DR får en Emmy på mandag for dansk drama i verdensklasse

Generaldirektør Maria Rørbye Rønn modtager i New York en Emmy-pris for DRs rolle i udviklingen af ny, banebrydende tv-dramatik.

DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn modtager på DRs vegne modtager ’Æres-Emmyen’ for vedholdende at have bidraget til udviklingen af original tv-dramatik. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Den internationale Emmy-komité har valgt at hædre DRs tv-dramatik, der siden gennembruddet med ’Rejseholdet’ i 2002 blandt andet tæller internationale succeser som ’Forbrydelsen’, ’Borgen’, ’Arvingerne’ og ’Bedrag’. Æresprisen bliver overrakt i New York den 21. november ved den internationale Emmy-uddeling, som er tv-branchens svar på filmens Oscar-fest.

Prismodtager i ’kategorien International Emmy Directorate Award’ er DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn, der på DRs vegne modtager prisen for vedholdende at have bidraget til udviklingen af original tv-dramatik.

”Jeg er helt utrolig stolt af prisen ikke bare på DRs, men på Danmarks vegne. For det er en pris til alle de kreative talenter i Danmark, som har bidraget til at skabe dansk drama i verdensklasse gennem årene. Den her Emmy er en kæmpe anerkendelse af, at selv om Danmark er et lille land, så har vi formået at blive store på den internationale scene, når vi fortæller historier om vores land og om danskerne til hele verden,” siger Maria Rørbye Rønn.

Solgt til over 150 lande

Flere serier er solgt til flere end 150 lande, og Maria Rørbye Rønn mener, at en del af årsagen til drama-succesen er, at tv-dramatik i Danmark er en væsentlig del af dansk public service:

”En del af succesen skyldes, at vi satser på nyskabelse og talentudvikling. Vi giver plads til nye talenter og sætter dem sammen med garvede kræfter i branchen, så de sammen kan rykke dansk drama. Vi tør gå nogle nye veje. Uden dansk public service kunne det ikke lade sig gøre,” siger Maria Rørbye Rønn.

Hun modtager prisen i New York, hvor skuespiller Birgitte Hjort Sørensen skal op på Emmy-scenen for at introducere DRs drama. Birgitte Hjort Sørensen fik sit gennembrud som journalisten ’Katrine Fønsmark’ i ’Borgen’ og arbejder nu i New York, både på den berømte Broadway-scene og i flere internationale produktioner.

Det lå måske ikke i kortene, at publikum over hele verden skulle blive opslugt af dansk demokrati i ’Borgen’ og udfordringerne med at få politik og familieliv til at hænge sammen. Eller at japanere, brasilianere og amerikanere er kommet på fornavn med både ’Katrine Fønsmark’ og ’Sarah Lund’ fra ’Forbrydelsen’.

DRs dramachef Piv Bernth, der har haft ansvaret for udviklingen af flere af de originale, danske tv-produktioner understreger, hvor vigtigt det er at turde gå nye, kunstneriske veje:

”Det fantastiske er, at dér, hvor vi har været modige og satset, ja, der har vi jo faktisk skabt internationale succeser. I ’Forbrydelsen’ skulle man vente 20 afsnit på at Sarah Lund, på sin egen mørke måde, løste gåden bag ét eneste mord. Vi havde altså ikke forventet, at det ville blive et verdenshit og samtidig være med til at skabe en international kunstnerisk bølge, ” siger Piv Bernth med henvisning til den såkaldte Nordic Noir-bølge.

‘The International Emmy Directorate Award’ er hvert år siden 1973 blevet uddelt under Emmy-festen i New York til personer og organisationer, der har ydet et ekstraordinært bidrag til internationalt tv.

FAKTA OM DR-DRAMASERIER

* Blandt de internationalt mest kendte dramaserier er ’Borgen’, ’Broen’ og ’Forbrydelsen’. I øjeblikket er de mest populære danske dramaserier ’Arvingerne’ og ’Bedrag’. Flere serier er solgt til mere end 150 lande. Nogle er blevet genindspillet i lokale version især i USA, men også i lande som Tyrkiet, Indien og Rusland. Senest er ’Arvingerne’ og ’Bedrag’ på vej ud i verden og bliver også lavet i amerikansk version.

* Det internationale gennembrud for DRs drama var i 2002 med ’Rejseholdet’ og blev fulgt op i 2003 med ’Nikolaj og Julie’. DR er blevet nomineret 22 gange og har vundet fire ‘International Emmy®’ i dramakategorien for ‘Livvagterne’ (2009), ‘Ørnen’ (2005), ‘Nikolaj and Julie’ (2003), ‘Rejseholdet’ (2002). DR har vundet en International Emmy® i miniserie-kategorien for ‘Unge Andersen’ (2005).

* DR har skabt Nordic Noir-bølgen med afsæt i ’Forbrydelsen’. Det mørke dysfunktionelle udtryk er med sin unikke nordiske tone efterfølgende rejst verden rundt.

* ’Æres-Emmyen’ bringer DR i selskab med internationale tv-giganter som BBC og HBO, som er blandt de seneste modtagere af prisen.

* I weekenden fredag den 25. november til søndag den 27. november viser DR K gensyn med en perlerække af DRs krimier, blandt andet afsnit af ’Rejseholdet’, ’Ørnen III’, ’Livvagterne’ og ’Forbrydelsen II’.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter