DR Big Band er endt i selskab med Justin Bieber og Drake

DR Big Bands nye album med den amerikanske sanger Curtis Stigers er en sællert, og den er nu nummer otte på hitlisten.

Curtis Stigers og DR Big Band har efterhånden arbejdet sammen i flere år om nytårskoncerter, og deres nye album hitter. (Foto: Nicolas Koch Futtrup)

Hvad har Lukas Graham, Justin Bieber, The Weeknd, Drake og DR Big Band til fælles? Umiddelbart ikke ret meget, men dog det, at de alle er i top 10 på Hitlisten – Danmarks officielle hitliste – for uge 2.

Det er musikselskabernes brancheorganisation, IFPI, der gør listen op hver uge, og DR Big Band har gjort en sjælden entré på listen som nummer otte.

Albummet, der er røget på hitlisten, er ’One More For The Road’ med Curtis Stigers & Danish Radio Big Band, som der præcis står på coveret. Her byder Curtis Stigers på sin egen version af Frank Sinatra og Count Basie Orchestras legendariske koncertrække ’Sinatra at the Sands’, som opstod for 50 år siden på Sands Hotel and Casino i Las Vegas.

DR Big Band-albummet kom i forbindelse med bigbandets og Curtis Stigers koncertturné rundt i Danmark i den første uge af januar, hvor 6500 publikummer så og hørte musikken i Vejle, Aalborg, Aarhus og København.

Fra denne uge har DR Big Band og Curtis Stigers også potentiel chance for at komme på den amerikanske hitliste, for i fredags udkom albummet også i USA.

De 10 mest solgte album i Danmark i uge 2 var:

  1. 1

    The Weeknd – ’Starboy’

  2. 2

    Ed Sheeran – ’X’

  3. 3

    Volbeat – ’Seal The Deal & Let’s Boogie’

  4. 4

    Shawn Mendes – ‘Illuminate’

  5. 5

    Lukas Graham – ‘Lukas Graham (Blue Album)

  6. 6

    Justin Bieber – ‘Purpose’

  7. 7

    Noah – ‘1988’

  8. 8

    Curtis Stigers & Danish Radio Big Band – ‘One More For The Road’

  9. 9

    Jacob Dinesen – ‘Brace Against The Storm’

  10. 10

    Drake – ‘Views’