DR fik en Prix Italia for både tv- og radiodokumentar

I konkurrence med radio-, tv- og webproduktioner fra 90 radio- og tv-stationer i 40 lande vandt DR lørdag eftermiddag både den prestigefyldte pris for 'Bedste tv-dokumentar' og 'Bedste radiodokumentar'. Derudover fik DR også en specialpris.

Tom Heinemanns tv-dokumentar 'Når tilbud dræber' handler blandt andet om nogle af de forhold, som indiske bomulds- og tekstilarbejdere lever og arbejder under. (Foto: Lynx Media)

DR gjorde rent bord på dokumentarfronten, da de prestigefyldte Prix Italia-priser lørdag eftermiddag blev uddelt i Verona i Italien.

I konkurrence med radio-, tv- og webproduktioner fra 90 radio- og tv-stationer i 40 lande på fem kontinenter lykkedes det DR både at få en Prix Italia for både ’Bedste tv-dokumentar’ og for ’Bedste radiodokumentar’. Derudover modtog DR også en særlig katolsk pris for en dokumentarisk roadmovie.

Det var journalist Tom Heinemanns dokumentarudsendelse ’Når tilbud dræber’, der modtog en Prix Italia for ’Bedste tv-dokumentar’. Dokumentaren går tæt på nogle af de forhold, som indiske bomulds- og tekstilarbejdere lever og arbejder under. Det er arbejdsvilkår, som danner grundlag for mange tilbud i butikkerne i Danmark og store dele af Vesteuropa.

Tv-dokumentaren blev også hædret af Foreningen for Undersøgende Journalistik i april i år for at være "velresearchet" og "et eksempel til efterfølgelse". ’Når tilbud dræber’ er produceret af Lynx Media og Heinemann Medier for DR.

'Bomben i Bagdad' vandt på radiosiden

På radiofronten gik årets Prix Europa for ’Bedste radiodokumentar’ til udsendelsen ’Bomben i Bagdad’. Den er lavet af Torben Paaske og Ulla Kristensen og blev bragt i Dokumentarzonen på P1 i august sidste år.

’Bomben i Bagdad’ er en montage om FN-diplomaten Henrik Kolstrup, der fik sin karriere ødelagt efter at være blevet ramt af en bombe. Det skete, da en selvmordsbomber kørte en bil ind i det hotel i Bagdad, hvor han boede.

Hovedhjørnesten i public service-forpligtelse

DRs mediedirektør Lars Grarup siger, at det er en stor glæde, at DR endnu engang får internationale priser for noget, som er hovedhjørnestenen i DRs public service-forpligtelse.

"DR skal holde øje med og se kritisk på ting, som virksomheder, politikere og organisationer ikke ønsker skal komme frem, og det glæder mig, at vores kritiske og undersøgende journalistik vinder så mange priser, som den gør," siger Lars Grarup.

Han glæder sig også over, at DR samtidig får en Prix Italia for den mere beskrivende dokumentar, som den kan høres i ’Bomben i Bagdad’.

"Det er et flot punktum og en fantastisk afslutning på en æra for 'Dokumentarzonen', som vi desværre er blevet nødt til at sætte en stopper for, fordi DR skal spare 187 millioner kroner på programbudgettet om året de kommende år. DR vil dog fortsat byde på den mere reportageagtige dokumentar på P1 fremover," siger Lars Grarup.

Fik også særlig katolsk pris

Udover de to Prix Italia-priser modtog en anden DR-dokumentar også en special pris ved festivalen i Verona. Den katolske ’Signis Special Prize’, der bliver uddelt af The World Catholic Association for Communication, blev givet til den dokumentariske roadmovie-serie ’Helbredelsen’, som blev vist på DR2 i januar i år. Serien følger den muskelsvindsramte Jonas på 25, vennen Andreas, som har knust nakkehvirvlen ved en svømmeulykke, og deres hjælper Niels på deres vej gennem USA i jagten på at blive helbredt.

’Helbredelsen’ er tilrettelagt af Mikkel Clausen og Thomas Roger Henrichsen efter original idé af Jonas, Andreas og Niels.

DRs programmer klarede sig i det hele taget godt ved Prix Italia. Fem ud af de seks udsendelser, som DR havde med i konkurrencen, gik videre til semifinalen. Blandt de tre i semifinalen udvalgte Prix Italia-dommerne så de endelige vindere.

Prix Italia er Europas ældste og en af de mest anerkendte internationale radio-tv-konkurrencer overhovedet. Den har været holdt af den italienske public service-radio- og tv-station RAI siden1948, hvor den første konkurrence blev holdt på Capri. Prix Italia blev i sin tid etableret for at højne kvalitet og innovation, og i radio- og tv-sammenhæng bliver en Prix Italia betragtet som en pendant til filmverdenens ’palmer’.

DR genudsender i øvrigt 'Bomben i Bagdad' i Dokumentarzonen onsdag den 10. oktober og lørdag den 13. oktober på P1 kl. 14.03.

Facebook
Twitter