’Dinosaurens fjer’ er ’Danskernes Yndlingskrimi’

De læsende lyttere i DR Krimiklubben har talt. Sissel Jo-Gazans krimi ’Dinosaurens fjer’ er de seneste ti års bedste i genren. Hun får nu trofæet ’Den Gyldne Kødøkse’.

Som led i den krimibegejstring, der skyller hen over landet i disse år, igangsatte DR i foråret 2010 en krimi-event med det sigte at finde den bedste danske krimi fra de seneste ti år.

Forløbet blev arrangeret i samarbejde med landets biblioteker og læsere fra hele Danmark, og nu har en jury bestående af repræsentanter fra landets krimilæsere talt: 'Danskernes Yndlingskrimi 2000-2010' er Sissel-Jo Gazans 'Dinosaurens fjer'.

Den endelige dom faldt på Odense Centralbibliotek, hvor den fem mand store jury var sat på den hårde opgave at finde frem til en vinder blandt de to finalister: 'Dinosaurens fjer' og Jussi Adler-Olsens 'Fasandræberne'.

At 'Dinosaurens fjer' løb med sejren begrundede juryen blandt andet med dens historie, der adskiller sig markant fra andre danske krimier, et særdeles godt og flydende sprog samt en spændende persontegning.

Videnskrimi var et hit

'Dinosaurens fjer' udspiller sig blandt dinosaureksperter og biologer ved Københavns Universitet og i det internationale forskningsmiljø, og begivenhederne tager fart, da den unge specialestuderende Anna Bella Nor i sit speciale fremsætter den påstand, at nutidens fugle nedstammer fra dinosaurerne. Kort efter findes hendes specialevejleder, Helland, myrdet, og snart finder endnu et mord sted.

Som jurymedlem Michael Krarup fra København formulerede det: "Det er en bog, der virkelig har noget på hjerte. Der er mange historier i, og dem formår hun at jonglere utrolig godt med, samtidig med at de to krimispor er interessante. Især mordet på Helland, som begås med parasitangreb, vækker nysgerrighed. Det er ikke noget, man har set før i danske krimier." 

Raffineret plot

Jurymedlemmerne roste også bogen for den store viden og faglighed, som læseren bliver præsenteret for, og desuden gav det bonus hos juryen, at Gazan tør udfordre den vante måde at bygge en krimi op på:

"Hendes raffinerede måde at konstruere plottet på kommer også frem ved, at gerningsmanden er en person, der træder ind næsten til sidst. Så skal man til at forholde sig til det, og det synes jeg er meget fint gjort, fordi vi holdes hen," udtalte Lisbet Søderberg fra Nykøbing Falster, som mente, at den klassiske krimiopbygning, hvor læseren kan gætte på morderen undervejs, ofte kan blive stereotyp og ikke nødvendigvis er det, den moderne krimilæser efterspørger.

Intens debat

Forløbet omkring 'Danskernes Yndlingskrimi 2000-2010' blev allerede indledt i foråret 2010, hvor DR i samarbejde med landets biblioteker fandt frem til de ti mest populære krimier blandt de mange spændingsromaner, der er udkommet i Danmark i 00'erne.

De ti kandidater blev sendt til afstemning på dr.dk, og de fem bøger, der fik flest stemmer, blev derefter læst og diskuteret i DR Krimiklub-læsekredse på biblioteker landet over i efteråret 2010 samt på Litteratursiden.dk.

De fem bøger var Sara Blædels 'Aldrig mere fri', Elsebeth Egholms 'Skjulte fejl og mangler', Jussi Adler-Olsens 'Fasandræberne', Lene Kaaberbøl & Agnete Friis' 'Drengen i kufferten' og Sissel-Jo Gazan - 'Dinosaurens fjer'.

DR Krimiklubben har 33.000 medlemmer, mens DRs læseklubber samlet under et har 51.000 medlemmer. De to finalebøger blev fundet på baggrund af læsekredsene intense diskussioner og efterfølgende afstemning.

Udover titlen som 'Danskernes Yndlingskrimi 2000-2010' belønnes 'Dinosaurens fjer" med trofæet 'Den Gyldne Kødøkse'.

Det er i øvrigt ikke første gang, at Sissel-Jo Gazan vinder læsernes gunst med sin forsker-krimi, idet 'Dinosaurens fjer' også modtog DR Romanprisen 2008/09.