Dokumentar om sabbatår får Talentprisen 2018

Mandag eftermiddag kårede DR, Filmværkstedet og CPH:DOX vinderen af Talentprisen 2018.

Modtagerne af Talentprisen 2018 har selv sabbatår lige nu. (Foto: Nicolai Dupont)

Man hører ofte, at man skal gemme det bedste til sidst. Men nogle gange må starte med kirsebærret på toppen. Det var tilfældet, da de tre sabbatårs-piger Ciliane Stubkjær, Stine Winther og Line Flugt som de første skulle pitche deres dokumentar til Talentprisen 2018.

I alt seks projekter var nomineret til Talentprisen 2018, som arrangeres af CPH:DOX, DR og Filmværkstedet i København. Den intime biografsal Mezzaninen på Kunsthal Charlottenborg i København dannede rammen om overrækkelsen, der startede ud med en kort salgstale fra hver af de seks projekter.

Og det blev altså de tre instruktørers projekt ’5 grunde til at sabbatår ødelægger dit liv – og 1 grund til at det er det hele værd alligevel’, som løb med Talentprisen og de 25.000 kroner, der hører med.

Et vigtigt emne

Ideen til Ciliane Stubkjær, Stine Winther og Line Flugts projekt opstod som en frustration i deres eget sabbatår, som de stadig er midt i. Derfor valgte de at filme hinanden og deres venner i løbet af året for at se, hvilke op- og nedture, de alle kommer igennem.

Målet med projektet er at lave en dokumentarserie, som kan deles op i de fem forskellige årsager til, at sabbatår ”ødelægger dit liv” og så et afsnit om, hvorfor det er det hele værd alligevel. Og pigerne vil ikke bare fortælle deres egen historie – de vil fortælle en historie om en generation af unge, hvor stress og stræben efter perfektion er hverdag for mange. Og netop det samfundsrelevante lag var med til at overbevise juryen om, at det var den rigtige modtager af Talentprisen. Det fortæller jurymedlem Signe Bruntse fra DR:

”Det er en historie med en klar udvikling og med flere lag, hvilket gør, at den rammer bredere ud. Problemstillingen med presset og forventningerne til de unge er også enormt aktuel, så det er et vigtigt emne, de tager op,” siger Signe Bruntse.

’5 grunde til at sabbatår ødelægger dit liv – og 1 grund til at det er det hele værd alligevel’ er stadig i optage-fasen, men man kan følge projektet på Instagram-profilen ’Sabbataar’.

Facebook
Twitter