DR bliver udfordret af unge digitale talenter i sommerskole

For anden gang er DR klar til at holde sommerskole for 25 unge digitale produktionstalenter, som blandt andet skal udfordre vanetænkningen.

DR holder i den kommende uge sommerskole for anden gang for 25 unge produktionstalenter. Foto: Agnete Schlichtkrull.

Mandag den 13. august åbner DR Sommerskole atter dørene for 25 unge digitale produktionstalenter mellem 18 og 25 år. Det er andet år i træk, DR holder sommerskole, og de unge kommer med vidt forskellige baggrunde.

Nogle er autodidakte og har for eksempel arbejdet med animation, motion graphic og storytelling, andre er branddygtige inden for spiludvikling og lyd, og nogle helt tredje har måske egen forretning og lever af at udvikle apps. Sammen skal de unge udfordre DR’s redaktioner gennem en uges forløb.

I løbet af ugen bliver de unge på DR Sommerskole delt op i fire grupper, og de kommer til at løse reelle udfordringer for DR’s redaktioner. Metoden er en tilrettet version af det, der hedder Google Design Sprint, hvor et tværfagligt team går fra en udfordring til en testet prototype på fem dage.

Udfordre vanetænkning

Formålet med DR Sommerskole og med at byde 25 unge produktionstalenter inden for, er blandt andet at udfordre vanetænkningen på DR’s redaktioner og rekruttere unge fra miljøer, som DR måske ikke normalt rekrutterer fra.

”DR Sommerskole blev etableret i 2017 for at få mere mangfoldige vinkler på public service-indhold og for at bryde en tradition om primært at rekruttere fra kendte uddannelsessteder. Sidste års DR Sommerskole lykkedes over al forventning. De unge deltagere fra DR Sommerskole imponerede virkelig. DR Sommerskole har skabt et stærkt og gensidigt samarbejde med en mangfoldig gruppe unge talenter, der har givet DR nye vinkler på indhold, og hvor vi efterfølgende har tilbudt flere af de unge opgaver i DR. Det falder derfor naturligt for os at fortsætte en sæson mere,” siger Dorthe Gude, der er underdirektør i DR Medieproduktion.

Én af sidste års deltagere i DR Sommerskole var for eksempel efterfølgende ansat hos DR Viden, ligesom en anden deltager deltog i Snapchat-udviklingsworkshop hos DR Nyheder og bød ind med vilde ideer og fornyelse. Andre igen har løst opgaver for DR Kulturnyheder Digitalt og lavet videoindhold til DR.

Opgaverne på årets DR Sommerskole er stillet af DR Viden, DR Kultur, DR Nyheder og DR Markedsføring.

Facebook
Twitter