Dokumentarist: ’Jeg skal nærmest kende personerne bedre, end de kender sig selv’

Per Wennick har viet sit arbejdsliv til at fortælle historier om andre menneskers liv, som seerne kan identificere sig med.

- Jeg er et nysgerrigt menneske, siger Per Wennick, der har en særlig evne til at beskrive personer og miljøer i sine dokumentarfilm. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen.)

Igennem årtier har Per Wennick åbnet døren ind til personer og miljøer, som vi ellers ikke møder i hverdagen.

’Grevinden på tredje’ om grevinde Erna Hamilton, ’Søstre af Det dyrebare Blod’ om livet i et kloster med bøn, kortspil og fodbold og ’En stille forsvinden’ om en ung bankdirektør, der bliver ramt af Alzheimers sygdom, er blot nogle få af de dokumentarprogrammer, som har Per Wennicks særlige kendetegn.

- Jeg har en dyb interesse for mennesker og en tro på, at alle mennesker har en historie, hvis man giver sig tid til at lytte efter. Det er der, mine fortællinger begynder: Jeg tror, at vi mennesker gerne vil fortælle vores historier til en, der gerne vil lytte, fortæller Per Wennick.

Officielt har Per Wennick 40-års jubilæum i DR den 29. januar. Det var nemlig først i 1980, han blev fastansat. Men allerede fra 1973 begyndte han som freelancer i DR.

- I 1973 blev jeg færdig som lærer og begyndte at læse teatervidenskab på universitetet. Jeg vidste i virkeligheden ikke, hvad jeg ville være, når jeg blev stor. Tilfældigt møder jeg så en person, som var ansat i DR, og siger til ham – sådan lidt ud i den blå luft – at jeg da godt kunne tænke mig at lave noget i DR for børn. Manden, Finn Rowold, var jurist i DR – senere blev han programchef – og han skaffede kontakt til B&U-afdelingen, husker Per Wennick.

Skrev 10 programideer om natten

Per Wennick blev hyret som manuskriptkonsulent, men det trak mere i ham at lave sine egne manuskripter end at arbejde med andres.

- Så jeg skrev et manuskript, afleverede det og fik beskeden: Det kan vi ikke bruge, smiler han.

Per Wennick begyndte herefter at arbejde som lærer på Peder Lykke Skolen på Amager. Ud på skolen kom ’Sommerferiebussen’, som skulle sende radio derfra en time hver dag i en uge.

- ’Kunne du tænke dig at hjælpe mig med en film?’ spurgte Frode Pedersen, en af B&U-folkene. Da filmen var færdig, sagde Frode en sen aften efter et par øl: ’Hvis du har nogle idéer til nogle radioprogrammer, så skal jeg have dem i hånden inden klokken 9 i morgen tidlig. B&U-afdelingen har sæsonplanmøde, og det kan jo være, du kan få noget igennem’.

- I løbet af natten fik jeg fabrikeret 10 programidéer på ét A4-ark og sendte det i en taxa til TV-Byen. Allerede om eftermiddagen blev jeg ringet op: ’Du kan godt gå i gang – de er godkendt alle sammen’, lød beskeden. Og på den måde kom jeg i gang med at lave radio for børn.

Senere kom Per Wennick til Undervisningsafdelingen og TV-Fakta, og i løbet af 1980’erne tog hans karriere som dokumentarist form.

’Grevinden på tredje’ om grevinde, minister Erna Hamilton er en af Per Wennicks mest kendte dokumentarer. (Foto: Lars Schou)

- Jeg er et nysgerrigt menneske. Jeg vil gerne have kendskab til forskellige miljøer og til, hvordan andre mennesker lever, hvad de tænker om livet, døden og alt det, der er indimellem. Jeg gør mig tanker om, hvad der sker bag folks vinduer, jeg kigger på folk, og jeg lytter efter, hvad de taler om. I mange år tog jeg jævnligt Linje 3 fra Frederiksberg, hvor jeg bor, og kørte til begge endestationer blot for at iagttage og lytte til, hvad folk talte om. Jeg har fået mange idéer på de busture, ligesom jeg har fået idéer fra venner, bekendte og seerne.

Vil ikke spilde seernes tid

Når en idé til et program dukker op, skal den lige gennem Per Wennicks lakmusprøve:

- Jeg skal kunne besvare spørgsmålet ’hvorfor er det vigtigt at lave netop dette program?’. Kan jeg ikke give et fyldestgørende svar på det, er der jo ingen grund til at spilde både penge og seernes tid med det.

Researchen er ligeledes afgørende for ham – og han bruger lang tid på den.

- Jeg vil vide alt om de hovedmedvirkende. Jeg skal nærmest kende personerne bedre, end de kender sig selv. Der gik for eksempel tre måneders research forud for ’Grevinden på tredje’.

