DR har ansat ny dokumentarchef

Mikala Krogh, som blandt andet har instrueret dokumentarserien ’Scandinavian Star’, skal stå i spidsen for DR Dokumentar og P1 Dokumentar.

Udover dokumentarserien ’Scandinavian Star’ har Mikala Krogh været instruktør på en række internationale anerkendte og prisvindende dokumentarfilm. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)

Mikala Krogh, 48, er pr. 1. februar ny redaktionschef for DR Dokumentar og P1 Dokumentar i DR Nyheder. Hun kommer fra produktionsselskabet Danish Documentary, som hun gennem en årrække har været medejer af og samtidig instruktør på en række internationalt anerkendte dokumentarfilm.

I forbindelse med ansættelsen af Mikala Krogh siger chefredaktør i DR Nyheder Thomas Falbe:

- Hun er et af de mest etablerede navne i det danske dokumentarfilmsmiljø, hvor hun senest med serien ’Scandinavian Star’ har været med til at rykke både journalistik og formidlingen til nye højder. Hun er derfor et oplagt valg til at træde ind den stolte tradition, som DR Dokumentar er bærer af. DR har en helt særlig forpligtigelse til at dyrke dokumentaren som genre, udvikle nye talenter og løfte både den undersøgende journalistik og dokumentarreportagen til et bredt publikum.

Et stærkt kort for DR Dokumentar

Thomas Falbe fremhæver blandt andet Mikala Kroghs personlige indsigt i dokumentargenren både som producent og instruktør samt hendes ledelseserfaring fra at drive egen virksomhed gennem mange år:

- Hun er med den baggrund et meget stærkt kort at give ansvaret for at føre DR Dokumentar med ind i en fremtid, hvor konkurrencen fra udenlandske tjenester er med til at forandre både marked og brugernes vaner.

DR Dokumentar og P1 Dokumentar er to selvstændige redaktioner med tilsammen cirka 20 medarbejdere, der i stigende grad samarbejder omkring konkrete projekter. Den nye dokumentarchef skal, ifølge Thomas Falbe, være med til at styrke den udvikling i de kommende år for at øge dokumentargenrens gennemslagskraft på DR’s digitale platforme.

Større dramaturgiske og visuelle ambitioner

Om sin ansættelse i DR siger Mikala Krogh:

- DR Dokumentar har altid været et stærkt brand - både som tv og podcast, men i et stort medielandskab med uendelige tilbud og øget kamp om publikums interesse er det vigtigt at styrke og udvikle DR Dokumentars indhold og form og placere den solidt i danskernes bevidsthed. Den gode historie og de journalistiske afsløringer er selvfølgelig forudsætningen, men udførelsen og fortællegrebene er lige så vigtige. Og her ser jeg et vigtigt udviklingsarbejde for DR Dokumentar, hvor jeg via min baggrund og store erfaring har meget at bidrage med. Jeg mener, at DR Dokumentar skal have større dramaturgiske og visuelle ambitioner. En anden vigtig prioritet vil være at lave større nordiske og internationale samarbejder med andre public service-mediehuse.

Mikala Krogh lægger ikke skjul på, at det er med vemod og blødende hjerte, at hun nu forlader Danish Documentary:

- Jeg er uendeligt stolt af alle de film, vi har lavet de sidste 12 år. Nu fører Eva Mulvad og Pernille Rose Grønkjær firmaet sikkert videre og har en række interessante film og serier i produktion.