DR-dramaserie udløser skulptur på fællesgrav i Stenløse

DR’s dramaserie ’Herrens Veje’ er optaget i Stenløse Kirke, og pengene fra DR’s brug af kirken og arealerne rundt om den, kaster nu en skulptur af sig. Den indvies søndag.

DR har benyttet Stenløse Kirke og kirkegård flittigt i forbindelse med pressemøder og optagelserne af ’Herrens Veje’. Foto: Agnete Schlichtkrull. (Foto: Agnete Schlichtkrull)

Indbyggerne i den sjællandske by Stenløse kommer bogstaveligt talt til at kunne mærke, at DR’s igangværende dramaserie ’Herrens Veje’ er optaget i og omkring Stenløse Kirke.

Pengene, som DR har betalt for husleje og for at bruge udearealerne til fortællingen om præstefamiliens brogede liv, kommer nemlig ikke til at gå direkte ned i kirkekassen. Den uventede indtægt bruger kirkens kunstudvalg derimod til en ny skulptur på Stenløse Kirkegård, og den bliver afsløret på søndag - den 9. december.

Skulpturen, der bliver rejst takket være ’Herrens Veje’, er udført af billedhuggeren Bodil Dam fra Løkken, som har lavet den i granit og bronze. Skulpturen er blevet døbt ’Fugletræet’.

To sidste afsnit de næste søndage

Skulpturen kommer til at stå på Stenløse Kirkegårds nye fællesgrav, og afsløringen sker søndag klokken 10.30 - lige efter gudstjenesten. Menighedsrådet frister også med både champagne og kransekage ved den anledning.

De to endegyldigt sidste afsnit af ’Herrens Veje’ kan ses på DR1 søndag den 9. og 16. december klokken 20.00.