DR gør klar til landing på Mars

Er der eller har der været liv på Mars? Svaret rykker lidt nærmere, når en såkaldt rover lander på planeten. DR2 sender direkte, og dr.dk liveopdaterer fra begivenhederne torsdag aften, mens DR Skole har undervisningsmateriale klar.

Johan Olsen er vært, når DR2 torsdag aften sender direkte fra Mars-landingen. Han er til daglig også radiovært på P1 i 'Vildt naturligt'. (Foto: Foto: Sune Fritzen. Grafik: Rasmus Alexander Vilhelmsen © Baggrund: NASA)

De fleste, der er gamle nok til det, kan huske, hvad de lavede, da det første menneske landede på Månen i juli 1969. Landingen foregik mellem klokken tre og fire om natten, hvor DR sendte direkte, da astronaut Neil Armstrong satte sine fødder på himmellegemet for første gang. Det var her, han udtalte de velkendte ord: ’Dette er et lille skridt for mennesket, men et kæmpeskridt for menneskeheden’.

Måske kommer nogle til at sidde med bare lidt af den samme fornemmelse, når DR2 sender direkte fra rummet og Mars torsdag aften fra klokken 20.00. Her er musiker, radiovært, biolog og forsker ved Københavns Universitet Johan Olsen klar til at føre seerne igennem nogle timer, hvor det ubemandede rumfartøj, roveren Perseverance, lægger an til landing på Mars. Dermed indledes den hidtil mest avancerede NASA-mission på planeten for at undersøge mulige spor efter liv. Missionen er ikke helt billig. Den koster 15 milliarder kroner, og den store Mars-robot har været over syv måneder på vej. Den blev sendt afsted fra Cape Canaveral i USA i slutningen af juli 2020 på den mange millioner km lange rejse.

- De sidste syv minutter bliver ubetinget de sværeste. De bliver kaldt ’7 Minutes of Terror’, og landingen er gået galt halvdelen af gangene, nogen har haft en mission til Mars. De senere år er det nu gået bedre end de første, forklarer redaktør og producent på ’DR2 Live: Danmark lander på Mars’, Henrik Bjerring.

Sammen med en kollega, Jonas Klinkvort, fik han ideen til at gøre Mars-missionen til en TV-begivenhed med direkte billeder fra Mars, eksperter i studiet, forbindelse til NASA’s rumcenter i Florida og meget andet.

- Udover at det er spændende, om der bliver fundet liv på Mars, som i så fald vil være en af de største opdagelser, der er gjort, er Mars-landingen også speciel, fordi der er en masse dansk udstyr og danske opfindelser med.

Danske forskere har været inde over fire ud af syv instrumenter i roveren, hvor især amerikanske og australske forskere også har bidraget, forklarer Henrik Bjerring.

Dansk kamera og iltmaskine

For eksempel har danske forskere været med til at udvikle et kamera, som sidder allerforrest på roverens arm, og som kan finde spor efter tidligere liv samt dele til hoved-kamerasystemet, som sidder på toppen af roverens mast.

Det er vores ambition at få Mars-missionen forklaret så letforståeligt og spændende, at seerne forstår, hvor stort det er. Og heldigvis er vi omgivet af forskere, der har arbejdet med Mars-forskning i mange år, forklarer Henrik Bjerring.

Blandt dem, der deltager i DR2-studiet, er for eksempel lektor i astrofysik og planetforskning Morten Bo Madsen fra Niels Bohr Instituttet, der var med til at bevise, at der er vand på Mars, og professor i rumfartsteknologi John Leif Jørgensen fra DTU Space. Også astrofysikeren Tina Ibsen, der har forsket i rumvejr, samt professor Jens Frydenvang fra Københavns Universitet, som faktisk kan være med til at styre roveren på Mars, medvirker.

Det er en såkaldt rover, der lander på Mars, hvis alt ellers går vel. (© NASA)

- Torsdag aften får vi billeder direkte fra NASA’s kontrolcenter, og vi får også animationer af, hvor langt roveren er. Går alt, som det ser ud lige nu, er det klokken 21:55:27, roveren lander på Mars. Det kan dog godt ændre sig, siger Henrik Bjerring, der glæder sig til at lave TV med nogle af dem i Danmark, der ved mest om Mars, og som også er gode til at formidle deres viden.

Hvis det ellers lykkes roveren at lande rigtigt på Mars, vil DR2 ikke kunne vise billederne før 11½ minut senere. For de kan selvfølgelig ikke vises hurtigere end lysets hastighed fra Mars. Og det er cirka så lang tid, det tager.

- Går alt godt, kan vi slutte af klokken 22.10 med at vise et billede fra Mars. Men det bliver ikke den aften, der kommer afklaring på, om der er liv på Mars. Det bliver først senere, når roveren har haft mere tid til at udforske planeten, siger Henrik Bjerring.

Live-opdateringer og mere om danske bidrag

I de kommende dage og den kommende tid benytter DR lejligheden til at fortælle mere om Mars-missionen og de danske bidrag til den.

- Torsdag aften vil vi løbende lave liveopdateringer på dr.dk, om hvordan missionen går, ligesom læserne vil kunne spørge eksperter om Mars-missionen. Der er også udsigt til videoartikler om kameraet PIXL fra roveren og artikler om den historiske NASA-mission generelt, forklarer redaktionsleder Lasse From fra DR Viden.

Allerede da roveren blev sendt op for over syv måneder siden, åbnede temasitet dr.dk/mars, hvor man også kan læse meget mere om jagten på liv på Mars og de danske aktier i arbejdet.

Fysiktema klar

Billederne og indholdet fra ’DR2 Live: Danmark lander på Mars’ lever også videre fremover, når DR Skole og DR Undervisning på fredag lancerer undervisningsmateriale til henholdsvis udskolingen og ungdomsuddannelserne i faget fysisk/kemi.

- Vi gør et tema om Mars spiseligt gennem en interaktiv fortælling om planeten, ligesom vi fokuserer på, om der har været liv på Mars, og om vi kan bo der i fremtiden. Eleverne skal lave forsøg, som også vises i ’DR2 Live’-showet på torsdag, forklarer redaktionsleder Trine Charlotte Hjorth Jensen fra DR Skole og DR Undervisning. Materialerne bliver formidlet ved hjælp af webfeatures og et spil, hvor eleverne til sidst kan teste deres viden af og se, om de kan fuldføre en Mars-mission. Mars-temaet er tilgængeligt på dr.dk/skole og dr.dk/undervisning fra den 19. februar.

’DR2 Live: Danmark lander på Mars’ bliver sendt direkte på DRTV og DR2 torsdag den 18. februar fra klokken 20.00 til 22.10.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter