fejl, og det synes jeg også, at vi er blevet langt bedre til ikke bare i DR Nyheder, men i hele DR: at turde prøve noget nyt.

Du siger stadigvæk ’vi’, og derfor kan jeg ikke lade være med at spørge: Hvis man forestillede sig, at du fik lov til at give et råd til din efterfølger, er det så et råd om at holde fast i det, man har sat i gang – eller er det et råd om, at man skal smide hele biksen op i luften en gang til?

”Det er jo derfor, at det i et job som mit er en god idé, at man selv prøver at finde nogle nye udfordringer før andre kommer og prikker til en. Det kan godt være, at vi har været heldige herovre i DR Nyheder at leve i en organisationsform, der viser sig at danne skole i hele verden, og at vi har sat nogle ting i gang. Men er jeg den bedste til at kunne se om den måde, vi har gjort det på, også er den måde, vi skal gøre det på i fremtiden? Det er jeg ikke sikker på. Der er ikke noget værre end gamle chefer, der sidder og fortæller, hvordan tingene hænger sammen. Men et råd ville være, at selvom jeg ikke tror, at alt vi har lavet er guddommeligt og skal bestå til evig tid, er der dog ting man bør fastholder Sørg for at ansætte ordentlige mennesker, folk der har gode øjne, folk der gider være her, ikke for at blive kendte eller på grund af magten, men fordi, det er vigtigt. Ansæt nogle folk, der er i stand til at samarbejde med nogle, der ikke ligner dem selv og som i øvrigt forstår den opgave, vi har sammen, og som dybest set er at binde det her land sammen. Der er ikke meget andet, der binder en nation sammen, som nogle, der leverer en nyhedsformidling til 87 procent af alle over 30 år de næste 24 timer. Det er jo helt ufatteligt, at det stadigvæk kan lade sig gøre. Det giver en enorm indflydelse, og den indflydelse skal man bruge fornuftigt og med ydmyghed. Mit råd vil være at minde om, at det vigtigste er ikke at blive så store som muligt, det vigtigste er, at folk stoler på os. Hvis vi ikke passer på, falder vi jo i den der handelshøjskolelogik, som handler om, at journalistik bare er er produkt, der skal sælges…”.