- Jeg laver historier om andre menneskers liv, som forhåbentlig kan oplyse, inspirere og skabe debat. De fleste af mine dokumentarfilm handler om mennesker på ’kanten’ eller i en overgangsfase – måske på tærsklen mellem liv og død. De handler om mennesker i udsatte positioner, mennesker der presses til det yderste, eller mennesker hvor livet tager en drejning, fortæller Per Wennick.

Skelner mellem det private og det personlige

For Per Wennick handler det om at skabe identifikation hos seerne, når de møder de medvirkende i hans dokumentarfilm.

- Jeg skelner mellem det private og det personlige hos personen. Jeg skal også kende til det private, men jeg bruger det ikke. Det private er sjældent noget, man som seer kan identificere sig med. I researchen til en af mine udsendelser havde jeg fundet ud af den medvirkendes dybeste hemmelighed, som var en meget voldsom oplevelse. Jeg bragte den frem under optagelserne, og hun blev virkelig berørt.

- Jeg besluttede, at det ikke var nødvendigt for at forstå det menneske, at dette dybt private kom frem i udsendelsen. Jeg overvejede i stedet, om jeg kunne vise på en anden måde, at der lå et traume i hendes liv – for eksempel i reaktioner, en trækning i ansigtet, et blik eller en særlig gestik. Så må seerne selv prøve at aflæse og fortolke det. Jeg oplever jævnligt TV-programmer, der åbenlyst berører ting hos folk, som ikke rager nogen, og det er ikke den måde, jeg vil skildre folk på.

Dokumentaren om Bjørn, der blev diagnosticeret med Alzheimers, er en af Per Wennicks seneste produktioner. (Foto: Lars Schou)

- For mig handler det også om, at den person, jeg har med, skal kunne se sig selv i spejlet bagefter og sige: Okay, måske måtte jeg sluge nogle kameler, men det var reelt, hvad der blev fortalt. Det betyder ikke, at jeg ikke har haft tvivlen med mig. Jeg har brugt mange timer på at tænke på, om en udsendelse var skruet rigtig sammen. Får seerne den identifikation, som jeg gerne vil skabe?

Ikke bedre end sin seneste dokumentar

Gennem årene er det blevet til omkring 80 dokumentarer for Per Wennick. Han har modtaget flere danske og udenlandske priser blandt andet en TV-Oscar i 1999 for ’Ingen slinger i valsen’ og i 2003 for ’Æblehovedet og Kommandanten’. I 2015 modtog han TV-branchens ærespris ’Otto’.

Hvilken af dine dokumentarer har betydet mest for dig?

- Den seneste jeg har lavet, smiler Per Wennick.

- Man er ikke bedre, end det seneste man har lavet. Når jeg har lavet en film, er jeg nødt til at lægge den bag mig for at komme i gang med den næste. Jeg skal prøve nye metoder af og vinkle det næste projekt anderledes end det forrige. Nogle gange kan det være svært for de medvirkende at forstå, at vores gode relation pludselig må være slut. For mig kan det også være svært at give slip – og det lykkes heller ikke hver gang. Nogle er med tiden blevet rigtig gode venner.

- Nogle gange sammenligner jeg mit arbejde med psykologens. Men jeg kan ikke rådgive. Jeg kan beskrive tilværelsen, som den ser ud for de medvirkende. Der er tale om et samspil mellem det, jeg kan, og det de medvirkende vil give. Og for mig er de medvirkende og ikke cases. En case er en sag. For mig er de mennesker og ikke en sag.

Per Wennick har rundet 70 år, men han er ikke færdig med at fortælle historier. Han er i gang med et nyt projekt, som han dog ikke vil løfte sløret for endnu.

- Jeg har været fantastisk privilegeret at kunne banke på fremmede menneskers dør, og så har de inviteret mig ind og fortalt om sig selv. Det giver mig rigtig meget. Tillid er for mig en betingelse for at kunne lave det, jeg gør. Nøgleordene for mit arbejde er tillid, identifikation og etik.

- Og så føler jeg mig privilegeret over at være i et hus som DR. Nogle gange har jeg skullet kæmpe for det, jeg gerne ville lave, men jeg har aldrig været ked af de opgaver, jeg er blevet pålagt indimellem. Og så er der en ting, der er virkelig vigtig for mig: at have fantastiske kolleger både menneskeligt og fagligt. Jeg arbejder bedst, når der er humør og opbakning fra kolleger. Jeg har da enkelte gange gennem årene overvejet, om jeg skulle prøve noget andet end DR, men jeg har ikke kunnet finde noget, der er bedre, smiler Per Wennick.

Facebook
Twitter