Ditte dækker Kongehuset for DR

Ugens aktuelle navn: Ditte Haue har ansvaret for det kongelige stof i DR Nyheder og bliver ofte spurgt om hun er royalist. For Ditte handler hendes arbejde mere om Kongehuset som institution end om kjoler og børnebørn.

Ditte Haue er med til at dække Dronning Margrethes 75-års fødselsdag torsdag den 16. april - lige fra morgenvækningen til feslighederne om aftenen. (Foto: Lars E Andreasen © Type 1)

“Der er overraskende mange, der instinktivt spørger: ‘Jamen er du da royalist’, når jeg fortæller, hvad jeg laver,” forklarer Ditte Haue.

"Og det er egentlig underligt, at de fleste antager det helt automatisk, for hvis man dækker et politisk parti, betyder det ikke jo nødvendigvis, at man også stemmer på partiet. Men sådan er det med kongehuset. Det er et helt særligt område, som bringer mange følelser frem i folk, og så er der altså mange, der antager, at man ikke bare kan dække det objektivt og neutralt, hvis man arbejder med det, som jeg for eksempel gør” siger hun.

Ditte Haue er ansvarlig for dækningen af kongehuset i DR Nyheder. Hun arbejder i DR Nyheders event-afdeling, hvor der blandt andet bliver planlagt valg, sportsbegivenheder og Dronning Margrethes fødselsdag, som hun skal være med til at dække. Her har hun opgaver som live-reporter, journalist og tilrettelægger på forskellige tv-programmer.

Da Ditte Haue for to år siden fik at vide af sin chef, at hun gerne ville have hende til at dække kongehuset for DR Nyheder, var det et nyt stofområde, hun skulle kaste sig ud i. Hun havde ikke fulgt med i Kongehusets gøren og laden før.

Ifølge Ditte Haue er der ofte meget fokus på de kongelige og deres personer. DR Nyheder ville i højere grad fokusere på Kongehuset som institution, hvad de laver i Kongehuset, samt hvilke døre Kongehuset åbner. Det er også noget af det, der optager Ditte Haue ved hendes arbejde.

“Jeg kan godt lide at komme ind under huden på en institution, der berører danskerne. Alle har en mening om Kongehuset, og det er spændende at finde ud af, hvad kongehuset kan både samfundsmæssigt og historisk. Mange ved for lidt om, hvad der egentlig er op og ned i forhold til Kongehuset, Det er vigtigt at skabe et grundlag for folk at diskutere ud fra, når emnet faldet på Kongehuset - hvilket det overraskende ofte gør,” siger hun.

I DR som journalistpraktikant

Ditte Haue er uddannet fra Roskilde Universitet, hvor hun har læst dansk og journalistik. Da hun skulle søge praktik, var hun ikke i tvivl om sin førsteprioritet.

“Jeg ville gerne i praktik i DR Nyheder, fordi jeg godt kan lide tanken om public service. Min drøm var at komme til at arbejde på TV-Avisen, som jeg betragter som nyhedernes mastodont. Den har en kæmpe troværdighed, og så synes jeg samtidig, at tv-journalistik er spændende at arbejde med,” fortæller Ditte.

Hun fik opfyldt sin førsteprioritet og var rundt på forskellige redaktioner i DR Nyheder i det år, hvor hun var journalistpraktikant. Hun var både omkring dr.dk, DR Update, Christiansborg, Radioavisen og endelig TV-Avisen.

“Det var så spændende at være i praktik i DR, især da jeg var i praktik på TV-Avisen. Samtidig var det også nervepirrende, og jeg var jo utroligt ydmyg over for jobbet. Man har jo et kæmpe ansvar, når man skal fortælle noget i så troværdigt et medie. Så skal det virkelig være i orden,” fortæller Ditte Haue.

Da hendes praktikperiode var færdig, blev hun fastansat i DR Nyheder, selvom hun stadig manglede et semester og sit speciale. Så Ditte studerede videre og blev færdig med sin uddannelse, men det var samtidig med, at hun arbejdede på TV Avisen på fuld tid. Studieopgaverne lavede hun om aftenen og i weekenderne.

Interviewede Dronningen i London

Det første større interview, Ditte Haue lavede med Dronning Margrethe var, da hun var i London, hvor hun skulle interviewe Dronningen om en vikingeudstilling, der var åbnet.

“Jeg var ikke nervøs, for på mange måder er det jo ikke anderledes end at interviewe mange andre. Man skal bare være godt forberedt. Men det var selvfølgelig meget mere formelt,” fortæller Ditte og fortsætter:

“Dronningen var meget fin at interviewe, for hun var god til at svare, og så var hun glad og i godt humør. Og jeg havde ingen problemer med at huske at titulere hende rigtigt. På TV-Avisen skal man jo også kunne huske, hvad ens kilder hedder, og hvilke titler de har. Til Dronningen skal man bare huske at sige “De”, “Dem” og “Deres Majestæt”. Det hører med til at være velforberedt, synes jeg."

Dronning Margrethes fødselsdag

I forbindelse med Dronningens fødselsdag var Ditte i Aarhus i sidste uge for at dække festlighederne til TV Avisen. Hun har deltaget i et pressemøde på Fredensborg og skal dække Dronning Margrethes rigtige fødselsdag torsdag den 16. april. Ditte Haue er med hele dagen - lige fra morgenvækningen til fest om aftenen. Hun fortæller, at hun vil forberede sig til de mange arbejdstimer ved at sove godt natten før og tage begivenheden som en oplevelse.

“Jeg kan godt lide at dække begivenheder som Dronningens fødselsdag, for når vi skal sende live så længe, som vi skal, så sker der mange uventede og ofte sjove ting, som man bare må gribe og opleve sammen med seerne. Og det er det, jeg elsker ved at lave live-fjernsyn - når det er rock’n’roll og bare kører,” smiler Ditte.

Hendes håb for det kongelige stofområde er, at det en dag vil blive taget lige så seriøst, som alle andre stofområder.

“Kongehuset er, om man vil det eller ej, en central del af den måde vores samfund er bygget op. Så folk skal da vide, hvad den institution laver. Jeg håber, at man i formidlingen af Kongehuset vil fokusere mindre på, om man er for eller imod Kongehuset, og mere på, hvad et statsbesøg for eksempel kan medføre. Og at man så kun tager diskussionen om Kongehuset, når der er en grund til det – og lader danskerne fejre deres majestæt, når der er en grund til dét,” forklarer Ditte Haue.