DR har fokus på lærerige spil

Den nye Ramasjang-app integrerer spil, læring og streaming på en ny måde. Appen er produceret for DR af det danske digitale bureau HeyDay.

DR Ramasjang har netop fået ny app og hjemmeside. (Foto: screendump)

I disse dage bliver der trykket på ”download” og ”opdater” på mobiltelefoner og tablets rundt om hos børnefamilierne i hele Danmark.

DR har nemlig netop lanceret en ny, ambitiøs Ramasjang-app til børn. Appen hører til blandt de mest omfattende i DR’s digitale portefølje. Og ikke mindst er det den første app til børn herhjemme, som både indeholder et streaming-univers med et stort katalog af meget forskellige titler og en bred samling af egenproducerede spil. Alt sammen på dansk.

Det er det danske digitale bureau HeyDay, der har produceret appen. Bureauet har vundet opgaven i et større EU-udbud.

Spil med mening i

Ramasjangs spil er et vigtigt fokusområde for DR og et område, der er investeret markant mere i gennem den seneste årrække. Spil, der vel at mærke skal være mening i:

”Fokus ligger på at lave spil, der vil mere end underholdning. Alle Ramasjangs spil skal være sjove for børnene. Men vi vil samtidig styrke børnenes udvikling og selvværd ved at lave spil, der kognitivt udfordrer børnenes kunnen”, siger Anne Lærke Larsen, der er digital redaktør for Ramasjang og Ultra.

Styrket samarbejde med spilmiljøet

DR’s apps og spil, som det nye tilbud fra Ramasjang, produceres i høj grad eksternt. Over halvdelen af DR’s spil er således lavet af det danske spilproducentmiljø. Det samarbejde med markedet ønsker DR at styrke.

Derfor indkaldes der snarest for tredje år i træk til et møde for alle spilproducenter. Det finder sted den 4. september i DR Byen. Her kan producenterne dels komme med input til, hvordan de ser på mulighederne for at udvikle samarbejdet, og dels høre om, hvilke projekter der fremover bliver mulighed for at byde ind på.

”Vi glæder os til at byde alle spilproducenter velkomne – både de store bureauer og de mindre spillere. Vi er utrolig glade for, at der blomstrer et spilmiljø i Danmark i disse år og vi vil gerne nå endnu længere ud end de tidligere år, så alle talenter kan komme i spil. Dagen kommer ikke kun til at handle om Ramasjang men også digitale produkter til Ultra”, siger Anne Lærke Larsen.

Find Ramasjangs app her.

Facebook
Twitter