DR får ny retskorrespondent

Det bliver Trine Maria Ilsøe, der skal afløse Claus Buhr som DRs nye retskorrespondent.

Trine Maria Ilsøe er DRs nye retskorrespondent. Hun afløser Claus Buhr, der fratrådte stillingen i foråret. (Foto: Lone Kröning Mogensen)

Trine Maria Ilsøe er DRs nye retskorrespondent. Hun skal fremover følge kriminal- og retsområdet tæt, og et af hendes helt centrale arbejdsområder bliver spørgsmål og sager om sikkerhed og terror. Hun er den, DRs seere, lyttere og brugere for eksempel vil møde, når tragiske og bemærkelsesværdige retssager skal belyses, eller når advokaternes udlægninger skal forklares.

PET og Justitsministeriet

Trine Maria Ilsøe er 45 år og bor på Østerbro i København. Hun kommer fra en stilling som pressechef for sundheds- og omsorgsborgmesteren i Københavns Kommune.

Hun har tidligere arbejdet som kriminalreporter på Politiken, kommunikationsrådgiver hos PET, og hun har også været særlig rådgiver for Morten Bødskov i Justitsministeriet. Det seneste halve år har hun skrevet juraspeciale om danske fremmedkrigere og om forholdet til dansk strafferet, så retsområdet er bestemt ikke nyt for hende.

”Alle omkring mig ved, at krimi- og retsområdet er det, jeg brænder allermest for, og jeg glæder mig helt afsindigt til at blive retskorrespondent i DR Nyheder. Jeg er meget ydmyg over for opgaven og ser det som et stort privilegium at få lov til at levere journalistik til DRs platforme,” forklarer Trine Maria Ilsøe.

Ny på holdet

Indholdschef i DR Nyheder Sandy French glæder sig også til det nye samarbejde.

”Jeg er meget glad for at kunne byde Trine Maria Ilsøe velkommen på DRs korrespondenthold. Hun kommer med en enorm faglighed på rets- og sikkerhedsområdet, og jeg er overbevist om, at hendes store erfaring, analysekraft og formidlingstalent vil være til stor glæde for DRs lyttere, seere og brugere i mange år frem, siger hun.

Trine Maria Ilsøe tiltræder sin nye stilling den 1. august 2015.