Dokumania Live vil støve dokumentarfilmen af

Udendørs visning af dokumentarfilm skal give unge mennesker mulighed for at mærke DR på en anden måde, end de normalt vil gøre.

Sådan så det ud, da Dokumania Live viste 'Hackernes Hemmelige våben' på Nørrebro. Gæsterne får lov at se filmen, før den har premiere på DR2.. (Foto: Dennis Morton)

Det er en lun sommeraften, da DRs Dokumania Live søndag inviterer til film under Bispeengbuen i København. Omkring 60 unge mennesker har sat sig til rette med deres venner for at blive klogere på hacking. Og i anledning af at visningen er udendørs, er der også en enkelt, der har taget sin hund med.

Filmen ’Hackernes hemmelige våben’ handler om en digital virus, der for nogle år siden spredte sig og forårsagede store skader på blandt andet et atomkraftværk i Iran. Den indgår i en række af film, som Dokumania Live viser hen over sommeren af en helt særlig årsag.

”Tanken er, at vi skal få unge til at interessere sig for nogle emner, som de måske umiddelbart ikke tænker, ville være noget for dem. Og det gør vi ved at vælge nogle gode film, som er gode til at formidle de emner, de omhandler, men også ved at skabe nogle rammer, som gør, at de unge synes, det er fedt at komme,” siger Emilie Ulrikke Deela, der er projektansat på Dokumania Live og har været med til at vælge sommerens film.

Rammerne om den åbne biograf under Bispeengbuen er rå, betonklædte og mørke, men i samarbejde med den lokale forening Carpark Movie Nights har Dokumania Live gjort det hyggeligt med lyskæder og fleecetæpper i varme farver.

Dokumentaren bliver støvet af

Der er opstillet bænke og bygget en bred trappe, som gæsterne kan sidde på side om side. Bloklys og brætspil på bordene inviterer folk til at møde op for mere end bare filmens skyld. Det giver nemlig de unge mennesker mulighed for at mærke dokumentarfilm på en anden måde, end de måske normalt ville gøre.

”Mange af gæsterne her møder måske ikke DR på de klassiske platforme, men med Dokumania Live føler vi faktisk, vi kan skabe et rum, som de gerne vil være en del af. Fordi de ikke skal tænde tv’et som klassiske medieforbrugere, men kommer ud i virkeligheden og bliver en del af en begivenhed,” siger Ida Høyer Bom, der er dokumentarindkøber i planafdelingen i DR Medier.

Sammen med Emilie Ulrikke Deela har hun arrangeret sommerens dokumentarvisninger under åben himmel. De har samarbejdet med foreninger i lokalområdet til hver visning med et håb om, at de unge frivillige vil invitere deres venner med og starte ringe i vandet. Hensigten er, at DR skal der ud, hvor de unge bruger deres sommer, i stedet for de unge skal komme til DR.

”Det er også for at vise, at DR2 har nogle programmer, som også kan være interessante for unge. Vi prøver måske at støve dokumentaren lidt af,” siger Ida Høyer Bom.

'Hackernes hemmelige våben' kan ses på DR TV indtil 30. august.

Læs mere om Dokumania Live her.

Dokumania Live viser film under åben himmel indtil 13. september. Find en filmvisning nær dig i kalenderen her.

Facebook
Twitter